Jeg kom med på et afbud

Det var da synd for ham Tommy, at han skulle stå der alene ved biografen og vente på min veninde Vera, der ikke gad dukke op ...

Vera og jeg skulle til karneval

Midt på sommeren 1953 glædede min veninde Vera og jeg os meget til at deltage i et karneval, som skulle afholdes i et forsamlingshus i nærheden af den lille by, vi boede i.

Vi var begge 24, og ingen af os havde på det tidspunkt en fast kæreste. Jeg havde den sødeste, lille datter, og sammen med hende boede jeg hos mine forældre.

I god tid før karnevalet begyndte vi at tale om, hvad vi ville klæde os ud som. Vores plan var at gøre meget ud af vores kostumer, og vi blev enige om, at de skulle være med eventyrtema.

Vi ville så vælge et par, som var velkendt fra eventyrverdenen, for så ville det passe med, at de øvrige gæster til karnevalet kunne se, at Vera og jeg var sammen.

Vores valg faldt til sidst på hyrdinden og skorstensfejeren fra H.C. Andersens velkendte eventyr. Aftalen blev, at Vera skulle klædes ud som hyrdinde, mens jeg skulle være skorstensfejer.

Vi kastede os ud i det, og vores kostumer blev vældig flotte. Vera blev en yndig hyrdinde, men så naturligvis mere feminin ud end mig, der var i sort herretøj og høj sort hat. Desuden var jeg sværtet sort i hovedet med en prop, der var blevet brændt lidt i den ene ende.

Karnevalet blev en stor succes, og der var deltagere fra både nær og fjern. Blandt gæsterne var en ung fyr, der ikke var klædt ud.

Hverken Vera eller jeg kendte ham i forvejen. Han var fire år yngre end os og viste sig at hedde Tommy, og i løbet af aftenen fik han et godt øje til den kønne hyrdinde. Aftalen blev, at Tommy skulle følge Vera hjem, og så gik jeg alene.

En flink og sød fyr

Næste dag var jeg jo lidt spændt på at høre, hvordan det var gået for Vera og Tommy med den formentlig romantiske spadseretur hjem.

– Åh, det gik da meget godt, svarede Vera. – Men han inviterede mig i biografen på lørdag, og det gider jeg ikke!

– Så må du se at få meldt afbud til ham, sagde jeg.

Vera trak på skuldrene. – Nej, jeg lader bare være med at komme.

Det gik jeg og funderede lidt over, og jeg syntes faktisk, at det var lidt synd for ham Tommy. Han havde jo virket flink og tiltalende, og en sød fyr var han da også med det mørke, krøllede hår og de store, brune øjne.

Jeg syntes ikke rigtig, at Vera kunne være bekendt at lade Tommy stå ude på fortovet foran biografen og kigge forgæves efter hende. Tilmed havde han 12 kilometer at cykle.

Derfor ventede jeg foran biografen den lørdag aften før forestillingen, og da jeg fik øje på ham, skyndte jeg mig hen til ham. Jeg forklarede, hvad jeg ville, og Tommy skar en ærgerlig grimasse.

– Nå, det var da lidt dumt, for jeg har jo allerede købt biografbilletterne, sagde han. Derefter lyste han op: – Men du kunne da gå med i stedet? Har du ikke lyst til det?

Jeg blev lidt overrasket over den invitation, men besluttede mig for at sige ja. Jeg havde alligevel ingen planer for den lørdag aften. Så gjorde det ikke noget, at jeg bare kom med på et afbud.

Kyllingesteg og agurkesalat

Selv om jeg i en alder af 92 år stadig har en ganske god hukommelse, kan jeg ikke komme i tanker om, hvilken film vi så. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg fik fat i så meget af handlingen, for i biografens mørke blev jeg mere og mere optaget af den kønne, unge fyr ved siden af mig.

Heldigvis var det gensidigt, og efter filmen blev det vist lidt sent, før vi endelig fik givet slip på hinanden og sagt farvel.

Efter biografturen begyndte Tommy og jeg at se meget til hinanden, og snart opfattede vi os som et fast par. I løbet af kort tid mødte Vera i øvrigt en anden ung mand, som hun gerne ville gå i biografen med.

Vi forlovede os, og Tommy sagde altid med et glimt i øjet, at han tog mig for min kyllingesteg og agurkesalats skyld.

Det ville jeg jo gerne servere for ham, men dengang kunne man ikke bare købe en frossen kylling. Jeg måtte ud på en gård for at skaffe én, og jeg skar også selv hovedet af den og plukkede den. Og Tommy cyklede gerne de 12 kilometer for at få kyllingesteg og agurkesalat – og for at se mig.

