Årshoroskop: Sådan bliver dit 2020

Er du nysgerrig på, hvad det nye år bringer? I denne artikel giver astrolog Brian Teglgaard dig stjernernes bud på, hvordan dit år bliver på både job- og kærlighedsfronten.

Vædderen 20.marts - 19. april

Vædderen er lederen, og den der får sat tingene i gang. Du er typen, som helst vil og kan selv. Med din store portion energi, har du et blindt gåpåmod samt en magnetisk og dragende personlighed. Til tider har du en tendens til at blive irriteret og utålmodig.
 

Året generelt
Fra årets start er det tydeligt for dig, at dine fremtidsplaner må revideres, og at det betyder store forandringer. Dine ambitioner er store, men selv om du ser muligheder, kan der også være områder, hvor du løber panden mod en mur. Det kan gøre sig gældende i karriere, men også med andet du ønsker at opnå eller har arbejdet for.

Fra slutningen af juni og året ud kan du have ekstra energi at gøre godt med. Det handler om at bruge den fornuftigt, få afløb for overskuddet på en fysisk måde, og ikke blive overmodig. Fra starten af september til midten af november må du kæmpe for det, du sætter dig for. Du kan opleve frustrationer og et større temperament, men til gengæld giver du ikke op.

Job
Du kan starte året i et nyt job eller med helt nye opgaver. Særligt januar kan også byde på en afslutning. Der er under alle omstændigheder lagt op til store forandringer. Januar kan være svær, fordi du ikke har den fulde kontrol over det, der sker. Skulle du miste dit job, vil du hurtigt komme videre. Særligt fra midten af februar og til slutningen af marts bør du lægge kræfter i at nå dine karriemål. Dit job kan indeholde både rejseaktivitet, undervisning eller kursus, der vil blive særlig aktuelt fra foråret og frem til sommerferien. Der kan være fokus på teambuilding, men også hvor du holder gamle forbindelser vedlige. Du foretrækker ro på din økonomi, men kan træffe beslutninger i januar, der kan give ustabilitet i foråret. Det kan dog vise sig at være risikoen værd.

Kærlighed
Der sker så meget for dig, at det kan blive vanskeligt at holde det fokus på parforholdet, som du gerne vil. Til gengæld kan partneren være god at tale med, og det er en god måde at pleje dit forhold på. Fra midten af maj til sidst i juni er det godt at tage en pause sammen - måske som en tidlig sommerferie. For den single Vædder kan det være svært at få tid til at opsøge en partner, hvis det overhovedet er noget, du ønsker.

Årets muligheder
Det er bedre at give slip end at holde fast i noget, der har tvivlsomme udsigter. 
 

 

Tyren 21. april – 21. maj

Tyren er en sand livsnyder, der er stabil og tålmodig. Du elsker naturen, mad, sex, musik og hygge. Faktisk er det æstetiske og sanselige omdrejningspunktet i dit liv som tyr. Du er tålmodig og behagelig at omgås, og der skal meget til for at få dig til at miste besindelsen.

Året generelt
For at komme godt fra start i det nye år er det godt for dig at have både en plan, et overblik og visioner. Men du må samtidig være villig til forandringer, hvor de største og vigtigste af dem kan vise sig allerede i januar. Der kan være forhold, du ikke selv har indflydelse på, og så er det godt med en plan B. Du er stærk i din tro, og det i sig selv kan blive afgørende for, om du kommer i mål med det, du sætter dig for. Du er mere modig end du plejer at være, og du kan vise nye sider af dig selv, som sikkert vil overraske dem, der kender dig. Du er villig til at gå på kompromis med kravet om tryghed og flytter egne grænser. Sommerferien i år må gerne ligge fast og give anledning til genkendelse, og her kan du vælge en destination eller ferieform, du allerede kender.

Job
Hvis du ikke allerede er i gang med en opgradering af dine faglige kompetencer, kan du få muligheden i år. Det kan ske i forbindelse med et jobskifte, men også fordi du selv har lyst til at komme videre. Din lyst til at gå nye veje kan også betyde, at du begynder at studere et helt nyt område. I så fald har du også en plan med det. Flere gange i løbet af året kan du stå i en situation, hvor du skal tage stilling til jobmæssige forandringer. Foruden en intens januar kan der både i foråret, i juli og igen i december være ting at tage stilling til. Det kan være situationer, hvor du må træde i karakter, men også hvor du kan få interessante tilbud, der skal overvejes nøje. Din økonomi kan svinge en del og rummer både store muligheder og risici. Undgå risikable disponeringer i sidste halvdel af juni.

