Kapitel 1: Min hemmelige corona-dagbog

Vi skal tage corona alvorligt. For det er ekstremt alvorligt. Og der er ikke noget sjovt ved den krise, som har ramt os alle sammen. Men denne dagbog er skrevet i en let og humoristisk tone, for den tone kan der også være brug for i en tung tid. Og så er der selvfølgelig brug for læsestof til vores børn, som ikke kan komme i skole. Dagbogen handler om verden lige nu, set med en 12-årig piges øjne. Og en 12-årig ser sjældent særlig langt.

Kære Dagbog

Velkommen til mit forfærdelige liv. Faktisk skal du vide, at den her bog minder mere om en gyser end en dagbog. Men læs med alligevel. Det er jo rart, når nogen har det værre end en selv. Det kan jeg selv godt lide. Blev for eksempel vildt glad, da Oliver fra min klasse tabte sin nye iPhone 11 foran madboden.

Læs også: Karin skriver corona-dagbog for børn: Jeg håber, de voksne læser med

Er min mor syg?

I dag lavede min mor hjulspind i indkørslen. Da hun kom tilbage efter en time, stod hun ude foran huset og skreg ”Hjææælp”. Hun lød så desperat, at jeg var sikker på, hun havde fået corona, og hun ville ikke være en af dem, der klarede den, for hun har virkelig mange rynker. Især om morgenen. Men vi skulle bare hjælpe hende med at tømme bilen. Jeg troede slet ikke, der kunne være så meget i så lille en bil. Jeg skulle slæbe alle pakkerne med toiletpapir ind, for de vejede mindst, mente min mor. Tak for det! Det viste sig at være den langt hårdeste opgave. Tror, jeg gik frem og tilbage 25 gange.

Skildpadde på dåse

Min mor bar poserne med dåser ind i køkkenet, og da jeg var færdig med at stable toiletpapir i vaskerummet og i udestuen, hjalp jeg hende med at sætte på plads. Hun havde købt 30 dåser tomater. 17 dåser majs. 12 dåser ferskner. 10 dåser hakkebøf. 10 dåser makrel. Og fem store dåser med noget, som gjorde mig ret bekymret. Forloren skildpadde stod der udenpå. Jeg fik faktisk kvalme. Tænk, at Danmark nu er i så stor krise, at vi spiser vores kæledyr. Ovenikøbet dyr, der lugter så dårligt og stirrer på en på en super uhyggelig måde.

Læs også: En hilsen fra Ude og Hjemme

Vil være Amalie

Jeg blev ellers helt lettet, da statsministeren sagde, at alle skoler skulle lukkes. Jeg sørgede selvfølgelig for at se rigtig skuffet ud, da jeg sad med min mor og stedfar i sofaen. Men indeni jublede jeg, for så slap jeg for Nationaltesten i matematik og min ufærdige fremlæggelse i historie. En gang imellem har man lov at være heldig (selvom corona er forfærdeligt). Og held er ellers ikke noget, der følger mig. Bare se på mit navn. Jeg hedder Olga. Det er der jo ingen andre, der gør. Jeg har tit klaget til min mor. Hver gang siger hun, at det er godt at skille sig ud. At man skal være sig selv. Det er det sidste, jeg har lyst til at være. Jeg vil være Amalie fra min klasse. Og hedde Amalie. Og have hendes LaLa Berlin tørklæde. Og så ville jeg binde det om halsen med en løs knude præcis som hende. Jeg vil vædde med, at de ikke spiser stinkende og stirrende krybdyr hjemme hos hende.

Mød min familie

Du skal da lige vide lidt om min familie. Bare så du helt forstår, hvor forfærdeligt mit liv er:

Mig: Jeg er 12 år og hedder Olga. (Faktisk hedder jeg kun Olga i fem år, to måneder og fire dage endnu. Den dag jeg fylder 18, går jeg selvfølgelig ind og ændrer mit navn til Amalie. Det koster 505 kroner, og jeg er begyndt at spare op til det. Jeg har sat mig grundigt ind i det på hjemmesiden borger.dk. Faktisk brugte jeg hele historietimen på det, da vi skulle forberede vores fremlæggelser. Godt, coronaen kom og reddede mig, så det ikke blev pinligt.)