I januar 1955 var der gået halvandet år siden biografturen, og nu ventede vi et barn, hvilket man dog endnu ikke kunne se på mig. Vi ville gerne giftes i god tid inden fødslen, og derfor fandt vores bryllup sted på rådhuset.

Under de givne omstændigheder var det en god løsning, men jeg havde dog altid drømt om at stå hvid brud i en kirke og at give mit ja til min elskede foran alteret, og den drøm glemte jeg aldrig. Indimellem sagde jeg i drilleri til Tommy, at vi jo ikke var rigtig gift.

Fire skønne uger

Den sommer fik vi en dejlig, lille pige, og i de følgende år blev vores familie ved med at vokse. Med godt to år mellem hvert barn fik vi i alt fire skønne unger, og i 1962 var vi blevet en temmelig stor familie.

Vi boede til leje i en lejlighed, som var indrettet i et større hus. Huset var ejet af en mand, der var alene og lidt oppe i årene, og han boede selv i det. Vi havde brug for noget mere plads til børnene, og han havde brug for nogen, der kunne tage sig af ham.

På et eller andet tidspunkt kom vi til at tale med ham om, at vi måske kunne købe huset af ham. Faktisk var det lidt for dyrt for os, for det var et dejligt hus, men vi indgik så en aftale med manden om, at han resten af sit liv skulle have lov til at blive boende i huset sammen med os.

Vi skulle så tage os af ham og holde lidt øje med ham, og jeg skulle klare det huslige for ham, vaske og lave mad og den slags.

Sådan blev det, og i ikke mindre end 30 år boede vi sammen med den tidligere husejer. Det gik rigtig godt, for han elskede vores børn ud over alle grænser, og Tommy og jeg behøvede aldrig at tænke på barnepige, når vi skulle ud, for sådan en havde vi jo allerede i huset.

Vi blev gift for anden gang

I alle årene arbejdede både Tommy og jeg temmelig meget. Han var uddannet håndværker og en efterspurgt arbejdskraft hos de lokale håndværksmestre, og jeg var værtinde i et forsamlingshus.

Jeg tog også gerne en ekstra tjans med for eksempel at plukke jordbær i sæsonen, og jeg lavede også mad til private fester og tog jævnligt ud for at servere.

Børnene blev store og fløj fra reden, men vi bevarede den tætte kontakt. Både alene og sammen med familie og venner grinede Tommy og jeg tit af, at vi var endt som et par, fordi jeg var kommet med i biografen på et afbud.

Jeg blev også ved med at minde ham om, at vi jo aldrig var blevet gift på den helt rigtige måde, men siden 1980 har vi kunnet prale af at være blevet gift to gange, uden at vi var blevet skilt i mellemtiden.

Til vores sølvbryllup blev vi nemlig gift igen, og det gik for sig på den måde, at vi fulgtes op ad kirkegulvet, hvorefter vi og vores ægteskab blev velsignet af præsten.

Det var en stor, dejlig og bevægende dag for os, og højtideligheden blev overværet af alle vores familiemedlemmer og gode venner. Vi var i vores stiveste puds, og jeg havde en smuk brudebuket i hænderne.

Brev fra dronning

Årene gik, og de gik godt, for Tommy og jeg blev ved med at elske hinanden, og det gør vi stadig i dag. Vi fejrede diamantbryllup, da vi havde været gift i 60 år, og fem år senere kunne vi så fejre krondiamantbryllup.

Ved begge lejligheder modtog vi et lykønskningstelegram fra dronning Margrethe, og det blev vi meget glade for.

I dag bor vi i et hyggeligt, lille hus i en landsby, hvor der ikke sker så forfærdeligt meget, men vi hygger os med tv og indendørs sysler og nyder stadig hinandens selskab.

Vores familie har vokset sig stor gennem tiden, for vores børn har givet os hele ni skønne børnebørn, og vi har også fire dejlige oldebørn. Vores børn og børnebørn er alle vældig flinke til at komme på besøg og hjælpe os med det, vi har brug for hjælp til.

Den ene af vores sønner bor ret tæt på os, og det er vi meget glade for. Jeg har noget besvær med vejrtrækningen, men ellers har vi det godt i vores høje alder.

Hver uge hygger jeg mig med at læse fortællingerne fra virkeligheden i Ude og Hjemme, for jeg har holdt bladet i 40 år. Det er så morsomt for mig, at jeg nu også selv har fået fortalt min historie.

Min gamle veninde Vera er desværre ikke mere, men jeg sender hende indimellem en kærlig tanke. For det var sandelig godt, at hun ikke havde lyst til at gå i biografen med Tommy den lørdag aften i 1953, og at jeg derfor fik chancen for at komme med i stedet for hende. Jeg tænker, at hun nok aldrig har anet, hvad hun egentlig gik glip af.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.