En læser fortæller: Et kærligt skub gjorde en forskel

Demens er de pårørendes sygdom, og Lone havde brug for støtte.

Drømme om et otium

Jeg havde fået et barselsvikariat som social- og sundhedshjælper på en demensafdeling, og allerede på min første rundvisning præsenterede afdelingslederen mig for Niels, som fremover skulle være min faste borger. 

I hans pårørendebog kunne jeg læse, at Niels i næsten 50 år havde været gift med Lone. Sammen havde de to drevet et lille landbrug, og ud over det hårde arbejde havde de været aktive med sport og i det lokale foreningsliv. De havde også to voksne børn, som begge boede langt væk. 

Lone og Niels havde drømt om et otium med spændende rejser i den store verden, men disse planer havde demensen sat en stopper for. I bogen kunne jeg se fotoer af Niels som en stor, stærk og smilende mand. Nu var han blevet til en lille, spinkel mand, der lå og sov i sengen.

Allerede den følgende dag hilste jeg på Lone, for hun besøgte Niels i tre timer både formiddag og eftermiddag. Ofte kom hun også om aftenen.

En kop kaffe og en snak

En aften hjalp jeg Niels i seng og opdagede derefter, at Lone sad i en lænestol og stirrede tomt ud ad vinduet. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og foreslog, at vi drak en kop kaffe sammen, og det ville hun gerne.

Vi fik en god snak om alt det triste og smertefulde, som demensen havde medført, og imens måtte Lone tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Siden sygdomsudbruddet fem år tidligere var alt blevet så svært, og allerede i begyndelsen var besøg fra venner, naboer og familie stilnet af. 

Læs også: Henriettes sorg: Min mor glemte alt - også mig

Selv mente Lone, at folk omkring dem havde haft svært ved at forholde sig til den forandring, der var sket med Niels. Efterhånden kunne han heller ikke genkende selv nære venner eller deres børn, og han var kommet på plejehjem. I klare øjeblikke vidste han stadig, hvem Lone var, men hun gruede for den dag, hvor han ikke længere kunne kende hende.

– Jeg kan se Niels, jeg kan høre ham, men han er der ikke, sagde hun stille.

Jeg gav hendes hånd et klem og sagde, at det måtte være drænende for hende at tilbringe så megen tid med Niels, og det gav hun mig sukkende ret i. 

Under min uddannelse blev demens kaldt de pårørendes sygdom, og det stod mig klart, at Lone havde brug for en håndsrækning. Jeg fortalte hende derfor om støttegrupper for pårørende til demente og tilbød at hente nogle brochurer til hende med det samme. 

Lone spurgte, om det ikke bare var noget pjat, hvor man sad i rundkreds, men til det svarede jeg med et smil, at det indtryk havde hun måske fået fra fjernsynet, men at det var forkert.

Jeg fik et kram af Lone

Jeg hentede en lille stak brochurer, og efter mine næste fem fridage modtog Lone mig med smil og kram. Hun havde fået ringet til to af foreningerne og havde allerede haft stor glæde af at mødes og tale med andre pårørende til demente. Hun var også blevet opfordret af et nyt bekendtskab, Dorrit, til at deltage på et bowlinghold. 

Læs også: Jeg mister lidt af mor hver eneste dag

I de følgende uger blomstrede Lone tydeligt op, men så meldte et nyt problem sig. Lone betroede mig, at hun havde dårlig samvittighed over at være med til de spændende aktiviteter, for det medførte jo, at hun ikke var så meget hos Niels længere. Efterhånden kom hun ofte først efter aftensmaden, og så var Niels urolig over at have været så meget alene. Nu var Lone fristet af et svømmehold med nogle andre pårørende, men hvad så med Niels?

Hun var tydeligt splittet og trist, og jeg tog hendes hånd og sagde, at det var vigtigt for hende at holde fast i sit nye, sociale liv. Derefter hentede jeg endnu en brochure, denne gang om besøgsvenner. Jeg foreslog, at hun fik en besøgsven til Niels de dage om ugen, hvor hun skulle til noget, for så behøvede hun ikke at have dårlig samvittighed.

En besøgsven til Niels

På kort tid blev der fundet en besøgsven, som nu kommer hos Niels de to gange om ugen, hvor Lone har aktiviteter. Det fungerer fint for alle parter, og personligt er jeg så glad for, at jeg med et kærligt, lille skub har gjort en forskel for et medmenneske.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.