Kærlighed
I parforholdet kan du også have lyst til at flytte grænser. Du kan give din partner en større frihed, men også selv forlange denne. Hvis I begge har nok at se til, må du passe på, at I ikke kommer for langt fra hinanden. Fra midten af maj til slutningen af juni er parforholdet og kærligheden vigtig. Du sætter pris på din partner, og gør det gerne med ord. Romantikken og lysten til at date er tilstede i oktober. En afvisning bør ikke slå dig af pinden.

Årets muligheder
Forandring fryder, og du går ikke i andres fodspor.

 

Tvilling 22.maj – 21. juni

Tvillingen er livlig og energisk. Med din nysgerrig- og imødekommenhed charmerer du alle du kommer i kontakt med. Du kan få dine budskaber igennem og er typen der kan sælge sand i Sahara.

Året generelt
Årsskiftet kan være forbundet med rejseaktivitet, og du kan have store og mange indtryk med dig hjem. I januar er du dog yderst fornuftig, og hvis økonomien ikke tillader at rejse, bliver du gerne hjemme. Den indre ro kan du have svært ved at finde, så derfor vil det være fornuftigt at holde dine ferier. Heldigvis trives du med at være i konstant bevægelse. Den bedste tid sammen med familien kan ligge fra slutningen af maj til starten af august, og denne tid er god til at holde ferie sammen. Har du forsømt tiden sammen med venner eller det netværk, du har via andre fællesskaber, kan du komme efter det. Særligt andet halvår dyrker du den form for samvær.

Job
Det er et gammelt tema, at du kan være i tvivl om retningen, når det gælder din karriere. Den tvivl trænger i baggrunden nu, hvor du befinder dig godt. Det kan skyldes både gode kolleger, godt samarbejde eller en ægtefælle, der bakker dig op. Drømmen ligger inden for rækkevidde, og allerede i februar får du følelsen af at være på rette spor. Den samme gode indflydelse dukker op igen over sommeren og til oktober. Her kan vise sig en vækst omkring dit arbejdsområde såvel som på din økonomi. Året som helhed kan vise sig at give store udsving, når det gælder din økonomi. Lån med måde, også selv om renten er lav. Der er store risici forbundet med gæld og investering især først på året. Det fælles råderum, hvis du deler økonomi med andre, har dog mulighed for vækst.

Kærlighed
Det er nok mere din partner, der udtrykker sin kærlighed til dig end omvendt. Fra årets start er det også din partner, som er mest initiativrig. Juni og juli er rollerne byttet om, for så er det dig, der har lyst til at vise og fortælle om din kærlighed. Men da du samtidig har travlt med andre ting, er det noget, du skal sætte tid af til. Fra starten af april til først i august har du en fremtoning, der er ekstra charmerende. Det er et udmærket udgangspunkt for den single Tvilling, hvis du vil i kontakt med andre.

Årets muligheder
Dine drømme kan gå i opfyldelse.

 

Krebsen 21. juni – 21. juli

Krebsen har med sit følsomme og sensitive sind en hård skal, men indeni gemmer der sig et hjerte af guld. Familielivet betyder særligt meget for dig. Og folk kender dig for dine evner til at yde omsorg for andre.

Året generelt
Du kan føle det som om, at der sker meget mere for andre end for dig. Det er sikkert rigtigt, når det gælder starten af året. Du kan dog glæde dig på andres vegne og stiller også op, hvis dine nærmeste har udfordringer og brug for din hjælp. Selv har du en frisk og aktiv måde at komme i gang med året på. Du har tid til nye interesser, og det kan få dig til at færdes i andre kredse end du er vant til. Sundhed og velvære gør du gerne en ekstra indsats for, og du kan omlægge dine daglige vaner. Argumentet kan være, at du ønsker en mere ansvarlig livsstil med begrundelse i miljømæssig bæredygtighed.

