En læser fortæller: Jeg blev trist og ensom

Coronakrisen vendte op og ned på min selvopfattelse.

Det skulle stås igennem

Da coronakrisen ramte Danmark i foråret 2020 med nedlukning af store dele af samfundet til følge, lykkedes det mig i første omgang at holde både fanen og humøret højt.

Jeg og de allerfleste kolleger på det kontor, hvor jeg har arbejdet i over 20 år, skulle nu arbejde hjemmefra, og alle nødvendige møder skulle afholdes via computerskærmen. Jeg tænkte, at det jo kun var for en periode, og der var ikke andet at gøre end at stå det igennem.

Jeg bor i en treværelses lejlighed, som min nu voksne søn og jeg flyttede ind i, da vi mistede hans far ved en ulykke i 2009. I forbindelse med den første nedlukning indrettede jeg min søns værelse til hjemmearbejdsplads, og det fungerede forholdsvist godt.

Isoleret og nedtrykt

Hen over sommeren 2020 vendte hverdagen mere eller mindre tilbage, men da vi så igen skulle arbejde hjemmefra i slutningen af året, ramte det mig på en helt anden måde. Jeg slæbte mig gennem de mørke, korte dage og følte mig isoleret og nedtrykt, men jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme det over for nogen.

Og hvad havde jeg egentlig at klage over i forhold til børnefamilierne, hvor måske både mor og far kæmpede for at få arbejdet fra hånden derhjemme, mens de samtidig skulle passe deres børn? Det var jo virkeligheden for adskillige af mine yngre kolleger.

Læs også: En læser fortæller: Nu er jeg aldrig mere ensom

Uden lyst eller energi stod jeg op om morgenen, og jeg følte mig ukoncentreret og var længe om at få klaret mine arbejdsopgaver. Jeg plejede at sludre med kollegerne på gangene, i elevatoren, i kantinen og i kaffepausen, men det var slut. Ofte var et ”Ja tak” til en kvittering mine første ord den dag, når jeg gik i supermarkedet for at købe ind. Der holdt folk afstand, og de eventuelle smil var skjult bag mundbindene.

Træningscenteret var lukket ned, det samme var mine øvrige fritidsbeskæftigelser. Da jeg omsider forsøgte at sætte ord på, hvordan jeg havde det, i en telefonsamtale med min kusine, var jeg gråden nær. Bagefter tænkte jeg længe over, hvad der dog var galt med mig. Jeg havde det faktisk dårligere end efter min mands død, måske fordi jeg dengang havde været nødt til at tage mig sammen for vores søns skyld.

Afsted til lægen

Kort før jul var jeg rutinemæssigt til tandlægen og fik det årlige tjek af mundhulen. Tandlægen spurgte, om jeg havde forhøjet blodtryk, for det kunne mine blodårer under tungen godt tyde på. Jeg svarede, at det mente jeg ikke, og hun rådede mig til at få det tjekket hos lægen.

Jeg bestilte tid til en konsultation, og mit blodtryk var faktisk for højt, selv om jeg er slank, spiser sundt, hverken ryger eller drikker og er i god form for mine 55 år.

– Kan du være stresset? spurgte min læge. – Mange af mine patienter oplever stress i forbindelse med hjemmearbejde, selv om det jo lyder hyggeligt.

Det var næsten, som om han stak hul på en byld inden i mig, for jeg brød sammen og bare hulkede og hulkede. Konsultationen kom til at vare længere end beregnet, og lægen sendte mig hjem med nogle gode råd og en aftale om et nyt tjek en måned senere.

Jeg skal række ud mod andre

Siden har jeg på hans forslag omlagt min arbejdsdag, så jeg nu uanset vejret går tur i halvanden eller to timer hver dag, mens det er dagslys.

Jeg har indset, at jeg først og fremmest fik mit naturlige behov for kontakt med andre mennesker dækket på min arbejdsplads, og det blev pludselig taget fra mig. Derfor er jeg nødt til aktivt at række ud mod andre, og jeg har sat det i system og kontakter mindst én person hver dag. Det har jeg nok aldrig været god til, mens jeg til gengæld har været alt for dygtig til at indtage rollen som den stærke.

Læs også: Mimis brevkasse: Mors behov for tryghed

Nu bestræber jeg mig på at melde ærligt ud, når noget er hårdt for mig. Jeg går også med nogle tanker om, at det måske ville være rart at lære en sød og rar mand at kende.

Coronakrisen vendte op og ned på min selvopfattelse og meget andet, men jeg tror, at der også kan komme noget positivt ud af det, og heldigvis er mit blodtryk ved at være normalt igen.   

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.