En læser fortæller: Lise og jeg følges ad

Hun har altid været i mit liv – først var vi veninder, og så blev vi svigerinder.

Bedste ven med naboens pige

Jeg var fire-fem år, og årstallet var 1946, da mine forældre og jeg flyttede til en lille landsby nogle kilometer uden for en stor købstad i det midtjyske. I nabohuset boede en pige på alder med mig. Hun hed Lise, og vi begyndte snart at lege sammen. Jeg var glad for at få en ny veninde, men dengang kunne ingen vide, at Lise og jeg hele livet igennem ville komme til at følge hinanden tæt. 

I 1948 begyndte vi i landsbyens lille skole, og der kom vi naturligvis i samme klasse, for der var kun én klasse for hver årgang. Hver dag i de syv år, vores skolegang varede, fulgtes vi troligt ad til skole, og når vi havde fri og klaret vores lektier, legede vi også sammen.

Vi blev konfirmeret, da vi var 14 år, og konfirmationen markerede afslutningen på vores skolegang. Som de fleste andre unge, der voksede op på landet på det tidspunkt, kom vi ud at tjene. 

Jeg fik plads som tjenestepige på en bondegård, og jeg arbejdede både inde i huset og ude i stalden og i marken. Min løn var 130 kroner om måneden, men oven i det fik jeg også kost og logi, for jeg boede nemlig på gården. Jeg havde mit eget værelse, men det var alligevel noget af en omvæltning at flytte hjemmefra i den alder.

Lise var også kommet ud at tjene bønder, og derfor havde vi ikke den samme tætte kontakt som før. Vi sås for det meste kun, når vi begge var hjemme på besøg hos vores familie, men vi blev ved med at føle os som bedste veninder. 

Dengang var det kutyme at skifte plads hvert halve eller hele år, så man fik prøvet noget forskelligt, og da jeg havde arbejdet på gården et år, søgte jeg job som ung pige i huset hos en frisør. Her havde jeg også mit eget værelse, og jeg passede frisørens børn og tog mig af husholdningen.

Efter et års tid fik jeg atter lyst til at prøve noget nyt, og denne gang fik jeg arbejde i en butik inde i byen. Jeg flyttede hjem til mine forældre igen, og så cyklede jeg frem og tilbage.

Et frækt forslag

En mørk og stormfuld aften var jeg på vej hjem fra butikken, da en bil først kørte langsomt forbi mig og derefter standsede lidt længere fremme. I bilen sad en ung mand, der hed Ebbe. Han tilbød mig et lift hjem, og han sagde, at min cykel sagtens kunne være i bagagerummet. 

I forvejen kendte jeg den unge mand lidt, fordi han havde familie i landsbyen, så jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved at takke ja.

Ebbe og jeg småsnakkede lidt i bilen, men da vi holdt uden for mine forældres hus, og han havde løftet min cykel ud af bilen, spurgte han, om han mon ikke kunne få et kys til gengæld for kørelejligheden. Jeg syntes, at det var noget af et frækt forslag, så jeg stak ham en syngende lussing. 

Et halvt års tid senere var det blevet sommeren 1957, og Lise, som nu også var flyttet hjem til sine forældre igen, foreslog en dejlig sommeraften, at vi skulle gå os en tur.

Side om side spadserede vi af sted i vejkanten, da en bil kom kørende imod os. Jeg kendte godt bilen, for det var nemlig Ebbes. Hans bror Jens sad på passagersædet. 

De stoppede og spurgte ud gennem de nedrullede vinduer, om vi ikke ville med ud på en lille køretur. Det havde jeg ikke meget lyst til, for jeg havde jo fået et ret dårligt indtryk af ham Ebbe. 

Læs også: Vi delte den samme mand

Lise syntes derimod, at det lød fristende med en køretur, og hun hviskede ind i mit øre, at Jens i hvert fald var god nok. Ham kendte Lise, for han arbejdede sammen med hendes far hos en stor vognmand i nærheden.

– Så skal du i hvert fald sidde ved siden af Ebbe, for det vil jeg ikke, sagde jeg til hende. Den var hun med på, og så satte vi os ind i bilen.

Det blev en ganske hyggelig aften, og vi besøgte et traktørsted, hvor Ebbe og Jens inviterede os på en sodavand. Mens snakken gik om stort og småt, begyndte jeg lige så stille at ændre mening om Ebbe. Han var jo egentlig ret charmerende og meget rolig og venlig i sin måde at være på. 

Det skulle være os to

Efter den aften begyndte Ebbe og jeg at se lidt til hinanden, og vi blev meget forelskede og mere og mere sikre på, at det skulle være os to.