Min mor: Jeg tror, hun er 40 år. Er alle mødre ikke det? Hun er selvfølgelig sød. Det er mødre jo. Bare ikke når hun er på slankekur. Eller når hun har fødselsdag. Sidst råbte hun: Jeg gør så meget for jer hver dag, og så kunne I ikke engang sætte et lille flag på bordet! (Jeg skyndte mig at sige, at jeg havde glemt hendes gave på skolen.)

Min stedfar: Går kun i blå skjorter og arbejder med it i en bank. Når han fortæller om sit arbejde, er der ingen, der hører efter. Heller ikke min mor. Når hun siger ”spændende”, kan jeg høre, hun lyver. Hver dag spørger han mig, om jeg har haft en god dag i skolen. Og om robot-plæneklipperen har været i gang ude på græsplænen. Jeg siger altid ja til begge dele. Som om jeg kunne finde på at holde øje med en robotplæneklipper.

Min storesøster Mona: 16 år. Er heldigvis på efterskole. Så hende skal hverken du, kære dagbog, eller jeg bekymre os om. Vær glad for det! Hun drikker alkohol og allerværst kysser drenge og går i g-strengstrusser (da jeg opdagede det, mistede jeg appetitten, hver gang jeg sad over for hende og spiste aftensmad. Virkelig ulækkert at have et tyndt stykke stof op mellem ballerne).

Min lillesøster Louise: 10 år. Hvad kan jeg sige? Hun er superpinlig. Sidst jeg kom ind på hendes værelse, var hun ved at bygge en party-bus i LEGO. Jeg har selvfølgelig fortalt hende, at børn i dag ikke leger med legetøj. Men hun er ligeglad, og jeg er virkelig bekymret. Tænk, hvis mine klassekammerater finder ud af, hvor nørdet hun er. Den slags smitter jo mere end corona.

Vores hund Pelle: Den er født af en mor, der var en blanding af en puddel og en mops, og dens far ved ingen, hvem var. Det var derfor, vi fik den 7.000 kroner billigere end en helt almindelig hund, fortalte min mor. 7.000 kroner er åbenbart, hvad en far er værd. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bekymret for at have den rendende inde i vores stue. Har hørt, at coronaen kommer fra flagermus, og Pelle ligner faktisk en flagermus ret meget. Især med de tynde ører. Den ligner også hele tiden en, der er ved at dø på grund af dens udstående øjne.

Min far: Jeg er hos ham hver anden weekend, og jeg er lidt bange for, om han har toiletpapir, næste gang jeg kommer. Selv inden coronaen skulle vi tørre os med juleservietter. Min far har for nylig fået motorcykel og en tatovering af et hjerte på underarmen. Han fortalte mig, at den symboliserer kærlighed. Den kunne jeg nok godt selv have regnet ud. Min far er også begyndt at dyrke yoga og gå med armbånd lavet af trækugler. Selv siger han, at han har fundet sine sande værdier. Min mor siger, han har midtvejskrise. Midtvejskrise? Er han ikke 40? Så skulle han prøve at være 12 og være den eneste i klassen med en Huawei-telefon. Den er for øvrigt også fra Kina. Ligesom coronaen.

Læs også: Vaccine-kapløb: Tre teknologier kan måske løse coronakrisen

Læs gratis alle kapitler på nettet

Alle kapitler i "Min hemmelige corona-dagbog" kan læses på karinheurlin.dk. Bogen er en føljeton, og der udkommer et nyt kapitel hver dag.

Dag 2: Held i spil – og måske en lille smule i kærlighed

Olgas teenage-storesøster kommer hjem fra efterskole med nogle foruroligende blåsorte pletter på halsen. Selv begynder Olga at tjene penge. Hun får fem kroner for at gå tur med familiens grimme hund. Og 10 kroner for ikke at fortælle, at hendes mor har hamstret toiletpapir. I hundeparken møder hun en flot dreng med en hvid hund. De taler sammen om corona. Og Olga plejer ellers aldrig at tale med flotte drenge. Kun grimme.

