Brev til Mimi: Er jeg for gammel til en ny hund?

Hundedamen er 78 år og har netop mistet sin gamle hund. Hun føler sig alene og vil gerne have en ny, men hendes børn er imod det. Hun tror, børnene er bange for at komme til at hænge på hunden, hvis hun bliver syg. Kan hun tillade sig at anskaffe sig et dyr i alder af 78 år? Er du enig med Mimi?

Kære Mimi
Jeg er en ældre dame på 78 år, der har haft hund de seneste 30 år. For tre måneder siden mistede jeg min lille hund, ”Bitte”. Hun blev 16 år. Det har efterladt et stort tomrum, og jeg savner at have en hund, som jeg kan øse al min kærlighed ud over, og som jeg kan gå ture med. Jeg bruger rollator, men går i et raskt tempo, og det fungerede fint for Bitte at gå ved siden af.

Jeg er faldet for en gammel hund

På en hjemmeside for efterladte dyr, så jeg en hund på cirka 11 år, som savner et nyt hjem, og jeg overvejer at anskaffe mig den. Jeg mener godt, jeg kan passe en hund i nogle år endnu.
Mine børn giver imidlertid udtryk for, at det er en dårlig idé. Måske fordi de er bange for, at de ender med at skulle tage sig af den. Det tror jeg nu ikke. Hvad er dit syn på den sag?
Venlige hilsener Hundedamen

Lad være med at bekymre dig

Kære Hundedame
Jamen jeg er slet ikke i tvivl. Du skal selvfølgelig have nogle gode år med en ældre hund, som trænger til et hjem og vil nyde dit selskab, og jeg synes ikke, du skylder dine børn at stå til regnskab for dit liv.
Selvfølgelig kan du i din alder risikere, at du en dag ikke har kræfter til en hund, og derfor mener jeg også, det er klogt, at du ikke får en hvalp eller en ung hund. Samtidig kan du risikere at miste endnu en hund.
Men du skal unde dig selv den store glæde, en hund er, og ikke bekymre dig så meget. Det, der sker, det sker, og det kan vi ikke gøre noget ved alligevel.
Alt godt og god fornøjelse med hunden.
Kærligt talt Mimi