Rejsemuligheder kan du få flere af, og ud over sommeren er det februar og oktober, hvor du kan få disse ønsker opfyldt.   

Job
Arbejdet går som en leg frem til midten af februar, men herefter må du indrette dig mere efter andre eller en overordnedes anvisninger. Det kan give udfordringer, men hold ud. Fra midten af maj kan du igen i højere grad sætte din egen dagsorden. Dine ambitioner kan løbende justeres, og det kan føre til ændringer. Fra sidst i juni har du de bedste muligheder for at påvirke dit jobområde. I tiden fra 9. september til 14. november bør du ikke gå for hurtigt frem. Måske vælger du at vende tilbage til et job eller en branche, som du kender. Fra slutningen af marts og indtil juli er det din økonomi, som du må være særlig opmærksom på. Rådighedsbeløbet kan være mindre eller en generel usikkerhed kan præge din økonomi.

Kærlighed
I dit parforhold er det vigtigt at sætte en fælles kurs, og det kan i midten af januar give jer noget at tale sammen om. Her dukker ting op til overfladen, som kan være lidt svære at håndtere. Drejer det sig ikke om forholdet, kan det være din partner, der har brug for dine råd i en helt anden sammenhæng. Hvis din parter har krise, vil den dog være løst sidst i marts. I har flere gode perioder, hvor I kan komme rigtig tæt på hinanden.

Lysten til at date og finde en kæreste vil for den single Krebs være størst sidst på året.

Årets muligheder
Både det gode humør og helbred er med dig.

 

Løve 22. juli – 22. august

Som løve oser du af selvtillid, kreativitet og er født til lederskab. Du elsker, når projektørlyset rammer dig. Og du er god til at organisere og inspirere dine omgivelser og ikke mindst dele ud af din gavmildhed.

Året generelt
Er tingene kommet let til dig i 2019, må du indstille dig på, at du i det kommende år må arbejde mere for at opnå, hvad du gerne vil. Det lyder måske hårdere end det er, for du kan sagtens have det sjovt undervejs. Faktisk kan du få en sjovere hverdag, hvis du er opmærksom på, hvad der skal til. Sørg for, at din fritid ikke smuldrer imellem hænderne på dig, men brug den på en måde, der er til gavn for dig selv. Det er ikke alle dine nytårsforsætter, der er holdbare, så sørg for så hurtigt som muligt at gøre op med det, der ikke er realistisk. Tiltag, der har til mål at fremme motion og sundhed, kan du tage i januar, og dem bør du holde fast ved. Du vil hurtig blive afhængig af sådanne tiltag.   

Job
Sikkerheden i dit job er mindre end du normalt foretrækker. Det kan enten være, fordi du selv giver slip, eller fordi arbejdspladsen skal igennem større forandringer. Året tyder dog ikke på, at du får mindre at lave. Særligt fra midten af februar til slutningen af marts er en krævende tid. Har du mulighed for at arbejde hjemmefra, kan det blive en løsning for også at passe det derhjemme. På den anden side kan du også vælge at arbejde med eller i udlandet, og disse muligheder ligger særligt i andet halvår.

Mindre sikkerhed i jobbet kan give større usikkerhed omkring din økonomi. Du er dog indstillet på at tilpasse din arbejdstid efter, hvad du har brug for. I årets første kvartal er det dine investeringer, du bør holde godt øje med.

Kærlighed
Har du et forholdsvis nyt forhold, kan det gå ind i en ny og mere seriøs fase. Det kan ske fra slutningen af marts. Hvis I ikke allerede bor sammen, kan det komme på tale. Finder du en kæreste i den periode, vil det straks vise sig, om det er noget at satse på. For dig, der lever i et fast parforhold, kan der også ske ændringer, selv om det er mere sandsynligt, at de sker via din partner. Både forår, sommer og juletid er perioder, hvor I har mindre tid sammen, men er indstillede på at hjælpe hinanden.  

Årets muligheder
Planlæg din tid og forbered dig til det, du gerne vil opnå.

 

Jomfruen 23. august - 22. september

Jomfruen er arbejdsom og analytisk i sin natur. Du er jordbunden og flittig med en udpræget sans for detaljeorienteret arbejde.  Som jomfru har du ofte en følelse af, at du er kommet på jorden for at hjælpe og støtte andre, hvilket du også ofte gør.  

