En læser fortæller: Min lærer gav mig håb

Det er ikke en overdrivelse at sige, at fru Jakobsen reddede mit liv.

Sikke en fantastisk klasselærer

For få dage siden mødtes jeg med to af mine gamle skolekammerater, der ligesom jeg er 61 år. Da vi afsluttede vores skolegang, blev vi spredt for alle vinde. Den ene fik jeg forbindelse med igen i 2018, og den anden genså jeg først ved vores møde. Vi havde ikke siddet ved vores bord i ret mange minutter, inden vores kære klasselærer, fru Jakobsen, blev nævnt.

– Fru Jakobsen reddede mit liv, sagde jeg til de to andre, og jeg mente det alvorligt. Min psykolog gennem et årelangt forløb er af samme holdning. De to andre var helt enige med mig i, at fru Jakobsen havde gjort en stor forskel for os. 

I 1966 begyndte jeg i første klasse på en folkeskole i en af Danmarks største byer. Mange af skolens elever kom fra dårligt fungerende familier, som var plaget af massivt misbrug. Det samme gjaldt min familie.

Fru Jakobsen var omkring de 30 år, og hun tog varmt og kærligt imod os og forklarede, at hun skulle være vores klasselærer fremover. Og sikke en fantastisk klasselærer, hun blev.

Læs også: Hanne hjalp Emil gennem sorgen

Fra første dag arbejdede hun målrettet på at give os elever mod på livet. Selv om jeg havde en tung bagage på grund af seksuelt misbrug, dels min fars drukkammerats overgreb, dels min onkels, fortalte hun mig, at jeg var god nok. Hun var så dygtig til at kommunikere det budskab, at jeg troede på det. Dog nævnte jeg aldrig misbruget for hende. 

Hun trøstede mig, når jeg kom grædende i skole, fordi min far endnu en gang havde været stærkt beruset med al den utryghed, det medførte, eller når der havde været voldsomme skænderier og konflikter derhjemme. 

Indimellem mødte jeg i skolen med beskidt tøj, andre gange lugtede jeg af tis, fordi jeg havde tisset i sengen, men ikke havde turdet fortælle det til mine forældre af skræk for at blive nedgjort eller skældt ud. 

Min selvtillid og selvfølelse kunne ligge på et meget lille sted, men fru Jakobsen lærte mig at stå foran alle mine klassekammerater og synge de dansktopsange, jeg elskede. 

Hun underviste os i at læse og skrive, men hun lærte os også så meget andet, deriblandt at der er noget godt i alle mennesker, uanset hvor de kommer fra, og hvilket hjem de har. Hun fremhævede altid det bedste ved os alle i klassen, og hun havde noget positivt at sige om enhver. 

Alle blev behandlet ens

Det skete, at politiet kom og hentede en elev eller to, fordi de havde rapset i byens forretninger, men når disse elever kom tilbage til skolen igen, så fru Jakobsen ikke skævt til dem. 

Enkelte af mine klassekammerater kom fra miljøer, hvor der var mere ro på hjemmefronten og penge på kontoen. Disse heldigere stillede elever behandlede fru Jakobsen på samme måde som alle andre.

Under min opvækst var det almindeligt, at børn fra familier som min blev sendt hjemmefra i to-tre uger i løbet af sommerferien. Vi skulle på en slags svagbørnskoloni, hvor vi kunne blive fedet op og afluset. Det var nok også hensigten, at vi børn skulle lidt væk fra de forskellige belastninger derhjemme. 

Nogle af os var ikke glade for at komme på koloni, men fru Jakobsen gjorde meget ud af at fortælle os, at vi var noget helt særligt, fordi lige netop vi var udvalgt til at komme på koloni.

Opholdet på kolonien var dog meget traumatisk for mig, til dels fordi jeg var rædselsslagen ved tanken om, hvad der kunne ske derhjemme, mens jeg var væk. Min far havde det nemlig med at forsvinde i lange perioder ad gangen, og tænk nu, hvis han var væk, når jeg kom hjem igen. 

Jeg gruede også for kolonien af andre grunde, for her sad vi piger på rad og række på et koldt badeværelse kun iført trusser, mens vi blev tjekket for lus. Jeg havde meget langt hår dengang, så det var frygteligt, og vi blev også kigget i øre, hals og så videre. Det hele virkede så ydmygende. 

Desuden var jeg vådligger dengang, og om morgenen kom damerne på kolonien ind og spurgte, hvem der havde tisset i sengen, og så blev de skyldige udstillet til det, der føltes som spot og spe. 

Da jeg i en alder af ni og et halvt år grædende overvandt mig selv og fortalte alt dette til fru Jakobsen, gav hun sig tid til at lytte, og hun trøstede mig også. Efterfølgende blev jeg aldrig mere tvunget af sted på sådan en koloni. Jeg aner ikke, hvordan fru Jakobsen fik udvirket eller gennemtrumfet det, men jeg ved, at det var hendes fortjeneste.

