Alle børnene i 4. klasse er samlet i klasselokalet, mens deres lærer Charlotte underviser i billedkunst. Hun fortæller vidt og bredt og er intetanende om, hvad der venter hende.
Blandt børnene sidder en 10-årig pige. Hun er sur og ked af det, og på et splitsekund slår det klik for hende.
Da Charlotte nærmer sig pigen, bliver hun slået hårdt i brystet med knyttet hånd. Midt i timen og foran alle eleverne. Charlotte stopper med at tale. Pusten er fuldstændigt taget fra hende.
Hun efterlader eleverne i klassen og går uden for døren for at sunde sig. For hvad var der lige sket?
Dræbte sin lærer foran klassekammerater [1]
– Det er voldsomt modbydeligt at blive slået, fortæller Charlotte, der efter episoden var chokeret. Mest af alt chokerede det hende, at et 10-årigt barn kunne komme så langt ud, at hun ville slå sin lærer.
Charlotte Johansen, der bor uden for Odense, har siden 2004 været lærer på Broskolen, afdeling Rolfsted, som er en mindre skole med børn op til 6. klasse, der ligger i Ferritslev på Fyn.
Lærer oplever slag, spark og spyt
Efter 15 år i et kontorjob i det private blev lærergerningen en ny identitet og et arbejde, der gav mening. Med jobbet som lærer kommer også udfordringer, og Charlotte har bemærket, at det i de senere år er blevet mere udfordrende at være lærer.
En del børn føler sig ofte så pressede efter en lang skoledag, at voldsomme reaktioner bliver sidste udvej, og det mærker hun i sin dagligdag på skolen.
– Der er både slag, spark, spyt og kasten med ting. Jeg har fået trusler om, at børn vil få mig fyret. Nogle truer med at slå mig ihjel og kan sige ting som: Du skal bare dø eller hold kæft, fede kælling.
Skolelæreren Mette: Jeg tør ikke være mor [2]
De situationer kan opstå i Charlottes dagligdag, og det er som regel, hvis børnene bliver mødt med krav, som de ikke kan indfri af forskellige årsager. Det kan være, at nogle børn har problemer i hjemmet, andre er måske bare trætte.
– Det er jo meget lange dage, børnene har. Ofte er de hjemme sent om eftermiddagen, siger Charlotte.
Jobbet giver meget
Hun forklarer, at børnene typisk handler i affekt. Ingen børn slår og sparker, fordi de har det godt.
Ofte oplever hun, at det er børn, der har svært ved at være i de rammer, som folkeskolen tilbyder. Det kan for eksempel blive for meget med de lange skoledage for en stor del af børnene, og det kan komme til udtryk ved, at de reagerer voldsomt eller isolerer sig i et hjørne.
På trods af ubehagelige episoder på skolen er Charlotte stadig glad for jobbet som lærer. At kunne se børnene vokse og lære er noget af det, hun sætter allermest pris på ved jobbet.
– Man skal huske, at når det lykkes med nogle børn, så synes man faktisk, man næsten er supermand. Man betyder jo noget i de her børns liv.
Selv læreren mobbede Mille [3]
Det er især, hvis nogle børn rykker sig fagligt, eller hvis Charlotte har formået at tage hånd om et problem i samarbejde med barnets forældre.
Det er de små skridt, der gør den store forskel for Charlotte, og det er de små sejre, der er med til at gøre jobbet som lærer til noget, som hun er stolt af.
Charlotte forklarer også, at hun har et helt særligt forhold til sine elever. Netop fordi skolen ikke er større, end den er.
– Jeg kørte i en periode en elev til og fra skole, fordi jeg alligevel skulle samme vej. Det betyder meget for mig, at jeg kan gøre den ekstra indsats for en elev.
Når de ubehagelige oplevelser alligevel opstår, er Charlotte glad for, at hun har et tæt samarbejde med sin skoleleder.
– Det er jo ikke dagligt, at de her ting sker, men når de gør, er det så vigtigt, at vi får kommunikeret med vores kolleger.
På skolen er der et godt kollegialt fællesskab, og på lærerværelset deler de både gode og dårlige oplevelser og episoder, og på den måde kommer de ovenpå igen, hvis der har været kontroverser med børnene.
Men sådan er det langt fra på alle skoler, fortæller Charlotte.
– Mange lærere forlader folkeskolen. Især dem, der har en 10-15 års erfaring med en masse viden og faglighed.
En ond cirkel
Hun tror, at den nye skolereform kan være med til at skræmme nogle lærere væk. Det kan hun sagtens forstå, for jobbet har ændret sig meget markant de senere år.
For Charlotte er det især følelsen af, at der er blevet mindre tid til at forbedrede sig til timerne, der ærgrer hende. For det går jo ud over børnene, som hun siger.
Da Charlotte oplevede at blive slået af en elev, måtte hun ud og sunde sig.
Efterfølgende var det især tanken om, at de andre børn også havde overværet episoden, der nagede hende.
– Hver gang, jeg har et barn, der taler grimt eller slår mig eller en kollega, så sidder der nogle børn og kigger på. De kan ikke lide det, og det gør, at de tager mere og mere afstand fra det barn, der slår. Så det er en ond cirkel hele vejen igennem.
Jeg ville bare have et barn [5]
Charlotte ser dog stadig lyst på fremtiden som lærer. Hun er i bund og grund glad for sit arbejde og er opmærksom på, at alle episoder skal noteres, så de ikke ligger og ulmer i maven.
– Hvis jeg bliver udsat for det én gang, så kan jeg godt trække på skulderen og sige ”Nå”. Men der er jo ikke nogen, der ved, hvornår filmen knækker.
Når børn vælger at slå eller sparke, får det ingen konsekvenser for dem, men der bliver sat et hjælpeprogram, der kan få børnene på rette køl, i gang. Det handler især om samarbejdet mellem forældre og skolen.
– Vi har alle sammen et medansvar for, hvordan det går de her børn.
Et stigende problem
Charlotte Johansens skoleleder Flemming Mortensen kan nikke genkendende til, at der de senere år har været flere ubehagelige episoder mellem lærere og elever. For ham er det især et spørgsmål om ressourcer eller snarere mangel på samme.
Han synes, det er synd for børnene, at de skal bringes derud, hvor de er nødt til at slå, for at de voksne får øje på, at de har nogle udfordringer i tilværelsen.
For skolelederen er det vigtigt, at lærerne på skolen får talt om de problematikker, de oplever i deres hverdag. Han understreger dog også, at man er nødt til at have en robusthed som lærer.
– Man kan ikke være i faget, hvis man ikke kan håndtere, at der er børn, der har det vanskeligt i nogle situationer.