Alice blev et af coronaens ofre

Sidste år døde over 1.200 danskere med coronavirus. Alice Klindt var et af ofrene.

Alice Klindt levede et rigt liv, inden hun blev syg. Hun var en kvinde, der gik sine egne veje og det førte en masse oplevelser med sig.

– Min mor var oversergent i flyvevåbnet og arbejdede også som lastbilchauffør i en række lande. Inden da kørte hun taxa i København. Det var her, hun mødte min far. Han skulle oplære hende – og han må have været grundig, griner Alices datter, Heidi Klindt.  

Heidi var fem år, da hendes forældre gik fra hinanden. Hun og lillesøsteren Anja voksede op med deres mor i Taa-strup. Alice gjorde sit bedste for at give døtrene en tryg barndom og talte ikke med dem om sit helbred. Først blev hun ramt af livmorhalskræft og rygsygdommen spinalstenose, og siden fik hun konstateret astma og lungesygdommen KOL.

– Vi kunne godt mærke, at tingene blev sværere for hende. Hun kæmpede til det sidste for ikke at skulle på førtidspension, for hun ville helst have noget at stå op til, siger Heidi.

Hun og Anja forsøgte at være der for deres mor, så godt de kunne, men med tiden fik de også selv børn og en hverdag, der skulle passes. Tanken om, at deres mor sad syg og alene i sin lejlighed, gav dem dårlig samvittighed, og de var i konstant alarmberedskab, fordi hun røg ind og ud af hospitalet.

Bange for at dø

Samtidig begyndte Alice at lide af angst. Hun havde set sin egen mor dø af KOL, og det stod efterhånden klart, at Alice nok ville lide samme skæbne. Hun var bange for, hvordan det ville føles.

Det ændrede sig, da hun i sommeren sidste år kom på hospice.

– Hun livede pludselig op og blev en helt anden. Der var folk til at tage sig af hende hele tiden og andre i samme situation, som hun kunne snakke med og dele sine måltider og andre små oplevelser med. Det var et rent luksusophold for hende, smiler Heidi.

Alice kunne også slippe frygten for, at noget skulle ske hende, mens hun var alene. For der var altid hjælp i nærheden. Og når dagen kom, hvor hun skulle dø, ville de dygtige og omsorgsfulde ansatte sørge for, at hun ikke mærkede noget.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du med dit barn om coronavirus

Det håbede Alice i hvert fald – at hun ville dø på hospicet. Men det var ikke givet. Meningen var nemlig, at hun blot skulle være der på et lindrende ophold, og at hun derfor skulle udskrives igen, når hun forhåbentlig fik det bedre.

Alice var stadig terminalt syg, men den ro, det gav hende at være på hospicet, havde en positiv effekt på hendes helbred. Hun trak vejret bedre, og hosteanfaldene blev færre. Efter tre måneder blev hun udskrevet.

Nu sad hun igen syg og ofte alene i sin ældrebolig og ventede på besøg. Atter fik angsten tag i hende. I foråret valgte Alice derfor modstræbende at give et plejehjem et forsøg.

– Det hjalp på hendes humør at få lidt mere selskab. Hun fik en god sommer, selv om hun ikke selv ville indrømme det, fortæller Heidi.

Elsket og savnet

I slutningen af oktober blev Alice indlagt som så mange gange før. Denne gang med en roseninfektion. På hospitalet konstaterede man, at hun desværre også var ramt af coronavirus.

Alices skrøbelige lunger bukkede under for virussen, og hun døde på Hvidovre Hospital den 9. november. De to døtre var ved hendes side, da iltapparatet blev slukket. Alice blev 69 år. 

– Den afsked, min mor fik med livet, og som vi fik med hende, ønsker jeg ikke for nogen. På grund af risikoen for smitte skulle min søster og jeg iføres plastikforklæder, masker, visir og handsker. Og så sad vi i seks timer og holdt hende i hånden med de forbandede plastikhandsker, mens de skruede ned for ilten. Jeg havde lyst til at flå det hele af. Man kunne ikke engang kysse hende på panden, siger Heidi berørt.

Hun ved ikke, om hendes mor var bevidst om, at de var hos hende og talte til hende til det sidste. Men hun håber, at Alice hørte, at hun altid vil være elsket og savnet.

– Selv de irriterende telefonopkald om, at hun igen ikke kunne finde ud af at logge på YouSee, kommer jeg til at savne. De mangler bare nu, siger Heidi kærligt.