Dag 3: Hjælp!!! Min mor synger ud ad vinduet

Olgas mor er begyndt at synge ud ad vinduet til nabodamen. De to damer plejer ellers kun at tale sammen, når Olgas mor brokker sig over, at naboen slår græs inden klokken otte. Men nu har de fundet melodien. Olga finder ud af, at hendes storesøster er forelsket i en dreng med grønt hår og guitar. Selv lufter Olga hund flere gange om dagen. Selvfølgelig mest for at få frisk luft. Og måske en lille smule for at møde drengen med den hvide hund igen.

Dag 4: Dronningen må være en god farmor

Olga lytter til dronningen, der siger, at vi skal holde afstand. Godt nok siger nabodamen og Olgas mor præcis det samme, når de råber til hinanden over hækken. Men det lyder bare mere alvorligt, når en dronning siger det, end når to damer i nattøj og fleecetrøjer gør. Olga er glad for at se, at dronningen værdsætter hjemmelavede gaver. Som for eksempel den hvide lerfigur med hjertet og de to hænder bag hende. Sådan er det ikke hjemme hos Olga, hvor hun engang fandt sin hjemmelavede bordskåner i skraldespanden under en tom dåse makrel.

Dag 5: Med far på date (ja, du læste rigtigt)

Olga er begyndt at savne sin far. Og hun synes, det er synd, han bor helt alene lige nu. Derfor dukker hun op på uanmeldt besøg. Da hun åbner hans køleskab, er hun faktisk stolt af, at han nok er den i Danmark, der har hamstret allermindst. Og han har ikke engang skrevet om det på Facebook. Olga er knap så stolt, da hun er tilskuer til hans Tinder-date over Skype. Hun får også lidt ondt i maven, da hun skal cykle hjem igen. Det er svært, at man ikke engang må give sin egen far et farvel-kram.

Dag 6: Guide til påskeklip: Sådan skal du IKKE gøre

Olgas mor har brugt 645 kroner på at købe materialer til at klippe påskepynt. Nu skal familien rigtig hygge. Hvor galt kan det gå? Ret galt. Især når man ikke kan finde saksen og må klippe påskekyllinger med beskærersaksen fra haven. Og spidsen af en brødkniv. Det ender med blod og bræk. Hundens mave kan nemlig ikke klare at æde en halv kaninfamilie i vat. Men pyt. Så længe Olga kan støde tilfældigt ind i den flotte dreng med den hvide hund, skal det nok gå.

Dag 7: Verdens længste weekend

Før startede weekenden med bland-selv-slik og "X Factor". Nu skal Olga leve uden begge dele. Og det hjælper ikke, at hendes mor og nabodamen skråler Rasmus Seebach-sange til hinanden ud ad vinduerne. Weekenden er svær at komme igennem. Det er ikke engang sjovt at bage kanelsnegle. Ikke når man får skæld ud over at vælte dej ned over sin mors arbejdscomputer, så ø’et aldrig bliver det samme. Eller når ens lillesøster hyler, bare fordi man kommer til at ramme hende lidt over fingrene med kagerullen.

Dag 8: Jacob med det grønne hår er i fjernsynet

Familien skal samle sten på stranden, og Olga er rædselsslagen for at møde nogen, hun kender. Hendes mor er nemlig stadig i natbukser. Som altid går intet efter planen. Olga og hendes mor ender med at splatte ud i sofaen og se syv afsnit af et datingprogram. Til sidst tager papfaren bilen og kører væk. Det er der ikke noget at sige til. Og der er heller ikke noget at sige til, at Olgas storesøster går grædende ind på sit værelse, da hun pludselig ser Jacob med det grønne hår i Nyhederne. Han holder i hvert fald ikke to meters afstand til pigen ved siden af.

Dag 9: Da min mor endelig tog et bad (og den katastrofe, der fulgte)

Olga er lykkelig, da hendes mor endelig beslutter at komme ud af nattøjet og tage et bad. Men lykken varer kort. Da Olga deltager i live-stream-undervisning med hele klassen, bemærker hun nemlig ikke de våde fødder, der klasker på gulvet lige bag hende. Og alt, alt for sent indser hun, at hendes mor er kommet ud af badet og nu står nøgen og tørrer sig på ryggen lige bag hende. Mens hele klassen kan se med.

Læs også: Historiker: Corona-hamstring minder om reaktionen ved udbruddet af 2. Verdenskrig