Et kæmpe møgfald til min far

Fru Jakobsen så os børn som de menneskespirer, vi var, og hun kunne kigge lige igennem snavset tøj og flabede attituder. Hun mødte os alle med respekt og værdighed.

Ved min skolestart var jeg en lille, tyk, usikker og utryg pige, men ved fru Jakobsens mellemkomst kom jeg til at stråle, og i glimt kom jeg til at føle mig som en prinsesse. Hun var altid omsorgsfuld, men også fagligt dygtig, og hun formåede at sætte grænser og havde sine meningers mod. 

Det kom blandt andet til udtryk, da min far til en forældrekonsultation spurgte hende, hvilket nummer jeg var i klassen. Fru Jakobsen svarede ærligt, at jeg lå som nummer to. Den slags gik man meget op i dengang. 

Far blev rasende over, at jeg ikke var nummer et, og derhjemme fik jeg et kæmpe møgfald og blev sendt i seng uden aftensmad. Næste dag betroede jeg mig til fru Jakobsen.

– Det skal du ikke tænke på mere, sagde hun og gav mig et knus. Så var jeg tryg igen. Min far spurgte aldrig igen til min placering i klassen, og fra min mor hørte jeg senere, at fru Jakobsen havde ringet og givet ham et møgfald, der var lige så stort som det, han havde givet mig. Sådan var hun.

Fru Jakobsen betalte ofte for lejrture for de elever, som ellers ikke ville være kommet med, og hun sørgede også for mad til dem.

Jeg husker, at vores klasse på et tidspunkt blev fotograferet i skolen. Vi fik små portrætbilleder, som vi så kunne bytte med hinanden. Derhjemme fik jeg at vide, at vi ikke havde råd til skolefotos. Jeg skulle derfor levere dem tilbage og sige, at jeg ikke var blevet god på dem, og at mine forældre ikke ville købe dem. 

Da jeg lagde kuverten på fru Jakobsens kateder og lirede min forklaring af, åbnede hun kuverten og kiggede på billederne.

– Du er da smuk, smilede hun. Derefter tog hun en saks, klippede de små billeder ud og sagde, at nu kunne jeg godt bytte med de andre, og resten kunne jeg tage med hjem. Jeg går ud fra, at fru Jakobsen betalte dem for mig.

Et år tæt på jul var jeg indlagt på hospitalet med meningitis, og der var pyntet overalt. Jeg var i isolation, og kun min mor måtte komme på besøg. Udenfor sneede det, og jeg lå og kiggede ud ad vinduet, men jeg var urolig for, om jeg skulle blive på hospitalet i julen. 

Pludselig stod fru Jakobsen derude og vinkede med hænderne fulde af breve, tegninger og små gaver fra mine klassekammerater. Det var så stort for mig og næsten lige så godt som juleaften.

Til min store sorg blev jeg tvunget til at skifte skole midt i femte klasse, og jeg var fortvivlet over ikke længere at skulle have fru Jakobsen som klasselærer. Miraklet var dog indtruffet, for hun havde på fire og et halvt år formået at give mig så meget ballast, kærlighed og styrke, at jeg fremover var godt rustet til at møde alle udfordringer.

Hun blev mit forbillede

To år senere hørte jeg ad omveje, at fru Jakobsen havde født en søn, og sammen med en veninde besøgte jeg hende med blomster og en bamse. Det var så dejligt at se hende igen, men det blev sidste gang. Efterfølgende blev mit liv i en årrække så kaotisk, at det kun handlede om ren overlevelse, og derfor var det umuligt at holde kontakten. 

Fru Jakobsen forblev mit forbillede, og inspireret af hende uddannede jeg mig år senere til skolelærer. Det var også takket være hende, at jeg vovede at stå foran mange mennesker og tale, for det havde jeg jo lært, da jeg sang dansktopsange for hele klassen.

Efter mange års virke som lærer måtte jeg for få år siden kapitulere og gå på førtidspension, men jeg håber og tror, at jeg som fru Jakobsen har gjort en forskel i nogle børns liv, så deres vej igennem tilværelsen er blevet bare en smule lettere.

Læs også: Hans hiver mig op af hullerne

I mit voksne liv glemte jeg aldrig den lærer, som utroligt nok kunne få mig til at føle mig som en prinsesse, og det er takket være hende, at jeg den dag i dag indimellem føler mig som en dronning. Jeg tror heller ikke, at jeg havde kunnet fejre min 61-års fødselsdag, hvis det ikke havde været for hende. 

Det er allerede mange år siden, at fru Jakobsen døde, og da jeg læste hendes dødsannonce i avisen, følte jeg, at en lille del af mig også døde. Nu ville jeg sådan ønske, at jeg havde fået skrevet et brev til hende, mens tid var. Jeg ville gerne have fortalt hende om den store betydning, hun havde haft i både mit og mange andre børns liv. 

Det var blevet for sent, men det er ikke for sent at sige: Æret være fru Jakobsens minde.  

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.