Schæferen er meget bedre end sit ry

Schæfere har et vist ry for at være højlydte, pågående og aggressivt vagtsomme, men i virkeligheden egner den sig fint som en alsidig og glad familiehund.

Med en normalvægt på 20-30 kilo for tæver og 30-40 kilo for hanhunde er schæferen en forholdsvis stor hund, der også med sit udseende indgyder en vis respekt.

Schæferen blev oprindeligt fremavlet som fårehund i Tyskland. Selv om schæfere er glimrende hyrdehunde, betyder racens intelligens, lærevillighed og styrke, at de også er fremragende til mange andre opgaver.

Nu om dage bliver en del schæfere avlet og trænet som bl.a. vagthunde og politihunde, hvilket sikkert bidrager til racens blakkede image.

Mild og rar hunderace

- Det kom faktisk som en overraskelse, at han voksede op og blev så mild og rar, fortæller en schæferejer, som efter lang tids søgning fandt præcis den hvalp, som familien ville have.

- Efter vores erfaring med schæfere er det fristende at hævde, at det må være den blideste og venligste af alle hunderacer, men det er jo nok en urimelig generalisering, tilføjer hundeejeren og ler højlydt.

Aktivér hunden korrekt

Som familiehund er schæferen meget alsidig og glad for selskab.

Den er kendt for at være børnevenlig, opmærksom og nem at træne, men som alle hunde skal schæfere selvfølgelig aktiveres og stimuleres, hvis de skal trives optimalt.

Schæfere – også hvalpe fra samme kuld – er forskellige, og hvis din hund eksempelvis ofte gør højlydt og uhensigtsmæssigt, handler det som regel om at få dæmpet dens stressniveau, og at den måske ikke får nok stimulation.

Hvis man afkoder hundens følelsesmæssige tilstand og aktiverer den på den rigtige måde, er schæferen lige så uproblematisk som mange andre hunde.

Vidste du det?

  • I en have i Florida legede en 7-årig pige, Molly. En klapperslange nærmede sig hende, men hendes schæferhan, Haus, stillede sig beskyttende foran hende. Haus nægtede at flytte sig, selv om slangen bed ham tre gange. Optrinnet blev set af Mollys bedstemor, som sørgede for, at Haus efterfølgende kom til dyrlægen. Haus blev behandlet med serum og smertestillende medicin og overlevede uden mén.
  • Schæferens tendens til at afsøge og reagere på sine omgivelser hænger sammen med, at den oprindeligt stammer fra hyrdehunde.
  • Hunde skal aldrig skældes ud eller “sættes på plads”. De skal i stedet have sænket deres stressniveau, og hundeejeren skal sørge for den rette type og mængde af stimulering i dagligdagen.
  • Hundeejeren skal afkode hundens tilstand og gennemskue motivationerne for dens adfærd, så hunden kan hjælpes bedst muligt.
  • Dyrefondet udgiver en del materiale med gode råd til hundeejere, så man uanset hundens race kan hjælpes til at færdes uproblematisk med sin hund nær mennesker og andre hunde. Materialet er gratis, og du betaler kun portoen. Læs mere på dyrefondet.dk.