Året generelt
Du starter året med fokus på hjem og familie. Har du hjemmeboende børn, kan det kræve noget særligt af dig. Det kan voksne børn også, selv om det er andre ting, du kan hjælpe dem med. Du kan bekymre dig på dine børns vegne, men heldigvis byder året også på mange glæder sammen med dem. Har du planer om at flytte, er disse aktuelle i foråret og de kan blive til virkelighed enten til sommer eller til november. Fra midten af februar er det godt at finde ud af, hvordan du vil give udtryk for dig selv. Du har lyst til at skabe eller at være kreativ, og det må du have flettet ind, så det bliver en del af din hverdag. Vent ikke på, at tingene sker, men opsøg steder og grupper af mennesker, der kan inspirere dig. Genoptag en gammel sportsgren, du før har været glad for. Det er nu, du har energien og måske også ambitionerne til at gøre mere ud af det.

Job
Måden, du arbejder på, kan ændre sig i slutningen af marts. Her kan du opleve større selvstændighed, der dog også hænger sammen med mere ansvar. Efter sommerferien er du tilbage og mere på hjemmebane i det, du foretager dig, men sidst på året kan der igen være et større skifte. Fællesskabet på din arbejdsplads betyder meget, og der er initiativer, der skal fremme dette. Fra april og til starten af august er den bedste tid for trivsel og samvær på arbejdspladsen. Det er ikke penge, som optager dig. Men du er opmærksom, hvis du på den måde kan hjælpe dine nærmeste. Du kan tjene penge på en hobby, hvis du vil.

Kærlighed
På dette område kan året blive noget særligt, for du er indstillet på at få flere kærlige og romantiske stunder. Det gælder uanset om du har en fast partner eller ej. Sætter du dig for at få en kæreste, vil det også lykkes, og du kan nærmest føle dig heldig. Romantikken blomstrer allerede i februar, og i løbet af forsommeren kan du opleve, at det er din partner, der tager initiativerne. Fra midten af juli til starten af august og igen til oktober smiler lykken til dig.

Årets muligheder
I kærligheden kan du finde, hvad du søger.

 

Vægten 23. september – 22. oktober

Som vægt er du kendt for at være social, charmerende og diplomatisk. Du hader konflikter og vil gøre hvad som helst at imødekomme din omverdens behov og ønsker. Særligt er du i dit es, hvis du kan hjælpe andre. Det æstetiske udtryk elsker du. Derfor kan du også godt lide at klæde dig smukt på.

Året generelt
En generel nysgerrighed på alt nyt og fremmed vil melde sig i det tidlige forår. Det kan få dig til at studere eller tage kurser, så du kan få denne nysgerrighed stillet. Rejselysten melder sig også, og i år kan du komme på mere end én rejse og gerne længere væk end du plejer. En vis status gør sig gældende allerede i årets første måned, og det handler om din base. Du må spørge dig selv, om du bor det rigtige sted, og om dine rammer er optimale. Hvis du ignorerer denne stillingtagen, vil spørgsmålet dukke op igen sidst på året. Det kan også være udefrakommende omstændigheder, der tvinger dig til at finde en anden bolig. Vokser familien, kan rammerne også vise sig at være for små. Både februar, sommeren og oktober er perioder, hvor du kan indføre en sundere livsstil. Det behøver ikke kun være for dig selv, men for hele din familie. 

Job
I januar er det primært dit hjem og din familie, der optager dig. Men du bør ikke være blind for, at det kan hænge nøje sammen med dine arbejdsmæssige rammer og betingelser. Det kan i virkeligheden være her, du må sadle om for at få det hele til at balancere. En god og effektiv arbejdsperiode er fra midten af maj til midten af juni.

Selv om din indtægt er stabil, kan du have vænnet dig til visse udsving i dit rådighedsbeløb. Deler du din økonomi med en anden, kan det også være her, udsvingene ligger. Skifter du bolig, kan det give nogle langvarige forhandlinger med at få finansieringen på plads.  

