6 rørende historier: Mit bedste minde

Et nyt år betyder nye oplevelser og nye muligheder. Men det betyder også endnu et år uden de nære og kære, vi har mistet. Heldigvis har vi stadig minderne – og dem kan ingen tage fra os. Ude og Hjemme har mødt seks personer, for hvem minderne betyder alt.

Datterens lyse hår

Ni dage efter sin 18-års fødselsdag tog Michelle sit liv, da hun trådte ud foran et tog. Ingen i familien havde set tragedien komme, og i dag – knap otte år senere – kæmper hendes mor, Charlotte Olesen fra Skjern, stadig med både sorg og skyldfølelse.

– Jeg syntes jo, det gik så godt for hende. Hun havde lige fået læreplads som frisør, og jeg syntes, hun sprudlede, siger Charlotte, der ikke kunne begribe, at det var hendes datter, som pludselig lå livløs på en briks på hospitalet.

– Jeg kunne jo godt se, at det var hendes lange, lyse hår, men det var alligevel så uvirkeligt.

Netop Michelles smukke hår har i dag stor betydning for Charlotte. Hun kunne næsten ikke få sig selv til at klippe en lok af datterens hoved inden begravelsen, men hun gjorde det, og det er hun utroligt glad for nu. Når Charlotte holder de lyse lokker i hænderne, føler hun nemlig, at en del af Michelle stadig er hos hende.

Det sidste farvel

Liv Hansen fra Slangerup blev enke som 20-årig, da hendes ni år ældre kæreste, Thomas, blev dræbt i en frygtelig trafikulykke i maj 2019. Blot to måneder forinden var det unge par blevet forældre til datteren, Aya, og de glædede sig ubeskriveligt over at have skabt en familie sammen. Da Thomas en tidlig morgen kørte ud foran en betonlastbil, stod Liv pludselig alene med Aya, og tanken om, at den lille pige nu skal vokse op uden at kende sin far, er ubærlig for hende.

– Hun er ikke gammel nok til, at hun kan huske ham. Så det vigtigste for mig er, at hun har så mange billeder og fortællinger om ham, at hun føler, at hun alligevel kender ham, siger Liv.

Billedet, hun fik taget i kapellet af sin og Thomas’ hånd i Ayas, er derfor et af hendes mest skattede minder. Aya kan kigge på det, så meget hun vil, og se, hvor tætte de alle tre var – lige til det sidste.

Tættere på far

Emil Klinke fra Lundby har en helt særlig måde at mindes sin far: Mindst én gang om ugen besøger han et træ på Gyrstingevej i udkanten af Ringsted. Det var træet, som hans far blev dræbt imod.

– Det lyder måske lidt underligt, at jeg besøger stedet, hvor min far døde, men det giver mig en form for ro at komme her, for det er min lille mulighed for at lære ham lidt at kende. Jeg føler, at jeg kan snakke med ham her, fordi det var her, han var sidste gang, forklarer Emil.

Han nåede aldrig at møde sin far, Michael, som en mørk novemberaften i 1998 bragede ind i vejtræet med sin bil og blev dræbt på stedet – blot fem måneder inden Emils fødsel. Emil har derfor ikke selv minder om sin far, men han skaber sine egne, når han står ved træet. Han hænger små personlige ejendele på det og finder også stadig glasskår fra ulykken ved træets fod.

– På en mærkelig måde føler jeg mig tættere på ham, når jeg gør det, siger han.

Tæppet fra vuggen

Dagen før Christina skulle døbes, måtte hendes mor, Sanne Koksbang fra Odense, give gæsterne en forfærdelig besked: Barnedåben var aflyst, for den lille pige skulle i stedet begraves. Christina var netop blevet udskrevet fra hospitalet, hvor hun havde været indlagt med mistanke om skoldkopper eller RS-virus. Lægerne fandt dog aldrig ud af, hvad der var galt, og da den to måneder gamle baby lod til at være i bedring, blev hun sendt hjem. Tre dage senere åndede hun ud, mens hun sov.

Det er nu 26 år siden, at Christina gik bort, og sorgen præger stadig hele familien.

– Det er ikke noget, man ønsker for nogen mennesker overhovedet, siger Sanne, som ikke nåede at samle mange minder fra sin lille datter. Derfor sætter hun stor pris på de få, hun trods alt har.

– Det vigtigste er nok lammeskindstæppet, som Christina lå på den dag, hun døde. I lang tid efter kunne man se aftrykket af hendes lille rumpe på tæppet, fortæller hun.

En rørende gave

Djannie Petersen fra Brønshøj blev kastet ud i en dyb sorg, da hun mistede sin datter, Tanja, i februar 2018. – Jeg tror ikke, at nogen forælder helt kan komme over at miste et barn, siger Djannie, som nåede at få 38 år sammen med Tanja.

De to havde et utroligt tæt bånd, som kun blev tættere, da Tanja i midten af 20’erne blev ramt af den alvorlige tarmsygdom Crohns sygdom. Hospitalet blev med ét Tanjas andet hjem, indtil hendes krop til sidst bukkede under, og det piner Djannie at tænke på, hvor mange operationer og smerter hendes datter skulle igennem. Men hun ønsker også at huske Tanja for det fantastiske menneske, hun var.

– Selv om hun var syg, havde hun altid overskud til at tænke på andre, fortæller Djannie, hvis kæreste minde om datteren er en smuk guldhalskæde, som Tanja gav hende til mors dag året før sin død. Selv i den sidste svære tid fandt hun overskud til at glæde sin mor.

Sønnens fodaftryk

Lotte Vinkel fra Kolding har altid sin søn med sig, hvor end hun bevæger sig. Både i tankerne og som et tydeligt tegn på sin krop. 

Da Loke døde af en hjertefejl i august 2019 – blot 12 dage efter fødslen – var det en årvågen sygeplejerske, som opfordrede Lotte til at få lavet et aftryk af hans lille fod, så hun havde det som et minde efter hans begravelse. Aftrykket har Lotte nu også fået tatoveret i rigtig størrelse på sin arm sammen med Lokes fødsels- og dødsdato.

– Jeg er så taknemmelig for, at sygeplejersken tænkte i de baner for mig, for ellers var jeg aldrig selv kommet på den idé. Jeg var i chok over min søns død og havde slet ikke overskud til at tænke på at samle minder. Men i dag betyder tatoveringen alt for mig, for på den måde er Loke alligevel hos mig, siger Lotte.