En læser fortæller: Musse er meget dygtig

På grund af vores kloge vovse mødte vi naboerne.

Vi faldt for Musse

For et år siden skiftede min lille familie på fire lejelejligheden ud med et parcelhus fra 1971, og i sommerferien førte vi en anden drøm ud i livet, nemlig at få hund.

Vi ville bruge ferien på at lære hunden at kende og vænne den til at bo hos os, og håbet var jo, at den efter ferien ville kunne være alene hjemme uden at genere naboerne med at gø. Vi havde naboer til begge sider og også genboer, men haver og hække i kvarteret var groet godt til, så det var sjældent, at vi så dem.

Planen var at besøge et internat lige inden ferien, men da min jævnaldrende kusine hørte, at vi ville have hund, kontaktede hun mig og spurgte, om vi ville komme på besøg og overveje at overtage deres fire år gamle, mellemstore bastard Musse, som navnet til trods er en hanhund. Hun og hendes mand stod over for at skulle skilles, og ingen af dem kunne have Musse med.

Både min mand, vores tre unger på 13, 11 og otte og jeg faldt for Musse, og han flyttede ind hos os den første dag i ferien.

Hurtigt opdagede vi, at den kvikke hund havde en forkærlighed for at gnave i sko, men vi købte et skoskab og formanede ungerne om ikke at efterlade sko på gulvet. Vi fandt også ud af, at Musse elskede en bestemt slags hundegodbidder, og når han lystrede eller bare var for nuttet, fik han en.

Problemet var, at posen knitrede højt. Hvis vi så meget som overvejede at fiske en godbid op fra posen, kom han drønende og trippede af forventning.

Godbidder i krukken

På et loppemarked fandt jeg en krukke med et mønster af poter, og på den kunne låget fjernes lydløst. For fremtiden skulle hundegodbidderne bo i krukken, som skulle stå på en hylde i køkkenet.

Kloge Musse opdagede selvfølgelig hurtigt, at godbidderne fandtes i krukken. Han lærte også, at hvis en af ungerne havde taget deres sko af på værelset, blev han belønnet med en godbid, hvis han droppede skoen foran krukken.

Da vi i begyndelsen af juli 2021 havde haft Musse i et år, var han en mindst lige så vigtig del af familien som de tobenede, og han blev aldrig træt af tricket med skoene. Hvis der lå sko et sted, skulle han nok snuse sig frem til dem.

Så kom den lørdag først i juli, hvor Danmark spillede mod Tjekkiet. Vi elsker fodbold og så kampen sammen med nogle venner og deres børn.

Jeg kunne godt høre, at Musse havde gang i noget ude i køkkenet, men kampen var for spændende til, at nogen af os kunne løsrive os fra fladskærmen. Terrassedøren stod åben, men Musse var vant til selv at løbe ud i vores indhegnede have.

En større samling sko

Den aften stod lågen af uvisse grunde åben, hvilket vi dog ikke vidste. Da jeg efter kampen kom ud i køkkenet, troede jeg ikke mine egne øjne. Der lå nemlig en bunke af ukendte sko og sandaler foran krukken med godbidder. Musse kom løbende med endnu en sko og logrede stolt og forventningsfuld.

Han fik sine godbidder, og alle stimlede sammen ude i køkkenet. I bunden af bunken var et par af vores egne sko og nogle af vores gæsters, men resten så fremmede ud.

Vi opdagede den åbne låge og indså, at Musse havde hentet sko hos naboerne. Noget måtte han jo gøre, når vi ikke reagerede på, at han afleverede de løse sko i vores eget hus foran krukken.

Så måtte vi gå en runde på vejen med Musse i snor og de fremmede sko i en pose, og det blev ganske muntert. Heldigvis havde han ikke gnavet i nogle af skoene.

Vi fik en hyggelig sludder hvert sted, og nu hilser og snakker vi sammen. Vores genbo har fået nøgle til huset og traver gerne en tur med Musse, hvis vi en dag er længere væk end normalt.

Alle skoene på nær én fandt hjem, hvor de hørte til. Men vi har stadig en højhælet rød sandal liggende. Den er der ingen, der vil vedkende sig, men måske en dag ...

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.