Eva Jørgensen ramt af alvorlig sygdom: Jeg ville have mit gamle liv tilbage

Da Eva Jørgensen vågnede i en hospitalsseng for tre år siden, fik hun at vide, at hun havde været ved at dø. Med den besked fulgte en stor angst. Ligesom der fulgte måneders træning bare for at komme op og gå igen.

Patienten åbner øjne på tiltale. Der er ikke indtryk af kontakt. Men patienten bevæger alle fire ekstremiteter. Kan ikke bringes til at trykke i hånd.

Livet kan ændre sig på et øjeblik. Det har forfatter og journalist Eva Jørgensen oplevet på egen krop. I mere end 25 år var hun kendt som DR-værten med den perfekte udtale og de skarpe spørgsmål. Men for tre år siden var hun pludselig patienten, der var uden for kontakt. Hende, der ifølge sygejournalen ikke engang kunne kommunikere ved at trykke tilbage i hånden.

 

Vågnede til en hård besked

Selv husker Eva Jørgensen ikke, hvad der skete i dagene efter, hun blev kørt væk i ambulance fra sit hjem på Frederiksberg med vanvittige mavesmerter. Hun vågnede først rigtigt ti dage efter, hvor hendes veninde og mor stod omkring hendes sygeseng og nænsomt satte hende ind i, hvad der var sket: Der var gået hul på hendes tyktarm, og hun havde haft en alvorlig blodforgiftning. Nu var hun blevet opereret. Hun havde fået stomi. Og hendes liv var blevet reddet i sidste øjeblik.

Eva Jørgensens krop var selvfølgelig hårdt medtaget. Men psykisk var slaget mindst ligeså hårdt, da det gik op for hende, at hun havde været i livsfare.

Læs også: Rikke mistede begge sine forældre indenfor en måned

Fik en voldsom krise

- Da jeg begyndte at forstå, at jeg havde været ved at dø, kom jeg ud i en voldsom krise. Tænk, at jeg havde været ved at miste livet uden at vide det. Det var meget angstprovokerende, og jeg græd og græd i tiden efter, siger Eva, som fik afløb for tårerne i sygeplejerskernes kitler. Og i sin mors skød, når den 78-årige kvinde kom rejsende med toget fra Jylland med sin egen krykke, sit røde halstørklæde og de to kamme i det hvide hår.

Grebet af magtesløshed

Da Eva Jørgen blev fældet af sygdom, rykkede familie, venner og plejepersonale helt tæt på. Alle viste sig fra deres mest omsorgsfulde side, og derfor er taknemmelighed også et vigtigt emne i den bog, som Eva Jørgensen nu har skrevet om sit voldsomme sygdomsforløb.

”Bevar mig vel,” hedder bogen, og i den fortæller hun ærligt om sin egen virkelighed, da hun hjælpeløst lå på Bispebjerg Hospital og skulle vænne sig til et nyt liv med stomipose og manglende kræfter.

- Jeg håber, andre kan bruge mine oplevelser til noget. Da jeg blev indlagt, ville jeg i hvert fald gerne have haft sådan en bog. For jeg blev grebet af en magtesløshed, som jeg aldrig havde oplevet før, siger Eva Jørgensen, som i tiden efter operationen var så afkræftet, at der skulle to mennesker til bare at få hende op at sidde i sengen. Gå kunne hun slet ikke efter så lang tid som sengeliggende, så i månedsvis trænede hun på hospitalets grå linoleumsgulv, mens hun hang ind over et højt gangstativ.

Læs også: Mette Reissmann: Mor døde af ALS

Græd under genoptræning

Den første dag med en fysioterapeut blev det til tre meter. Den næste gang lidt længere. Og så lidt længere endnu. Eva Jørgensen gjorde langsomt fremskridt og begyndte til sidst at genopbygge sin styrke i træningslokalernes maskiner.

- Jeg tudede godt nok meget undervejs, men jeg fandt en vilje inde i mit hjerte. Det var næsten en urkraft, der brød løs, som hun siger.

Tre vigtige mål

Urkraften kom ikke mindst på grund af, at Eva under sin benhårde træning især havde et vigtigt mål: Hun ville tilbage på benene, så hun kunne komme hjem og være mor for sin dengang 11-årige søn. Han blev passet af en nær ven, og meget mere ønsker hun ikke at fortælle om sin søn. Han er i dag teenager og har ret til at leve sit eget liv uden publikum.

Det er Eva Jørgensens eget valg at være åben om sit liv, dengang det pludselig ændrede sig radikalt. Fysisk, men i høj grad også psykisk. I starten havde hun svært ved at forstå, hvorfor hun havde så let til tårer og tungsind. Hvorfor hun lå vågen om natten og tænkte skræmmende tanker. Men en dag kom en læge ind og satte sig ved hendes seng.

Du har jo angst

- Hvordan har du det? spurgte han, hvorefter Eva Jørgensen opremsede sine fysiske udfordringer. Men alt det vidste lægen godt i forvejen. Det kunne han jo læse i journalen. Han ville derimod vide, hvordan patienten nede i sengen havde det psykisk. For første gang forklarede Eva Jørgensen, hvordan hun kæmpede med frygten for sit liv hver dag. Og for første gang fik hun en diagnose på sin tilstand.

- Du har jo angst, sagde lægen, hvilket fik Eva Jørgensen til at ånde lettet op.

- Det var så befriende, for så kom der jo et navn på min følelse. Inden anede jeg ikke, at jeg havde angst. Jeg vidste bare, at jeg havde en følelse af afmagt, der var skrækkelig, siger Eva Jørgensen, som meget gerne vil gøre andre bevidste om, at angst ofte følger med, når man bliver ramt af alvorlig sygdom. Det er også derfor hun har et andet vigtigt budskab: Bed om hjælp.

Lærte at bede om hjælp

- Jeg lærte at bede om hjælp, selvom det var svært. Vi er jo alle opdraget til, at vi skal klare os selv. Men jeg kunne ikke klare det alene. Jeg var selvfølgelig hovedpersonen. Men jeg var ikke kommet op og stå, hvis jeg ikke havde fået hjælp alle mulige steder fra.

I dag står Eva Jørgensen på egne ben og er igen i stand til at gå ture, holde hus og have og ikke mindst være mor for en teenager. Men vejen derhen var lang.

Til gengæld oplever hun en endnu større taknemmelig for livet, end før hun blev syg.

En stor glæde for livet hver eneste dag

- Jeg er klar over, at jeg kan lyde lalleglad, men jeg er virkelig så taknemmelig for livet. Hver eneste dag har jeg en utrolig glæde over at være i live. Sådan får man det nok, når man har været helt derude, hvor det ikke var en selvfølge.

Eva Jørgensens bog Bevar mig vel udkommer den 24. januar.