En læser fortæller: Sammen hver for sig

Jeg har lært noget vigtigt om forskellen på mænd og kvinder.

Kæreste med egen adresse

I 2014 blev min mand og jeg enige om skilsmisse. Vores søn var fire år, og vores datter var to. Han beholdt huset, og jeg flyttede ind i et rækkehus 10 minutter fra ham.

Samværsaftalen blev bestemt til, at børnene var fire dage hos ham og 10 hos mig. Så kunne han med god samvittighed bruge hver anden weekend på at dyrke sport og feste. 

Jeg havde ikke travlt med at finde en ny kæreste, men jeg havde heller ingen planer om at være single i årevis. Mit ønske var at finde en mand, som jeg kunne tilbringe mine weekender uden børn med, og som gerne ville beholde sin egen adresse. 

Da jeg et år senere begyndte at date, mødte jeg Jonas. Han var lidt ældre end mig, glad og ukompliceret, og så havde han en datter på 12 år og en hund. 

Vi forelskede os, og efter et halvt år ønskede vi at tilbringe mere tid sammen, end det var muligt, så længe vores børn ikke var involveret. Han havde nemlig sin datter på fuld tid hver anden uge. 

Læs også: Mimis brevkasse: Jeg er ensom

Kærligheden fik mig til at glemme mit forbehold mod at indblande børnene og have fælles adresse. Hans længsel efter en hverdag med mig var bevægende, og jeg blev også rørt over hans reaktion, når jeg skabte hygge med stearinlys og nybagte boller. 

Mine børn blev vilde med Jonas, og han elskede at lege med dem. Jeg lærte også hans datter at kende, men mærkede lidt modvilje fra hendes side. Trods alt var hun også næsten teenager. 

Det fungerede ikke

Jonas lejede sit hus ud for et år og flyttede ind. Mine børn skulle nu dele værelse, mens Jonas’ datter fik sit eget. Det kom aldrig til at fungere, for hans datter var ked af flytningen, og hunden medførte meget ekstra rengøring. Desuden var min datter bange for den, og familiemenageriet kom aldrig til at fungere. 

Jeg fortrød sammenflytningen og anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det igen. Da Jonas’ lejer uventet flyttede efter kun syv måneder, benyttede jeg mig af lejligheden til at gøre det forbi. Jonas blev desværre dybt ulykkelig. 

Derefter lovede jeg mig selv, at fremover var der ingen mænd i mit liv, når jeg havde børnene. Et halvt år senere faldt jeg for Simon til en fest. Han var barnløs og boede 110 kilometer fra mig i et skønt, arvet hus, som han aldrig ville flytte fra. 

I trekvart år var vi sammen, når mine børn var hos deres far, men i længden var det ikke nok for Simon. Stik imod aftalen begyndte han at dukke op med blomster og gaver til børnene på hverdagsaftener, og det var svært for mig at afvise ham. 

På en barnløs weekend inviterede han mig med på en hemmelig udflugt. Den viste sig at gå til et gammelt sommerhus på en lille ø mellem hans og min bopæl. 

– Hvis jeg køber det, kan vi bo sammen her fire dage ud af 10, sagde han. 

Jeg havde dog ikke lyst til at være så langt væk fra børnene, hvis der skete noget. Simon blev ved med at presse på, og det endte med at ødelægge vores forhold.

Forskellen på kvinder og mænd

På det tidspunkt legede min søn meget med et andet delebarn, og når legekammeraten var hos sin far Jesper, hentede Jesper ham hos os. Vi blev tiltrukket af hinanden og talte meget sammen, og en dag dukkede Jesper op med en stor lasagne og foreslog, at vi spiste sammen med børnene i stedet for at snakke en evighed i fyrrummet. 

Læs også: Brev til Mimi: Skal jeg flytte sammen med kæresten?

Han kendte min holdning til fælles adresse, men alligevel begyndte han at tale om, at vi skulle leje et stort hus sammen. Han forklarede, at han trivedes dårligt som single og inderligt ønskede at være i et parforhold igen. 

Jeg sagde til ham, at jeg utroligt gerne ville blive ved med at se ham, men at vi skulle bo hver for sig de kommende år. Efter at have presset på nogen tid trak han sig. 

Det er nu halvandet år siden. Jeg har indset, at jeg ikke kan have en kæreste, før børnene er flyttet hjemmefra, for efterhånden er jeg overbevist om, at kvinder er bedre til at bo alene end mænd.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.