Amanda skar i sig selv: Stemmerne i hovedet sagde jeg fortjente det

Som 16-årig begyndte Amanda at skære i sig selv. Hun kunne ikke holde angsten og tvangstankerne ud længere, og det var hendes måde at fjerne fokus på fra den smerte, hun følte indeni.

Amanda fik sit første panikanfald i 8. klasse. Hun husker ikke, hvad der skete, kun at det begyndte at hyle i ørerne, og at alting lod til at gå i slowmotion.

– Jeg hørte bare mit hjerte galoppere. Jeg råbte efter en ven, som hjalp mig ud af klasseværelset, fortæller den nu 19-årige Amanda Ingemansson fra Sverige. 

Læreren, som var en vikar, forstod ikke, hvad der foregik, men skolens studievejleder havde oplevet det på egen krop, og Amanda fik lov til at sidde på hendes kontor, indtil hun faldt til ro igen.

Amanda ved ikke, hvad der var årsagen til panikanfaldene, som kunne komme ud af det blå. Men hun har et bud.

Usunde kliker

– Jeg har haft det svært med mine venner. Det gik altid galt, når vi var flere sammen, og klikerne forandrede sig hele tiden.

Den usunde mentalitet i pigeslænget er noget, Amanda hele tiden vender tilbage til i sin fortælling. 

I 9. klasse begyndte hun at spille badminton med nogle venner, hun havde uden for klassen. Hun elskede det, men efter en familieferie til Polen blev fritidsaktiviteten pludselig noget, hun kom til at forbinde med usikkerhed.

Blev holdt udenfor

– Da jeg kom tilbage, ville mine venner ikke spille med mig, og de gik væk for at hviske og grine. Jeg forstod ikke hvorfor. Da jeg konfronterede dem, påstod de, at der ikke var noget galt.

Men svaret klingede hult. Udfrysningen skete ikke kun dér, men også på de sociale medier. Amanda fik det værre og følte sig tvunget til at stoppe træningen.

I nogen tid havde hun haft tvangstanker, nu blev de flere og stærkere.

– Det er svært at forklare, men det havde meget med tal at gøre. En lydvolumen skulle for eksempel kunne deles med tre. Slag på ben og arme skulle gå lige op. Jeg var også utrolig bekymret for mine hunde. Jeg kunne springe op midt om natten for at forsikre mig om, at vores tre døre virkelig var lukkede. Det gjorde jeg tit. Tvangstanker overtager ens liv.

Skar i sig selv

Da Amanda var 16 år, begyndte hun at skade sig selv. Hendes familie kunne godt mærke, at hun havde det dårligt, og forsøgte at hjælpe hende, men i lang tid lykkedes det Amanda at skjule, at hun skar i sig selv. Hun bar langærmede trøjer og undskyldte sig med, at hun havde været klodset, når hun barberede sine ben. 

Amanda søgte på et tidspunkt hjælp hos en skolepsykolog, men følte sig ikke rigtig hørt. Hun prøvede også at tale med nogen via en sundhedsapp, men videoformatet virkede upersonligt.

Der gik to år, før hun endelig kom i kontakt med en psykolog, som hun følte sig tryg med.

Forældre fik et chok

– Hun lod mig tale om det, jeg ville, og hjalp mig med mine tvangstanker. Vi havde aftalt, at min mor kunne ringe til hende, hvis hun var urolig for mig. Men min selvskadende adfærd holdt jeg fortsat hemmelig i næsten et år. Det var noget, jeg ville klare selv.

Det var først med udsigten til endnu en familierejse, denne gang til Tenerife i 2018, at Amanda indså, at situationen var blevet uholdbar.

– Jeg kunne ikke skjule det i shorts og T-shirt. Jeg var nødt til at fortælle det til min mor, inden vi rejste. 

LÆS OGSÅ: Mobning gav Louise en spiseforstyrrelse

Afsløringen kom som et chok. Samtalen var hård og tårevædet, men Amandas forældre forsikrede hende om, at de ville komme igennem det sammen. 

Den følgende tid var turbulent, men hver måned uden selvskade blev fejret. De dage, hvor Amanda ikke orkede at gå i skole, insisterede familien på, at hun i det mindste skulle forsøge.

Undgår medicin

Amanda vidste tidligt, at hun ville undgå medicin. I stedet blev hun opfordret til at være udendørs, få motion og være sammen med mennesker, hvilket ikke altid var det letteste.

I dag er det dog mere end 200 dage siden, at hun har skadet sig selv, og tvangstankerne dikterer ikke længere hendes handlinger. Amanda tror selv, at det har haft stor betydning for hendes mentale helbred, at hun brød med personer, der var dårlige for hende. Hun er desuden begyndt at spille badminton igen og har fået en undskyldning fra en af de tidligere venner. 

