En læser fortæller: Mig og fru Petersen

Jeg søgte et ekstrajob og fik en dejlig veninde.

 

Nogle værre sludrechatoller

For nogle år tilbage besluttede jeg at lede efter et bijob for at spæde lidt til min indkomst. Jeg ville virkelig gerne spare op til at flytte i rækkehus, så jeg kunne få den lille have, jeg altid havde drømt om. 

Som tænkt så gjort, og jeg fortalte min familie om mine planer. Det var min svoger, der kom til at tænke på en ældre kvinde nede ad deres vej, der for nylig var blevet enke. Hun havde udtrykt ønske om lidt hjælp til indkøb og andre småopgaver. 

– Du skal da præsenteres for fru Petersen, sagde min svoger en aften, jeg var til middag hos dem. Han var overbevist om, at vi ville falde godt i hak, da han blandt andet var af den mening, at vi snakkede lige meget. 

En uges tid senere ringede min svoger og sagde, at han havde talt med fru Petersen, og at hun var meget interesseret i at møde mig. Med svoger som bindeled fik vi sat et møde i stand, og den efterfølgende lørdag tog jeg over for at møde den ældre dame.

– Kom ind, råbte fru Petersen, da jeg bankede på hoveddøren. – Døren er åben!

En lille hvidhåret dame ventede på mig i et hyggeligt køkken holdt i lyseblå nuancer. Hun havde brygget kaffe og bagt sandkage. 

Vi satte os ned ved et lille spisebord, og hun fortalte mig, at hun var blevet enke for halvandet år siden, og at det efterhånden var svært for hende at passe både hus, have og klare indkøb. Penge var ikke noget problem, eftersom hun havde arvet efter sin mand, og deres hus for længst var færdigbetalt. 

Hun foreslog, at jeg kørte ærinder for hende to gange om ugen, og vi aftalte en passende løn.

Læs også: Venskab har ingen alder

Efterhånden havde jeg fundet flere bijob, men fru Petersen var min favoritbeskæftigelse, hvis man kan sige det sådan. Jeg glædede mig altid til de dage, jeg skulle handle for hende. Jeg havde skiftende arbejdstider, så ofte kunne jeg klare hendes ærinder om formiddagen. 

Når jeg kom tilbage med hendes varer, havde hun altid lavet kaffe eller frokost, alt efter hvad klokken var. Jeg følte det, som om jeg var tilbage i min mormors køkken, og det var simpelt hen så hyggeligt. 

Hyggebrok og gøremål

Min svoger havde haft ret i, at vi begge var nogle sludrechatoller. Ofte talte vi i munden på hinanden, fordi der var så meget, vi skulle have afløb for. 

Vi holdt især af at hyggebrokke os over tilværelsens irritationer. Fru Petersen var godt træt af sin nabo, og jeg var ikke på god fod med en kollega, så den fik hele armen, når vi fortalte. Og så grinte vi højt ad os selv.

Læs også: Vi delte den samme mand

Det skete oftere og oftere, at jeg tog forbi fru Petersen søndag eftermiddag. Jeg var 44 år, single, og min søn var så gammel, at han sjældent gad at bruge tid med mig. Så var det kun hyggeligt at tage på visit hos fru Petersen, når søndagene føltes lige lovlig lange.

Jeg vidste, at hun havde det på samme måde. Som hun havde fortalt mig, var hun efterhånden meget alene. Hendes mand og venner var stille og roligt faldet bort, og hendes eneste søn boede i Holland. 

– Ja, Maria, det er ikke altid en dans på roser at være 89 år, men alternativet er saftsuseme værre, plejede hun leende at sige, når vi talte om ulemperne ved at blive ældre.

Der gik et par år, hvor jeg hjalp fru Petersen med flere og flere små gøremål. Jeg var holdt op med at tage løn for hjælpen. Det var min fornøjelse at hjælpe, og det ville jeg ikke betales for. 

Mit søndagsbesøg

Det endte dog med, at hun måtte flytte på plejehjem. Hun var ked af at skulle forlade sit skønne hus med alle minderne, men hun vidste godt selv, at den ikke gik længere. Hun var simpelt hen blevet for træt, som hun udtrykte det. 

Jeg stoppede dog aldrig med at besøge hende, og hver anden søndag tager jeg stadig forbi hende. Så sladrer vi om de andre beboere, mens vi spiller kort. Det kan godt være, hun er blevet træt i legemet, men hjernen fejler bestemt ikke noget. Jeg er virkelig taknemlig for, at jeg i sin tid blev præsenteret for fru Petersen.

 

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.