Kærlighed
Der er mere ro på parforholdet end, hvis du blot kigger et par år tilbage, og det er netop sådan, du kan lide det. Nu kan du rette din opmærksomhed mod andre i din familie og især der, hvor du kan hjælpe. I maj/juni kan du trænge til at komme lidt væk, og det behøver ikke at være med din partner. Du kan finde på at tage på tur med en rejsemakker. Det kan være en partner med helt ny energi, du kommer hjem til - fuld af overskud og initiativ, der giver en god dynamik i jeres forhold.

Årets muligheder
Selv store livsforandringer kan hurtigt give hverdagen mere balance.

 

Skorpionen 23. oktober – 21. november

Som skorpion har du en særlig evne til at gennemskue andre mennesker, men er samtidig også meget hemmelighedsfuld omkring dit eget liv. Du har et vedvarende ønske om at have kontrol på ting og sager, hvilket næsten kan blive en besættelse for dig. For at få det, som du gerne vil, er du ikke bange for at bruge en smule manipulation.

Året generelt
Allerede først på året kan du gå med overvejelser, om ikke det er på tide at komme bredere ud med din viden og dine erfaringer. Der kan være flere måder, du kan gøre dette på, men fælles er, at det handler om kommunikation og at komme ud til en stor gruppe. Om du skriver en bog, begynder at undervise eller oplærer andre i dit fag, er ikke afgørende, bare du finder det, der giver mening for dig.Fra starten af året og til midten af januar har du den bedste mulighed for at sætte din egen dagsorden. Det er også her, du får gjort noget ved en hobby eller interesse. Fra slutningen af marts og indtil juli fylder din familie mere end sædvanligt. Det behøver ikke at være skidt, men det vil tage mere af din opmærksomhed og derfor også mere tid. 

Job
Du kan til en start tale rigtig meget om dit arbejde, og det fylder da også mere end normalt. Pas på, du ikke kommer til at tale over dig, hvis du skulle have en form for tavshedspligt. Det kan også være din utilfredshed, du flittigt deler. Ved slutningen af marts er det alvor, og nu er det ikke nok at tale. Det kan være her eller i løbet af sommerferien, du oplever et vigtigt skifte i din karriere. Hvis ikke du får nyt job, kan du få en helt ny rolle. Igen sidst på året er der noget vigtigt på færde, hvor både ansvar og vækstmuligheder er inden for rækkevidde. Økonomien behøver du ikke bekymre dig så meget om, især ikke hvis du sidste år har haft en større indtægt, så du har noget at stå imod med.

Kærlighed
Du sætter pris på, at din partner udviser stor selvstændighed, og at I på den måde kan give hinanden mere plads. Det er også noget, du bevidst går efter, hvis du er single og vil finde en kæreste. Men der kan også være andre træk, du ikke har lagt vægt på før, men som nu betyder mere. Sidste halvdel af januar er du romantisk indstillet, og det samme gælder i perioden fra midten af maj til slutningen af juni. Det er her kærligheden skal have din opmærksomhed, for du kan få ret travlt med andre ting i andet halvår.

Årets muligheder
Du finder noget, du brænder for, og det giver dig uanede kræfter.

 

Skytten 23. november – 21. december

Som skytte er du energisk og ambitiøs i din natur og søger altid nye udfordringer. I din optik er græsset altid grønnere andre steder, hvorfor du hele tiden er på fuld fart efter at opleve nye og anderledes horisonter.

Året generelt
Straks efter at det nye år er skudt ind, er du på toppen. Handlekraften og energien lyser ud af dig. Frem til midten af februar befinder du dig i det høje gear, og du får sat kursen for resten af året. Den sunde livsstil har det med at hitte først på året, og det gælder især for dig. Men du har taget tilløb igennem længere tid, og nu tager du det langt mere alvorligt. Du har gode muligheder for at indføre livsstilsændringer som en permanent del af din dagligdag. Udfordringer undgår du næppe, og det kan blive flere gange i løbet af året - måske de samme, hvis ikke det er noget, du ikke får løst. Forår, sommer og november er perioder, hvor du må bruge ekstra ressourcer. At give op ligger dig fjernt, så hellere søge at overvinde forhindringer, der gør dig stærkere.

