Far tog min lillebror med i døden

Egentlig skulle Maya have været med til at fejre sin lillebrors 5-års fødselsdag den frygtelige sommerdag i 2005. Men i sidste øjeblik ændrede hendes far aftalen. Han havde helt andre planer for dagen.

Der var pyntet op med flag i det lille rækkehus på Brombærranken 18. Snart kom gæsterne, for det var Marcs 5-års fødselsdag, og det skulle naturligvis fejres af hele familien. 

I køkkenet var hans mor i gang med at bage boller, mens Marc legede på børneværelset med sin far, Bjørn. Han havde bedt ekskonen om lov til at komme forbi nogle timer før festen, så han kunne fejre sin søn i fred.

Marcs mor havde sagt ja, selv om Bjørns psykiske problemer var taget til i den seneste tid. Han havde været soldat i mange år, og hans udstationeringer til alverdens brændpunkter havde efterladt ham med store ar på sjælen.

Han havde lukket sig inde i sig selv, og hans humør havde i lang tid svinget voldsomt. Den nylige skilsmisse havde langtfra gjort tingene bedre.

En sidste gave

Men det var jo sønnens fødselsdag, så Marcs mor ville ikke nægte ham et besøg. Bjørn havde en Lego-figur med som gave, og den hjalp han først sin søn med at samle.

Så rejste han sig og gik ud i køkkenet. ”Jeg har en sidste gave til Marc,” sagde han og bad sin ekskone om at sætte sig ind i stuen med deres dreng og vente.

Da han kom tilbage, holdt han en lille børnekuffert i hænderne. Hans fingre var nede under låget på kufferten, og der kom røg ud fra den. Kunne det være stjernekastere?

SE OGSÅ: Afdødekontakt: Christina døde dagen før sin dåb - far fik skylden

”Det er en bombe,” sagde Bjørn så og lod sprængstoffet detonere. Eksplosionen var altødelæggende. Taget lettede, og murene gav sig. Hans ekskone overlevede mirakuløst, men da hun efter en uge i koma vågnede, stærkt kvæstet på Rigshospitalet, fik hun den værst tænkelige besked: Bjørn havde taget deres lille søn med i døden.

Ændrede planerne

Marcs 9-årige storesøster, Maya, legede i haven hos sin mormor og morfar, da den ufattelige tragedie indtraf.

Egentlig skulle hun også have været med til den tidlige fejring hos sin lillebror og stedmor, men to dage forinden havde hendes far af uvisse årsager lavet planerne om, så det kun var ham, der kom før alle andre.

– Jeg gik ind i køkkenet for at hente nogle godbidder til deres hund og hørte så i radioen, at der var sket en eksplosion på Brombærranken 18, hvor et barn og en mand var omkommet. Jeg prøvede at ringe til min far, men kunne af gode grunde ikke komme igennem. Der var bare en underlig larm i røret, og den ringede ikke normalt. Min mormor fik overbevist mig om, at jeg skulle gå ud og lege videre i haven, og så ringede hun til min mor, som ikke vidste noget om ulykken. Min mor ringede så til min farmor, og hun tog bare telefonen og sagde: ”Det er så forfærdeligt. Det er så forfærdeligt.” Og så vidste de jo godt, at det var min far, fortæller den nu 24-årige Maya Schaap Nilsson.

Fik afskedsbrev

Kort efter dukkede hendes mor op i haven. De satte sig ind i stuen, hvor Maya fik overrakt den ubærlige nyhed om, at hendes far og lillebror var blevet dræbt i eksplosionen.

– På det tidspunkt tror jeg ikke, at der var nogen, der helt var sikre på, at det var med vilje. At det var en bevidst handling. Der var ikke nogen, der havde forventet, at det kunne ske. Jeg kan bare huske, at jeg gik ud i haven igen, og der gik jeg fuldstændig foroverbøjet og havde det, som om jeg ikke kunne trække vejret. Den dér meget tydelige følelse af, at der ikke var noget luft. Og så kan jeg huske, at vi fik pakket mine ting sammen og tog hjem, og så sad jeg i sofaen derhjemme, da min mor kom ind med et afskedsbrev fra min far.

Alt var planlagt ned til mindste detalje. Inden 37-årige Bjørn Schaap bankede på sin ekskones dør for sidste gang, havde han pakket hele sit liv sammen, kørt sine ejendele til opmagasinering og efterladt personlige afskedsbreve til alle sine nærmeste. 

Ingen forklaring

I brevet til Maya, som hendes mor nu havde fundet i postkassen, stod der bare: ”Kys fra din far! Hvad end du tror, så elsker jeg dig meget højt! Bjørn.”

Brevet gav ingen forklaring på hans gerning, men da hans ting efterfølgende blev gennemgået, dukkede der også en tavle op, hvor han havde skrevet: ”Ønsker: En familie.”

SE OGSÅ: Afdødekontakt: Han dræbte min kone og lille søn

Maya og hendes mor, Susanne, vurderer derfor i dag, at han ved at tage Marc og efter planen også sin ekskone med i døden ville samle sin seneste familie. Han havde aldrig rigtigt givet slip på tanken om, at de ikke skulle være sammen, selv om det var ham, der havde taget initiativ til skilsmissen.

– Han må have tænkt, at Maya havde det godt ved mig, og at jeg nok skulle passe på hende, siger Susanne med tårer i øjnene. Hun er naturligvis ubeskriveligt lettet over, at hendes egen datter gik fri.

Blandede følelser

Selv har Maya haft blandede følelser, når hun har tænkt nærmere over, at hun på den måde blev sat ud på sidelinjen.

– Enten har jeg haft en følelse af, at han ikke ønskede mig, eller også har det været den dér lidt skræmmende følelse af, at: ”Gud, jeg kunne jo lige så godt have været død, hvis han ikke havde tænkt så meget over tingene.” Jeg tror bare, at jeg efterhånden har sluttet fred med, at det var hans sidste familie, som han så valgte at samle, og der var jeg ikke en del af det. Jeg hører til min mor.

Maya understreger, at hun aldrig kommer til at forstå, forsvare eller tilgive sin fars handling, som hun kalder ”fuldstændig umenneskelig”. Men hun sørger stadig over både ham og sin lillebror, for Bjørn var en god far, når han havde det godt, fortæller hun. Og han var ikke længere sig selv, som han havde det til sidst.

Ønsker afdødekontakt

Behovet for at høre fra sin far og sin bror har nu fået Maya til at kontakte Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk.

Maya håber, at Selma kan skabe forbindelse til dem på den anden side og bekræfte hende i dét, hun håber så inderligt på, men som hun har svært ved at tro: At de stadig er der et sted.

I videoen ovenover kan du se, hvordan Mayas seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til redaktionen@udeoghjemme.dk med dine kontakt-oplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.