Spørg advokaten: Kan han trække udgiften fra i børnepengene?

Børnenes mor gider ikke pakke tøj til dem, når de skal hjem til deres far. Kan han trække udgiften til nyt tøj fra i børnepengene han betaler til moren?

Kære Louise

Jeg er bonusmor til min mands børn på tre og seks år. Jeg har et godt forhold til børnene, som er hos os hver anden weekend. Desværre er der udfordringer med deres mor.

Hun gider ikke at pakke tøj til børnene, når de skal på weekend hos os, for hun synes, det er spild af tid og besværligt at skulle pakke til både sol og regn.

Vi har derfor i lang tid sørget for at købe tøj og overtøj til børnene, men eftersom min mand betaler børnepenge hver måned, mener jeg, at hun bør klare de udgifter.

Jeg vil derfor høre, om vi kan trække udgiften til tøj fra i børnepengene?

Med venlig hilsen Anne

Kære Anne

I kan ikke uden videre trække udgiften til tøj fra det børnebidrag, din mand betaler til børnenes mor. I kan dog anmode Familieretshuset om at trække udgifterne fra, men det er kun muligt, hvis børnenes mor nægter at give dem tøj med, når de skal på weekend hos jer.

Det er ikke nok, at hun siger, det er besværligt på grund af vejret. Der skal en del til, før man kan trække udgifter til tøj fra i børnebidrag, og det er kun til helt nødvendige udgifter.

Bedste hilsner Louise

Fakta om børnebidrag

Børnebidrag er et bidrag, som den ene forælder betaler til den anden til brug for barnets forsørgelse, hvis forældrene ikke bor sammen.

Ved fastsættelsen af børnebidrag har det betydning, hvor meget samvær man har med barnet, hvor mange børn man har, og om barnet er over eller under 18 år.

Normalbidraget udgør i år 1.443 kroner per måned. Beløbet bliver reguleret hvert år den 1. januar.

Spørg advokaten

Har du et spørgsmål, du kunne tænke dig at få besvaret af advokat Louise Vinkle, kan du sende en mail til dinadvokat@udeoghjemme.dk