   Kognitiv adfærdsterapi og stor støtte fra familie og nye venner har også hjulpet, og Amanda er nu nået så langt, at hun har overskud til at hjælpe andre i samme situation. Det gør hun ved at dele sin historie.

– Hvis jeg ikke kan tale om det, hvem skal så gøre det? spørger hun.

Vil bryde tabu

Psykisk sygdom er tabubelagt, men de seneste år er der kommet mere opmærksomhed om emnet. Amanda mener dog, at meget stadig er usagt.

– Folk forstår godt, når nogen har angst, men ikke at man vil gøre skade på sig selv. Jeg plejer at beskrive det sådan, at når der bliver for meget at håndtere i hovedet, så får man det ud på andre måder. Jeg fik det ud fysisk. Det gjorde ondt bagefter, og så fokuserede man på det i stedet for at tænke på de andre ting, der gjorde ondt, forklarer Amanda og tilføjer:

– Det er, som om hjernehalvdelene skændes med hinanden. Jeg kunne høre små stemmer i hovedet, som sagde, at jeg ville få det bedre bagefter. Eller at jeg fortjente det.

Amandas mor: Vi har været igennem helvede sammen

Amandas mor, Alexandra, havde læst om selvskadende adfærd, men hun havde aldrig forestillet sig, at det skulle ske for hendes egen datter.

Amanda havde altid været en glad og udadvendt pige, men i løbet af de sidste skoleår syntes Alexandra og hendes mand, Jörgen, at datteren var blevet mere afdæmpet.

– Vi talte om, hvordan hun havde det, men hun holdt sin selvskadende adfærd hemmelig, Hun skammede sig så meget, siger Alexandra Ingemansson, 44, og fortsætter:

– I starten var der ingen store sår, men siden kom der flere. Og flere. Og flere. 

Alexandra var med til at hjælpe sin datter igennem den svære tid. Det gjorde hun med kærlighed, kram og kvalitetstid. Men også med research, kamp, tårer og dårlig samvittighed. På arbejdet var mobiltelefonen tændt, og frygten for at finde nye skæresår var der altid. Men Alexandra var nødt til at være stærk.

LÆS OGSÅ: Jeg kæmper for min datters liv

– Meget af det, som antidepressive lægemidler gør, kan man få ved at røre sig udenfor i 30 minutter hver dag. Og mange, som har isoleret sig selv i mørke perioder, fortæller, at de ikke føler sig trygge i store folkemængder længere. Vi ville ikke have, at hun skulle medicineres eller blive derhjemme. Nogle gange fik jeg en klump i halsen af at skubbe til hende, når hun ikke ville af sted. Men hun kunne altid komme hjem igen.

Brød sammen

Amanda fik støtte af hele familien, som også består af de yngre brødre Filip og Emil. Men det var mest sin mor, hun henvendte sig til. 

En fin tillid, mener Alexandra, men også et tungt ansvar, og når det var hårdest, søgte hun selv råd og hjælp hos en ekspert. 

– Lever Amanda? Tænk, hvis hun har det så slemt, at hun afslutter sit liv? Det er de værste tanker, man kan leve med. Da hun havde sit sidste tilbagefald, brød jeg sammen foran hende. Hun havde været skadefri et par måneder, men så var der sket noget med vennerne. Tårerne væltede ud af mig.

Alexandra understreger vigtigheden af ikke at blive vred på et barn, som har det skidt. Som ung havde hun selv en spiseforstyrrelse, og hun ved, at man lyver for at beskytte sine nærmeste.

– Selvfølgelig kan jeg tænke: ”Hvordan pokker kunne jeg ikke se det?” Vi bebrejder ikke os selv for, at Amanda skadede sig selv, eller for, at vi ikke opfangede det, men man har det stadigvæk forfærdeligt, når ens barn ikke har det godt, siger hun og tilføjer:

– Det vigtigste var tanken om, at vi alle ville hjælpe hende med at blive rask.

Er på rette vej

Alexandra er stolt af sin datter. Men frygten har endnu ikke sluppet taget helt.

– Nu har hun været skadefri længe, men det har været et helvede, rent ud sagt. Det er svært at tale om, for man er altid bange. Hun har været meget igennem, men det føles, som om hun er på rette vej nu.

Alexandra var også ved sin datters side til hendes sidste lægebesøg.

– Lægen syntes, det var flot, at hun havde klaret den uden medicin, og undrede sig over, hvad der havde motiveret hende. Amanda svarede, at hun ikke kunne holde ud at se sin familie lide. Hun ved, at vi elsker hende. Vi kan ikke leve uden hende.