Elin mistede sine fingre og underben

Det ene øjeblik legede en sund og rask Elin med sine to små børn. Det næste sad familien ved hendes sygeseng for at sige farvel. En dræberbakterie var tæt på at koste hende livet.

Elins liv blev i år vendt op og ned på en ferie til Gran Canaria med manden Olle og børnene Cornelius, 4, og Stella, 6. Her blev hun ramt af en blodforgiftning, som skyldtes den såkaldte dræberbakterie streptokok A.

I flere døgn svævede Elin mellem liv og død, men hun overlevede mirakuløst. Dog var hun tvunget til at få amputeret sine underben og ni af sine fingre.

— Det er værre at mangle fingre end ben. Når man ikke har fingre, mærker man straks, hvor afhængig man er af dem. For mig betyder det, at jeg ikke længere kan arbejde som frisør, siger 31-årige Elin Rantatalo fra Vetlanda i Sverige.

Vil leve normalt 

Hun forsøger nu at tilpasse sig sit nye liv efter den dramatiske familieferie i marts. Elin er nemlig fast besluttet på at leve så normalt som muligt, og det tog hende ikke lang tid at lære at gå igen med sine nye benproteser.

— Det var ikke så svært, som jeg troede. Det gnaver lidt, men det føles slet ikke som at gå på stylter, som jeg ellers havde forventet, fortæller Elin, der har fået stor opbakning af Olle og børnene gennem hele sit sygdomsforløb.

Smerter i armen

Elin havde set meget frem til rejsen til Gran Canaria med sin familie. De havde været der før og holdt meget af varmen og den venlige lokalbefolkning. Denne gang nåede de kun lige frem til hotellet, før Elin begyndte at føle smerter i sin ene arm.

LÆS OGSÅ: Helenas 30-årige datter blev dement

— Men jeg troede, at det skyldtes bagagen, jeg havde båret rundt på i lufthavnen.

Smerterne blev dog værre og værre, og Elin bad Olle om at kontakte en læge. Hotellet samarbejdede med en norsk lægeklinik i nærheden, og en norsk sygeplejerske kom op på hotelværelset sammen med en spansktalende læge for at undersøge hende. 

Hastet på hospitalet

Lægen mente, det var bedst, hvis Elin fulgte med dem tilbage til klinikken, så de kunne tage nogle prøver.

— Jeg havde så ondt, at jeg knapt nok kunne gå ned til bilen. Jeg havde smerter i min højre arm og ned langs højre side af kroppen.

På lægeklinikken fik hun en recept på antibiotika, som hun skulle tage de næste ti dage.

— Vi skulle lige til at forlade klinikken, da sygeplejerne kom løbende og sagde, at de havde fået svar på de sidste prøver. De viste, at mine infektionsværdier var skyhøje, og der blev ringet efter en ambulance, som skulle køre mig til hospitalet i San Augustin.

Lagt i respirator

Det sidste, Elin husker, er, at hun betalte for ambulanceturen med sit kreditkort. Derefter blev alt sort.

— Først troede lægerne, at jeg havde fået helvedesild, eller at det var en reumatisk sygdom, som var brudt ud. Olle og børnene var hos mig om aftenen, men det har jeg ingen minder om.

Den 2. april forværredes Elins tilstand dramatisk. Hun kunne ikke længere trække vejret selv, og lægerne besluttede at lægge hende i respirator.

LÆS OGSÅ: Henriette fik brystkræft som 24-årig

— De ringede til mig fra hospitalet morgenen efter og fortalte, at de var nødt til at operere Elin, men de var ikke sikre på, om hun ville overleve operationen, siger Olle, der hastede til San Augustin sammen med børnene.

Kritisk tilstand

Dagen efter blev Elin opereret. Imens ventede Olle uroligt på hotellet sammen med Elins far, som var kommet til Gran Canaria for at tage sig af Cornelius og Stella.

— Efter nogle timer ringede de fra hospitalet og sagde, at operationen var gået godt, men at Elins tilstand fortsat var kritisk.

Langsomt fik Elin det dog bedre, og hendes far tog tilbage til Sverige sammen med børnene, mens Olle blev ved Elins side. Her fik han selskab af sin egen far, som var rejst til Gran Canaria for at støtte ham.

Lørdag den 6. april begyndte Elin igen at få det værre. Hendes nyrer stoppede med at virke, hendes lungesække fyldtes med væske, og hun fik blodpropper i fingre og tæer.

En sidste udvej

— Vi fik at vide, at Elin ikke ville overleve natten, og de rådede os til at tage på hospitalet for at tage afsked med hende. Lægerne sagde, at der ikke var mere, de kunne gøre, men jeg sagde, at de var nødt til at prøve noget. Jeg ville ikke have, at Elin skulle dø, fortæller Olle rørt.

Han forslog selv lægerne, at de kunne forsøge at lægge Elin på maven, hvilket en dansk læge fra SOS International havde anbefalet som en sidste udvej. På den måde skulle hun være i stand til at trække vejret med den øverste del af lungerne.

Lægerne troede ikke, at det ville virke, men gjorde alligevel forsøget. Familien blev dog samtidig anbefalet at sige farvel til hende.

Men Elin trodsede alle odds og overlevede natten mod lægernes forventning. Herefter fik hun det bedre for hver dag, der gik.

Vækket fra narkose

— Lørdagen efter forsøgte de at vække hende fra narkosen, da hendes øjenlåg var begyndt at røre på sig. Det var første gang jeg fik øjenkontakt med dig, siden du blev indlagt, siger Olle og lægger armen om sin kone.

Elin selv har ingen minder om de dramatiske dage.

— Jeg husker, da du fortalte mig, at jeg kunne rejse hjem. Da troede jeg kun, at der var gået et døgn, siden jeg blev indlagt. Jeg havde helt mistet tidsfornemmelsen.

Den 18. april fløj Elin hjem til Sverige. Her fik hun transplanteret hud fra låret til de skadede dele på højre side af kroppen.

— Bakterien havde ædt sig ned i huden og ødelagt vævet. Jeg var panisk angst for, at mit ansigt også var blevet angrebet, og det var først, da Olle tog et billede af mig med telefonen, at jeg faldt til ro.

Sorte fingre og tæer

Men da Elin så sine sorte fingre og tæer, forstod hun, hvad der ventede.

— Min farmor havde fået amputeret sit ene ben året forinden, og mine tæer så ud på samme måde, som hendes havde gjort. Men jeg accepterede det og tænkte, at der findes rigtige gode benproteser. Jeg er bare glad og taknemmelig for, at jeg er i live. Jeg har så meget at leve for, siger hun og kigger kærligt på sine børn og sin mand, inden hun tilføjer:

— Men det har påvirket min karriere. Frisørfaget var en del af min identitet. I løbet af efteråret vil jeg prøve at se, om jeg stadig kan farve andres hår. Men ellers vil jeg finde et arbejde, hvor jeg kan støtte andre, som er amputerede.

I dag ved Elin stadig ikke, hvad der forårsagede sygdommen. Lægerne har ikke kunnet finde et svar.