En læser fortæller: Jeg fortrød mit nye venskab

Alt det, der før virkede livligt og sjovt ved Maja, var voldsomt anstrengende nu.

Kærestekedelige veninder

For to år siden var jeg begyndt at tænke, at de fleste af mine veninder var blevet lidt kærestekedelige. Vi var kun midt i 20’erne, og de var allerede travlt optaget af boliglån og babyer. Jeg havde ikke nogen kæreste, så jeg følte mig ret udenfor. Der var længere og længere imellem de spontane byture eller en hel shoppedag sammen.

Derfor blev jeg superglad, da jeg mødte Maja. Jeg var taget alene til koncert og stod i baren og følte mig kikset, fordi jeg ikke kunne råbe bartenderen op. I løbet af ingen tid havde pigen ved siden af mig både piftet frækt efter bartenderen og bestilt lyserøde drinks til os. Vi grinede og endte med at tale sammen hele aftenen.

Jeg var henrykt, da hun skrev til mig dagen efter og spurgte, om jeg ville med ud at købe en kjole. Det, jeg husker mest fra den dag, er, hvordan jeg bare grinede og grinede. Jeg havde aldrig mødt en som Maja, der sagde, lige hvad hun tænkte, og hele tiden fandt på nye skøre ting.

Snart begyndte vi at ses hver uge, hvor vi tog i byen eller shoppede. Når vi ikke var sammen, skrev og ringede vi sammen.

Læs også: Brev til Mimi: Jeg føler mig fattig sammen med mine rige venner

En aften ringede hun til mig, helt oppe at køre af begejstring. – Vil du med til Kreta, søde? Kom nu, please!

Hun havde fundet en billig pakkerejse i sommerferien. Jeg er typen, der planlægger alt ved min ferie, men jeg ville ikke have, at Maja syntes, jeg var kedelig, så jeg sprang ud i det og sagde ja. En hel uge sammen var en luksus, jeg ikke kunne drømme om med mine andre veninder.

Hendes venskab havde en pris

Som månederne gik, opdagede jeg, at jeg virkelig havde ladet mig rive med. Maja var meget anderledes end mig, og i begyndelsen så jeg op til hende. Hun var smuk, cool og modig, og sammen med hende turde jeg altid lidt mere. Men det havde også sin pris at være Majas veninde, for hun ringede, skrev og ville ses hele tiden.

Jeg har altid været god til at være i mit eget selskab, men Maja skulle tilsyneladende være i gang hele tiden, så hun ikke blev alene med sine tanker. Når jeg sagde nej til at ses, godtog hun det simpelt hen ikke. Hun blev ved, indtil jeg gav op og sagde ja.

For første gang slog det mig, at det var mærkeligt, hun aldrig havde talt om andre veninder. Det var en smigrende tanke, at jeg måske var hendes nærmeste veninde, men det begyndte ærligt talt at føles lidt kvælende. Hun var heller ikke særligt god til at lytte, hvis jeg havde det svært, i stedet begyndte hun bare at tale om sig selv.

Alt det, der før virkede livligt og sjovt ved Maja, virkede ret anstrengende nu, og jeg begyndte at grue for vores sommerferie.

Jeg følte mig flov over, at jeg havde tænkt dårligt om mine gamle veninder, og derfor var jeg også nervøs, da jeg til sidst vendte dilemmaet med min skoleveninde Signe.

Læs også: Vi delte den samme mand

Hun lyttede, og da hun så, hvordan jeg nærmest spjættede, når min mobil bippede, skar hun igennem. – Hvis du ikke føler, du kan være den stille og rolige Katrine, jeg kender, sammen med hende, skal du se at få rodet dig ud af det her. Og tydeligt, så selv Maja forstår det.

Signe tilføjede, at hun havde hørt om hende ude i byen, at hun var meget klæbende og havde skiftet veninder mange gange.

En ærlig besked

Jeg hader at sige nej til nogen, men jeg fik skrevet en lang, ærlig besked til Maja og overførte pengene for min halvdel af ferien. Jeg håbede virkelig for hende, at hun fandt en anden, som hun passede bedre sammen med og kunne få en god ferie med.

Maja reagerede ved at indtale en lang sviner på min telefonsvarer. Senere hørte jeg, at hun også havde bagtalt mig ude i byen. Det gjorde mig både vred og ked af det, men mere end alt andet bekræftede det mig i, at det havde været rigtigt at følge min mavefornemmelse.

Nu er det hele kommet lidt på afstand. Signe og jeg har aftalt at tage på sheltertur sammen. Det er bare en enkelt nat, men jeg glæder mig.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.