Guide: Tre podcasts om true crime

Montager, autentiske lydklip og en rolig fortællerstemme kendetegner de fleste podcasts, der streames hvor som helst, ligesom en lydbog: På gåturen, i bussen eller i stuens bedste hyggehjørne. Her får du tre gode podcasts om krimisager fra virkelighedens verden.

1. Røverhistorier

”Røverhistorier” er en podcast-serie om alt det, den italienske mafia er: Tragisk, rutinepræget og voldsom – og så vidtforgrenet et fænomen, at det truer med at æde Europa op indefra.

Skaberen af podcastserien, Morten Beiter, har som freelancejournalist i Italien brugt det meste af sit liv på at forstå mafiafænomenet, og ”Røverhistorier” er skabt til Weekendavisen på baggrund af 30 års research.

I den første sæson følger man bl.a. den fængslede morder Claudio, der var søn af en siciliansk blomsterhandler og selv drømte om at blive optaget i mafiaen. Senere følger vi også Claudios søn, der har vendt sin far ryggen, og således har Morten Beiter både talt med mafiaens afhoppere, dens ofre og dem, der jager den, i sin undersøgelse af, hvad den italienske mafia er – og hvorfor den er så svær at komme til livs.

Hvert afsnit har også stemningsfulde italienske lydklip som en del af podcasten, og de fem første afsnit kan høres på Weekendavisens hjemmeside. Den fulde serie kan streames på de fleste podcast-tjenester såsom Apple Popcasts, Google Podcasts og Spotify.

2. Kold København

Third Ear er kendt for at fortælle medrivende historier fra det virkelige liv, og de har bl.a. podcasts om tyveriet af Guldhornene, om en storsvindler, der bildte Slagelse Håndboldklub ind, at han var millionær, og en miniserie med hemmeligstemplede spionhistorier fra den kolde krigs København.

Første afsnit af ”Kold København” starter i en pornobutik på Istedgade i 1968. Under den kolde krig, der betegner perioden fra efter 2. verdenskrig og frem til 1991, var København nemlig et hotspot for international spionage, og agenter fra KGB, MI6, Stasi eller CIA kunne nemt holde hemmelige møder med deres kilder og agenter.

Den danske efterretningstjeneste var dengang ikke så stærk, og derfor kunne agenterne mødes på værtshuse og lægge skumle planer, uden at nogen lyttede med.

”Kold København” er skrevet, optaget og fortalt af dokumentaristen Krister Moltzen, der også var med til at starte Third Ear i 2009. Miniserien kan høres på Podimo.

3. Dating Game Morderen

Har man mod på en podcast på engelsk, så kan ”Dating Game Morderen”, der er skabt af amerikanske Wondery, anbefales.

Dating Game Morderen er en af USA's mest berømte seriemordere, Rodney Alcala. På overfladen så han ud til at have det hele: Han var charmerende og så godt ud, og han var fotograf med Roman Polanski som lærer. Han var også ungkarl nr. 1 i det amerikanske tv-show “The Dating Game” – og en aktiv seriemorder.

Wondery er kendt for den lækre lyd på deres podcasts, og i ”Dating Game Morderen” kommer man på en lydlig rejse ind i Rodney Alcalas hemmelige liv. Han gemte sig bag almindelige jobs som typograf på en stor avis og som vejleder på en sommerlejr, og samtidig begik han de mest grusomme forbrydelser fra kyst til kyst.

Indtil en medvirken i det landsdækkende tv-program endelig var med til at fange ham. ”Dating Game Morderen” består af seks afsnit på engelsk, og man kan lytte via Podimo, Wonderys egen app, iTunes og Apple Podcasts.