Tre år senere blev vi gift, og da var jeg 19 år. Min bedste veninde, Lise, var ikke med til brylluppet, for dengang var almindelige bryllupper ikke de store fester, som de er i dag. Det var for det meste kun familiemedlemmer på begge sider, der blev inviteret med, og sådan var det også ved vores bryllup.

Jeg kom dog til at være gæst ved Lises bryllup, for vi kom nemlig i familie. Lise havde været kæreste med en anden ung mand, da vi var på den skelsættende køretur med Ebbe og Jens, men hen ad vejen fik hun og Jens øjnene op for hinanden. 

I 1961 blev de kærester, og to år efter vores bryllup blev de gift. Derefter var Lise og jeg ikke kun tidligere naboer, skolekammerater og veninder, nu blev vi også svigerinder, eftersom vi var gift med to brødre.

Vi to unge ægtepar tilbragte meget tid sammen, og tilmed blev vores mænd også kolleger, for Ebbe fik nemlig også arbejde hos den vognmand, hvor Jens var.

Året efter Ebbes og mit bryllup fik jeg vores første barn, den sødeste datter, og to år efter blev hun storesøster, da jeg fik endnu en dejlig, lille pige. 

Lise og Jens blev også forældre til to, nemlig en dreng og en pige. De var kun en smule yngre end vores døtre, og det var en stor glæde for os, at vores børn også blev venner. Vi fire voksne havde altid så meget glæde af hinanden, og det samme fik vores børn.

De første mange år efter, at Ebbe og jeg havde stiftet familie, gik jeg derhjemme og passede børnene og husholdningen. For at tjene en ekstra skilling syede jeg lampeskærme for en lokal forretning, der solgte boligudstyr. Det passede mig fint at have hjemmearbejde, for så bidrog jeg til det økonomiske, uden at børnene behøvede at blive passet ude. 

Jeg syede lampeskærme i 11 år, og derefter fik jeg arbejde som kassedame i et stort varehus i vores by. Nu var pigerne store nok til at være alene hjemme efter skole, og jeg blev rigtig glad for mit job og beholdt det i hele 25 år.

Ud i verden sammen

Vi var blevet boende på vores hjemegn, og hen ad vejen købte Ebbe og jeg hus i et parcelhuskvarter i købstaden. Lise og Jens blev også husejere, men deres hus lå 10 kilometer uden for byen. 

Det var første gang, der var så relativt lang afstand mellem Lise og mig, men vores to familier havde fortsat rigtig meget med hinanden at gøre. Vi foretog os altid en masse hyggeligt sammen, og i 1982 var vi på en fælles tur til Mallorca. 

22 år senere tog vi igen ud i verden sammen, men denne gang var det en længere rejse. Årstallet var nu 2004, og vi var alle blevet pensionister. På det tidspunkt havde Ebbe arbejdet hos vognmanden i 40 år, og Jens havde været der i 35 år, så man kan ikke sige andet, end at de havde været nogle stabile medarbejdere.

Ebbe og Jens var ud af en søskendeflok på fem, og deres ene søster, Hanne, var for mange år siden emigreret til Californien, hvor hun var blevet gift. 

Læs også: Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg er uvenner med min veninde

Vi var otte pensionister i alt, nemlig Ebbe, Lise, Jens og jeg samt de to sidste søskende til Ebbe og Jens og deres ægtefæller, som besluttede at flyve til USA for at besøge Hanne. Vi havde en pragtfuld ferie i det solbeskinnede Californien, og den varede hele tre uger. Det var dejligt for Lise og mig at se vores svigerinde igen, og Ebbe og Jens var også så glade for gensynet med deres søster.

Ebbes og min lille kernefamilie er vokset med tiden, for i dag har vi to dejlige svigersønner. Vi har også fået fire pragtfulde børnebørn, og én af dem har givet os et oldebarn, hvilket virkelig føles som noget meget stort. 

Om et år kan vi fejre diamantbryllup, for da har vi været gift i hele 60 år. Det skal bestemt fejres, at den kærlighed, som begyndte med en lussing, har holdt i så mange år. Lise og Jens’ familie er også vokset på samme måde som vores. 

Nu er vi næsten naboer igen

Vi blev begge boende i hus i mange år, men for ikke så længe siden solgte både Ebbe og jeg og Lise og Jens vores huse, og nu bor vi i hyggelige lejligheder, der ikke ligger længere fra hinanden, end at vi kan gå. 

Desværre er Jens nu blevet ramt af alvorlig sygdom, men vi krydser fingre og håber så inderligt på, at han klarer den.

I stille stunder tænker jeg nogle gange på, hvor meget Lise har fyldt i min tilværelse. Ringen er sluttet, for vi lærte hinanden at kende, fordi vi blev naboer. Så blev vi veninder og skolekammerater og som voksne svigerinder, og i dag er vi næsten naboer igen. Det har været en gave at kunne følge hinanden gennem livet på den måde.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.