Gerningsmand udpeget i Palme-sagen: Den store mordgåde

I Sverige har man nu udpeget en officiel gerningsmand til mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986. Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, fortæller her om sagen.

Politiet og anklagemyndigheden i Sverige har for nylig meldt ud, at man anser drabet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986 for opklaret.

Hvordan kan man sige det, når den udpegede gerningsmand Stig Engström (se billede) har været død i 20 år, og tror du, at alle de mange teorier om drabet nu stopper?

Venlig hilsen VF

 

Hej VF

Jeg skrev i Ude og Hjemme nr. 22 om situationer, hvor den mistænkte til et drab er død, og hvad man som politi kan tillade sig at sige i sådan en situation.

Det er domstolene, der afgør, om en person er skyldig i drab, men der kan være nogle helt og ganske særlige omstændigheder, der berettiger, at politiet oplyser om en mistanke mod en død person. Det skal man dog være overordentlig forsigtig med.

Flagrende jakke

På mig virker det besynderligt at udpege Stig Engström som gerningsmand med sikkerhed.

Han har været kendt i sagen fra begyndelsen, fordi han efter eget udsagn var vidne, da drabet skete i 1986. Af forskellige grunde mener man så nu, at han er gerningsmanden, blandt andet fordi et nyt vidne har fortalt, at hun på mordaftenen så den formodede gerningsmand flygte fra stedet i en lang, mørk og flagrende frakke, og sådan en frakke havde Engström.

Desuden er det kommet frem, at Engström, der begik selvmord i år 2000 som 66-årig, hadede Palme og havde adgang til skydevåben.

Men derfra og til at udpege ham som gerningsmand er der langt. Han er selvfølgelig mistænkelig, men mistænkte personer har der været utallige af.

Læs også: Hvornår bliver en sag henlagt? 

Jeg har fulgt efterforskningen gennem årene og har ved flere lejligheder været sammen med svenske efterforskere, der har arbejdet med Palme-mordet. Alle er de påvirkede af sagen. Og dybt frustrerede over, at mordet ikke var opklaret.

Jeg tror, at årsagen til den nye melding er et forsøg på at sætte et punktum i sagen, der har været dybt traumatiserende for både den svenske befolkning og det svenske politi.

Har efterladt dybe ar

Når alvorlige sager som mordet på Olof Palme  ikke opklares, skaber det utryghed i befolkningen og er årsag til mistillid – både over for politiet og i samfundet generelt. Derfor er det så vigtigt at opklare drab. 

Selvfølgelig mest for den dræbte, der har krav på retfærdighed, og for de pårørende, der mangler svar, men så sandelig også i forhold til samfundet.

I Sverige har Palme-sagen efterladt mange politifolk med dybe ar i deres selvforståelse og ramt dem på deres faglige stolthed.

Manglende beviser

Sagen har været forplumret af mange ting, blandt andet en tilsyneladende helt håbløs og uprofessionel efterforskning i begyndelsen og de mange konspirationsteorier, der fulgte, som årene gik.

Man fik for mange år siden dømt en mand for drabet i byretten i Stockholm, men han blev senere frifundet i den svenske landsret på grund af manglende beviser.

Læs også: Burde alle bære et våben?   

De mange konspirationsteorier har blandt andet gået på, at drabet blev udført af personer fra det svenske politi med nazi-sympatier, af amerikanske CIA, den tyrkiske organisation PKK eller det daværende sydafrikanske apartheidregime. Over 100 personer har tilstået drabet, heraf 34 direkte over for politiet. Nogle af dem fastholder angiveligt den dag i dag, at de er gerningsmanden.

Skandinaviens Kennedy-sag

Efterforskningen har været enorm og involveret tusinder og atter tusinder af personer, afhøringer, oplysninger, rapporter osv. Sagen har med rette været kaldt Skandinaviens Kennedy-sag.

Når et demokratisk lands regeringsleder brutalt bliver skudt ned på åben gade i en storby, kan en drabssag næsten ikke blive større.

Læs også: Danske Dagmar slog børn ihjel 

Nu har man altså udpeget en lokal, lidt underlig og for længst afdød person som gerningsmand.

Det giver en voldsom frustration og skuffelse for alle, der mener, at det er et velorganiseret drab med internationale og politiske forbindelser.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvem der myrdede Olof Palme, men jeg er overbevist om, at spekulationerne og konspirationsteorierne fortsætter uanset politiets og anklagemyndighedens udmelding om, at man lukker sagen.

Olof Palme blev 59 år.

Venlig hilsen Bent