Job
Din planet står i karrieretegnet hele året, så det vil fylde mere end det plejer. Har du ambitioner med det, du laver, kan du lægge hårdt arbejde i at nå dine mål. Når du har målet for øje, er det lettere at overvinde de forhindringer, du kan møde på din vej. De første vil vise sig sidst i marts, og først til november kan du konkludere, om det har været det hele værd. Du kan tage flere trin op af karrierestigen i løbet af året. Hvis tingene ikke flasker sig, kan du også vælge at sadle helt om. Du har gode kort på hånden, når det gælder din økonomi. Men som bekendt er det vigtigt, at du spiller dem rigtigt. Det at satse alt kan både gå godt eller skidt, men altså også vise sig som det rigtige for dig.

Kærlighed
Har du en partner, kan du vise din kærlighed mere end du normalt gør. Det faste forhold fylder mere og er vigtigt. Er du single, kan du være seriøs med at finde en partner, og det sker med et skridt ad gangen. Særligt hvis det er flere år siden, du har haft en kæreste, kan året blive et vendepunkt i den retning. Amorinerne er i luften allerede fra februar, og sommerferien kan også bringe et romantisk eventyr med sig. Det bliver et år med mange kærlige følelser.

Årets muligheder
Du får chancen for at vise dit sande potentiale. 

 

Stenbukken 22. december – 20.januar

For stenbukken er stabilitet, praktik og sikkerhed vigtigt. Du har et inderligt behov for succes, og at nå toppen, hvilket du har drømt om siden du var barn. Men du involverer dig kun i store projekter, hvis de er rimelig sikre.

Året generelt
Der er ikke tale om noget gennemsnitsår for dig! Din optimistiske og positive indstilling blev slået an allerede i december, og den holder du fast ved i hele 2020. Der er en særlig fokus på dig som person, så tro ikke, at du kan gå og gemme dig. Mulighederne for en personlig vækst og udvikling ligger for dine fødder. Men det kan kræve noget af dig, og måske må du tage væsentlige beslutninger, før du kan opsøge disse muligheder. I midten af januar er der meget på spil, og det kræver, at du træffer nogle valg. Du kan til tider presse dig selv hårdt, hvis der er noget, du vil opnå. Det er med til, at du kommer videre. Men hvis det bliver for langvarigt eller fysisk belastende, er der grund til, at du passer på dit helbred.

Job
Du kan bruge den opmærksomhed, der er omkring din person og dine kompetencer til at fremme din karriere. Ingen skal være i tvivl om, at du både kan og vil levere varen. Finder du ikke de rigtige muligheder, kan det være, du skal overveje at gå selv – at blive selvstændig. Det er en vej, du kan gå fra slutningen af marts og til sommerferien. Hvis ikke, kan lysten til selvstændigt virke dukke op igen sidst på året. Har du dit på det tørre, hvad økonomien angår, behøver det ikke at optage dig ret meget. Men du kan stå i beslutninger, der kræver en streng disciplin omkring dine penge. Det behøver ikke at bekymre dig, for det vil du klare helt fint.

Kærlighed
I parforholdet har du både overskuddet og viljen til at give mere, og på den måde har du også chance for at få mere igen. Spørger du din partner, kan du være mere ”levende” at være sammen med. Sandheden er, at dit humør smitter, og det gavner ikke blot dit parforhold, men dine forhold til andre generelt. Marts er en kærlig tid og med chancen for at finde et godt match, hvis det er, hvad du leder efter. Det skal også helst ske i første halvår, da du herefter er mere til hjemme- og familieliv og ikke så udfarende.

Årets muligheder
Du kan få det personlige gennembrud, du har arbejdet på.

 

 

Vandmanden 20. januar – 18. februar

Som vandmand er du særdeles socialorienteret. Dine venner betyder meget for dig, og du elsker at arbejde sammen med andre mennesker. Dog har du et behov for at føle dig fri og individuel, hvilket gør, at du ofte har lyst til at gå til højre, hvis du får at vide, du skal gå til venstre- bare for at vise, at du selv vil vælge. 

