En læser fortæller: Min gavmilde svigermor

Jeg skulle have holdt min mund med, hvad jeg ønskede mig.

En kuvert til opsparing

I 1960 blev jeg i en alder af 21 år gift med Henrik, og dermed blev Gudrun min svigermor. Allerede inden brylluppet havde jeg opdaget, at hun var meget gavmild. Det lyder jo positivt, men faktisk var hun så generøs, at det endte med at være rigtig irriterende.

Som nygifte var Henriks og min boligsituation den, at vi købte et gammelt sommerhus, som vi begyndte at restaurere, mens vi samtidig boede i det.

Det hele gik udmærket de første par år, men vi havde ikke tilladelse til at bo i huset året rundt, og vores drøm var at tegne og bygge vores eget hus. Derfor var det vigtigt, at vi fik samlet penge sammen. 

Jeg brugte det budgetsystem, som min kloge bedstefar havde lært mig, da jeg som ganske ung fik min første løn. Det gik ud på, at jeg havde et antal kuverter, som jeg fordelte min løn i. På det tidspunkt fik jeg den udbetalt i kontanter. 

De forskelle kuverter havde påskrifter som ”husleje”, ”møbler”, ”tøj”, ”rejser” og ”diverse”. Jeg havde også en kuvert, som der stod ”opsparing” på, og det vigtigste, jeg sparede op til, var en fuldautomatisk vaskemaskine. Sådan én var dyr, men da vi havde fået to dejlige unger i løbet af tre år, havde jeg virkelig brug for den.

Læs også: Mimis brevkasse: Svigermor synes min søn er for tyk

Henrik havde desværre aldrig lært at spare op, og han brugte bare løs af sine penge uden at bekymre sig om at lægge noget til side. Hvis han manglede noget, bad han bare sin mor om en økonomisk håndsrækning, og den fik han så. Som enebarn var han vokset op med, at hans mor gav tilskud til motorcykel, biler og ferier.

Det var mig, der som husmoren i sommerhuset stod for al vask. Jeg vaskede i hånden og kogte bleer i en stor henkogningsgryde på komfuret. Det var lidt hårdt, men når jeg stod og vred endnu en stofble, trøstede jeg mig ved tanken om pengene i opsparingskuverten. 

Desværre syntes Henrik, at det var noget pjat, og han beklagede sig til sin mor over, at jeg sparede op til den dyre vaskemaskine. 

En uønsket gave

Kort efter dukkede min kære svigermor op i sommerhuset med en vaskemaskine. Den var helt ny, men billigere end min ønskevaskemaskine og ikke fuldautomatisk. Jeg skulle stadig selv skylle vasketøjet og køre det igennem en vridemaskine. 

Det var bare slet ikke sådan én, jeg havde ønsket mig, så jeg havde meget svært ved at vise glæde over den uønskede gave. Hverken Henrik eller Gudrun kunne sætte sig ind i min manglende begejstring. 

Jeg gik derefter i gang med at spare op til noget nyt, og nu skulle opsparingen gå til en ny skænk og et spisebord i lys eg. På forhånd havde jeg udset mig et smukt, men dyrt sæt møbler.

Læs også: En læser fortæller: Svigermor flyttede med

Det beklagede Henrik sig også over til sin mor, og inden længe stillede hun en dag med en stor, grim, mørkbejdset skænk.

– Den kan da indeholde det samme som den, du sparer op til, ikke? spurgte hun. 

Jeg blev faktisk rigtig ked af at få den skænk foræret, og i stedet for at takke mange gange begyndte jeg at tude. Det kunne min svigermor og min mand slet ikke begribe. De kendte slet ikke til glæden ved at spare op til noget, ej heller glæden og tilfredsstillelsen ved omsider at kunne erhverve sig det ønskede, når pengene til det var skrabet sammen. 

Min egen sofagruppe

Mit første hjem blev derfor aldrig for alvor mit ønskehjem. Da vores barn nummer tre i 1966 meldte sin ankomst, blev sommerhuset for småt for os og for besværligt at bo i. Vi fandt en byggegrund og begyndte at tegne og planlægge et nyt hus. 

Nu havde jeg lært at holde min mund med, at jeg sparede op til noget. Denne gang var det en ny sofagruppe. Så snart jeg havde penge nok, skyndte jeg mig at købe de fine møbler, og hen ad vejen blev det nye hus et pænt hjem, som jeg selv kunne lide.

Min svigermor har været borte i mange år, men jeg sender hende ofte en tanke. Mærkeligt nok var hun både sparsommelig, gavmild og fornæret på samme tid. 

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.