Dyrenes verden: Så’ der fest!

Papegøjer spiser ofte frugt, der er giftig. Det kan give dem dårlig mave, men heldigvis har de fundet kuren for mavekneb.

Kan papegøjer få mavepine? Og dårlig mave? Ja, det kan de.

Og det er derfor, de alle sammen sidder på den stejle væg her. Papegøjer spiser ofte frugt, der er giftig, specielt hvis der ikke er andet føde i nærheden. Og hvis de spiser den giftige frugt gennem en længere periode, kan de få dårlig mave og sågar mavesår.

Og det er her, det med væggen kommer ind i billedet: Den stejle væg, de sidder på, er nemlig fuld af ler, som papegøjerne slikker af væggen. Leret indeholder ikke bare vigtige næringsstoffer og mineraler, men også stoffet kaolin, der afhjælper diarré og andre maveonder, da det ikke bliver optaget i deres blod, men simpelt hen opsuger giftstofferne, så fuglene får ro i maven igen.

Og når de har fundet en lækker lervæg som her, så er det da bare om at invitere alle vennerne med til et decideret ler-gilde, som disse farverige arapapegøjer i Brasiliens jungle nyder sammen. Velbekomme!