Gravid med min elsker

Mit sidespring med Ulrik fik uoverskuelige konsekvenser, da jeg blev gravid. For spørgsmålet var, om det var min mands eller min elskers barn. Skulle jeg fortælle min mand om mit sidespring? Og skulle jeg beholde barnet?

Jeg havde heldigvis huset for mig selv den dag, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, fordi jeg lod, som om jeg var syg. Min mand Lasse og min datter Liva så så søde ud, da de vinkende kørte af sted belæsset med tøjdyr og en flot ny drage til at flyve med, mens jeg havde det elendigt over de løgne, jeg havde viklet dem ind i. Jeg bandede Ulrik og mig selv langt væk, for hvor egoistisk har man lov til at være? Vi havde mødt hinanden på en salsaklub, og kemien mellem os havde været magnetisk fra starten. Vi var begge gift, men det hindrede os ikke fra at ende i en seng på et hotelværelse – uden prævention.

"Ikke nu, ikke nu, ikke nu", gentog jeg igen og igen, mens jeg ventede på svar på graviditetstesten. Men det var nu: To blå streger tonede frem på testen: Jeg var gravid. Hele den weekend græd jeg mere, end jeg samlet set har gjort hele mit liv. Tanken om, at der lå en lillebitte Liva nr. 2 og spirede i min mave, gjorde det svært at holde tårerne tilbage. Lasse og Liva kom hjem om eftermiddagen og min datter kom løbende hen til mig: "Hej moar, vi har kager med hjem til dig fra farmor. Og dragen gik i stykker, men far siger, at vi godt kan lave den med gaffeltape. Tror du, vi har det"? Lasse så bekymret på mig og sagde: "Du ser stadig noget bleg og træt ud, så bliv liggende og hvil dig. Jeg skal nok klare aftensmaden", mens han aede mig over håret. Jeg skammede mig så voldsomt, at jeg måtte løbe ud på badeværelset og kaste op.

Nogle dage senere tog jeg til lægen og fik min graviditet bekræftet. "Måske burde jeg få en abort", sagde jeg, "men hvad nu, hvis det er Lasses barn? - Så kan jeg jo ikke bare fjerne det". Min læge svarede: "Du er ikke så langt henne, og abortgrænsen ligger ved 12. uge, så det er nok en god idé at få talt med din mand inden da". Jeg gjorde som lægen havde rådet mig til og krøb til bekendelse over for Lasse. Jeg lod ham råbe og skælde ud for fuld skrue, da jeg fortalte ham om Ulrik, og jeg havde fortjent hvert eneste hug, han gav mig. Men som den fantastiske person Lasse er, enedes vi om at beholde barnet, efter han havde raset ud. Liva skulle være storesøster, og resten var lige meget. Ingen skulle vide noget, og slet ikke Ulrik, som jeg øjeblikkeligt afbrød al kontakt med.

Under min graviditet med Liva havde Lasse nusset og kysset min mave, men det gjorde han ikke denne gang. Men som en slags kompensation fik jeg masser af praktisk omsorg, og han var også med mig på fødegangen. Efter Agnes kom til verden, var det tydeligt for alle og enhver, at hun ikke lignede hverken Lasse eller mig. Vi tog en test, der bekræftede, at Agnes var Ulriks barn, og det var alligevel for stort et slag for Lasse, og kort tid efter blev vi skilt. Jeg besluttede, at Agnes ikke skulle vokse op på en løgn, og derfor kontaktede jeg Ulrik og fortalte ham sandheden. Efter det første chok lagde sig, meddelte han mig, at han ville være rigtig far for Agnes og ikke bare “sæddonor”.

Til sommer fylder Agnes tre år, og til fødselsdagen kommer der en masse mennesker, der holder af hende. Den ene er hendes far, Ulrik, og han har også hendes to halvbrødre med. Den anden er ”Liva-far Lasse”, som hun kalder ham, og han har sin nye kæreste, Pernille, med. I selskabet er også fem bedsteforældre. Det vil sige mine forældre, Lasses forældre og Ulriks mor. Efter en turbulent tid har de fleste accepteret situationen – alle bortset fra Ulriks ekskone, som stadig er såret og vred – og det er fuldt forståeligt.

Ulrik er blevet single, og jeg er single, men vi ses mere og mere på grund af Agnes. Måske finder vi sammen igen, måske gør vi ikke, men én ting er sikkert: Selv om Agnes blev til en fantastisk dejlig lille pige, skal vi ikke have flere ”svipsere”.

Se også: Min datter blev misbrugt af min kæreste