Brev til Anne-Marie Østersø: Min mand lyver for mig

Tvillingens mand vil skilles, fordi han mener, at de er vokset fra hinanden. Men Tvillingen har mistænke om, at han er hende utro, og hun føler sig trådt på, hvis han lyver for hende. Clairvoyante Anne-Marie råder hende til at konfrontere ham. Hun skal have ren besked, så hun kan komme videre ...

Kære Anne-Marie

Jeg har været gift i 27 år, men nu vil min mand skilles. Jeg tror at han har fundet en anden, men det benægter han. Han har ikke rigtig nogen forklaring på, hvorfor han vil skilles, andet end at han synes, vi er vokset fra hinanden.
Jeg har tjekket hans Facebook, og her kan jeg se at han skriver sammen med en kvinde. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg ved det, men jeg føler, at jeg efter 27-års ægteskab fortjener, at han er ærlig over for mig. Skal jeg konfrontere ham med min viden, eller vil det ødelægge vores forhold på sigt? Jeg skal jo også tage hensyn til vores børn.
Jeg håber, mit brev bliver valgt, for jeg har også mistet min mor fornylig, så jeg synes ikke, Vorherre er særlig sød ved mig for tiden.
Dog skal vi være bedsteforældre til december, og det glæder jeg mig til. Økonomien vil også være fin nok, og jeg bliver boende i vores hus, da det er betalt ud. Min mand er ved at finde et andet sted at bo. Lykkes det snart?

Venlig hilsen fra
Tvillingen

LÆS OGSÅ: Jeg tror, han er utro med sin ekskæreste

Kære Tvillingen

Jeg tror, at du har taget alt for meget hensyn til din mand i løbet af jeres ægteskeb, og det skal du holde op med. Du skal også hurtigst muligt konfrontere ham med din viden, også selv om det nok ikke gør en forskel, men fordi han ikke skal tro, at du er så naiv at tro på ham. For det er rigtigt, at han har fundet en anden.
Dernæst skal du få ham til at flytte hurtigst muligt, så du ikke behøver at se mere på ham. Hvis han ikke kan finde et sted at bo, kan du foreslå ham, at han flytter ind hos sin nye kæreste.
Jeg forstår godt, at du gerne vil beholde et nogenlunde godt forhold til ham. Men det gør du netop ved at trække en streg i sandet og vise, at hvis han ikke er ærlig over for dig, har I ikke mere at tale om.
Det er dejligt, at der trods alt er et lyspunkt midt i det hele, og jeg ønsker stort tillykke med barnebarnet.
Jeg håber, du kan bruge mine ord til at komme videre, og jeg er sikker på, at der venter dig en ny mand i fremtiden. Her og nu skal du dog først have sagt farvel til din nuværende mand.

Stort kram fra
Anne-Marie