Året generelt
Du har brug for mere end normalt at træde et skridt tilbage og være dig selv. I starten af det nye år kan du stå i en vanskelig situation, der sætter skub i din personlige udvikling. Fra midten af januar til midten af marts vil det generere mange tanker hos dig. Du er stærk i din tro, og det hjælper dig videre, og allerede den 22. marts er du klar til at stå frem og være den, der trækker i trådene. Nu kan dine omgivelser kende dig igen. Fra 1. juli er du for en stund tilbage og kan trække følehornene til dig. Men det er samtidig ferietid, og så kan det være via en rejse, at du trækker dig tilbage. På hjemmefronten kan du have lyst til luftforandring. Det kan du få ved at være mindre hjemme, eller du kan prøve kræfter med ombygning eller andre fysiske forandringer af dit hjem. 

Job
Når først du træder i karakter, og det gør du sidst i marts, kommer der til at ske noget. Du påtager dig flere opgaver, også gerne dem, der har et ledelsesmæssigt ansvar. Fra først i april til midten af maj er en tid, hvor du har mere energi. Men din lunte er også kort, hvis ikke du får lov at arbejde med en stor grad af frihed. Den personlige udvikling, du gennemgår i år, kan sagtens være relateret til dit job. I så fald kan du forvente synlige resultater heraf sidst på året. Din økonomi kan vise et skifte, især hvis du jobmæssigt ændrer retning. Meget er derfor på spil og hænger sammen i starten af marts, juli og november.

Kærlighed
Livets store spørgsmål har du oppe at vende i første kvartal, og det berører også dit parforhold. Men det er ikke nok at tænke, du må også handle. Regn ikke med, at din partner kan læse din tanker, men del dem i stedet. Der vil komme lange perioder, hvor I har meget at tale sammen om. Fra april til august er en særlig kærlig tid, hvor det også er letter at sætte ord på både følelser og tanker. Samtidig er det en god periode at få kontakt til en kæreste, hvis det er, hvad du ønsker dig.

Årets muligheder
Tiden er til at stå frem med en større personlig pondus.

 

Fisken 19.februar – 19. marts

Fisken har en yderst følsom natur. Du er meget sensitiv og sårbar og kan ikke bære at se andre lide. Derfor vil du også til en hver tid tilsidesætte dig selv for at hjælpe andre. Din fantasi er uovertruffen, og du elsker eventyr. 

Året generelt
Du befinder dig blandt venner fra starten af året, og netop venskaber er du meget mere opmærksom på nu. Det er rart med den opbakning og støtte, du kan få herfra, og i det hele taget befinder du dig godt der, hvor du er en del af et fællesskab. Hjælpsom er du altid, og din hjælp bliver vel modtaget først på året, hvor du har en ven, der har brug for dig. Du kan have flere drømme og ønsker til dem, du omgås. Det kan få dig til at genoptage gamle forbindelser eller dukke op i et fællesskab, du før har været en del af.

Fra april og frem til sommerferien står familien dig nær og kommer i første række. Din dør står åben for dem, der har lyst til at lægge vejen forbi. Hjemmet gør du samtidig noget ekstra ud af. Det handler om at skabe nogle hyggelige rammer.

Job
Du har netop været igennem en større udvikling på jobområdet, og nu gælder det om at holde fast i den stabilitet og retning, du har valgt. Men du bør ikke gøre det for enhver pris. Der kan vise sig både udfordringer og vanskeligheder, du ikke kan eller vil leve med. Men kun såfremt det er tilfældet, kan du vælge at prøve noget nyt. Der er også noget, der tyder på, at du vokser med de udfordringer, du stilles overfor, og du kan klare meget mere end du selv tror. Frivilligt arbejde, der rækker ud over landets grænser, kan måske også være dig. Fra sommeren gør du en ekstra indsats på jobbet, og den hænger sammen med, at du også ønsker at tjene noget ekstra. Penge er også aktuelt først på året, men her handler det mest om at få et overblik.

Kærlighed
Året starter med visse traditioner, og dem har du sammen med din partner. Det meste af januar kan I nyde samme og gerne på udebane. Men din partner kan også have en ekstra travl tid. Hjemmefronten er dog at foretrække i foråret og frem til sommerferien. Her gælder det om at sætte kulør på hverdagslivet, så romantikken bliver både synlig og mærkbar. For den single Fisk er det lidt småt med initiativerne eller lysten til at finde en kæreste, og måske har du i givet fald nok i at pleje vennekredsen.

Årets muligheder
Du er rustet til at tage nogle vidtrækkende beslutninger i dit liv.

Læs også: Se dagens horoskoper