Han ønskede jeg skulle dø

For øjnene af parrets 2-årige søn forsøgte Louises eks-kæreste at slå hende ihjel. Mod alle odds overlevede hun og kæmper nu for at hjælpe andre voldsramte kvinder.

Pølen af blod blev større og større under hendes slappe krop. 11 gange havde kniven gennemboret huden og blandt andet skåret den store vene i halsen over. Langsomt løb livet ud af hende, mens hun lå på altanen. Døren ind til lejligheden var låst, og hun vidste, at han var derinde. Hun kunne høre sin 2-årige søn skrige bag den lukkede altandør og forsøgte at kæmpe sig op at stå. Men hendes krop var snart tømt for blod, og den kunne ikke bære hende. Det sortnede, og da Louise i et glimt kom til bevidsthed, stod han over hende med hendes lille søn på armen. Hun fik besked på at ligge stille. Så forsvandt han igen.

LÆS OGSÅ: Den dag skulle jeg dø

Hun mærkede ikke, at han løftede hende op, og med hænder, der engang havde været kærlige og trygge, kastede han hende ud over altankanten. Hun mærkede ikke vinden mod sit ansigt, da hun faldt over seks meter ned, og hun følte ikke slaget, da hun landede på de hårde fliser, og hendes knogler blev slået i stykker.

– Jeg vågnede først på hospitalet, efter jeg havde fået blod og var blevet opereret, fortæller 28-årige Louise Makkonen Thagaard.

Kærlighed og kontrol

Det begyndte ellers så lykkeligt, forholdet til den 10 år ældre mand. Hun mødte ham hos en fælles ven på et tidspunkt, mens hendes søster lå på hospice, og Louise havde brug for en hånd at holde i. Han var omsorgsfuld og kærlig og lige dét, hun havde brug for i en svær tid.

– Jeg var 21 år og i en sårbar periode, fordi jeg var ved at miste min søster. Så det var skønt at møde sådan en kærlig fyr, husker Louise.

I starten var alt godt. De var begge udadvendte og impulsive og havde det sjovt sammen. Men langsomt, næsten umærkeligt, ændrede han sig.

– Det begyndte med, at han ikke kunne lide, at jeg gik i korte kjoler. Det syntes jeg egentlig var sødt. Det var jo bare, fordi han var lidt jaloux og ikke ville miste mig. Men så begyndte han også at ville vide, hvor jeg var. Han forlangte, at jeg skulle filme alle i rummet, når jeg var til fest uden ham, så han kunne holde øje med, hvem jeg var sammen med. Sådan blev han gradvist mere kontrollerende, fortæller Louise.

Efterhånden fik han isoleret hende. Først røg de mandlige venner, fordi han ikke ville have, at hun så dem. Så røg veninderne en for en, fordi han langsomt fik overbevist hende om, at de ikke var noget værd.

– Jo mere isoleret jeg blev, desto mere afhængig blev jeg af ham. Til sidst havde jeg kun én veninde tilbage.

LÆS OGSÅ: Cecilie blev stukket 46 gange: Troede jeg skulle dø fra min datter

Kontrol med vold

Flere gange i løbet af deres forhold blev Louise slået. I alt otte gange gik hun fra ham. Hver gang lovede han bod og bedring. Syv gange gik hun tilbage.

– På overfladen var han en helt almindelig mand, der havde fuldtidsjob og levede et normalt liv. Det gjorde det let at tro på, at han var god nok. I starten troede jeg på ham, når han lovede, at det ville blive bedre. Hver gang var han så kærlig og sød og inviterede mig ud at rejse og gjorde en masse, for at jeg skulle tro på ham. Men det holdt jo ikke. Til sidst gik jeg nok mest tilbage for min søns skyld. Det var lettere at have ham tæt på, for det var jo, når jeg gik fra ham, at han skabte problemer.

Louise blev i forholdet i fem år. Man kan måske undre sig over, at hun blev så længe, men som tiden gik, mistede hun troen på sig selv.

– Kontrollen foregik på et psykisk plan. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg ikke var god nok, og når man hører det tilstrækkeligt mange gange, begynder man at tro på det, fortæller Louise. Efterhånden troede hun ikke længere på, at hun kunne klare sig alene. På den måde blev hun afhængig af sin ekskæreste.

– Jeg opdagede ikke, at han manipulerede mig, fordi det skete så gradvist, at det kom til at føles normalt. Man vænner sig til det. Men til sidst var jeg fanget.

Et mirakel

Da Louise ankom til hospitalet, havde hun kun 0,3 deciliter blod i kroppen. Ifølge lægerne burde hun ikke kunne være i live med så stort et blodtab, og det er noget nær et mirakel, at hun trækker vejret i dag.

Det skyldes ikke mindst, at Louise blev fundet med det samme. En politibetjent, der var i området i et andet ærinde, hørte nemlig Louises krop ramme jorden og reagerede hurtigt.

– Jeg har været usandsynligt heldig. Der, hvor jeg landede neden for altanen, er omgivet af buske, så hvis han ikke havde hørt mig, ville ingen have fundet mig, før jeg var død.

Hun havde brækket bækkenet og havde fået knust kæben, da hun ramte jorden. Hendes hud var syet sammen på halsen, brystet, ryggen og låret, hvor kniven var gået ind, og hun var lam i kæben. Hun var i en kørestol, og fremtiden så sort ud. Men hun var i live.

LÆS OGSÅ: Mia levede med en voldelig mand: Jeg troede det var min skyld

Søn fik traume

Mens Louise lå og forblødte på altanen, kom to af hendes ekskærestes venner og hentede hendes skrigende søn. Efter at have set sin far stikke sin mor 11 gange med en kniv blev han revet væk fra alt, hvad han kendte, af fremmede hænder.

– Min søn er stadig traumatiseret. Han kan ikke sætte ord på det, fordi han var så lille. Men han sad jo og så sin far forsøge at myrde hans mor, og det har givet ham store følelsesmæssige ar. Han skriger og græder stadig, når jeg er ude af syne. Jeg kan for eksempel ikke gå ud med skraldet uden ham, siger Louise.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes ekskæreste ville slå hende ihjel for at få deres søn, og mener, at han må have planlagt drabsforsøget. Hun har senere fået at vide, at han gik rundt i lejligheden og gjorde rent og gik i bad, mens hun forblødte på altanen.

– Han kunne være impulsiv, og det er ikke nødvendigvis noget, han havde planlagt i lang tid, men det virker jo ikke, som om han handlede i affekt. Han havde da også fået aftalt med de to venner, at de skulle komme og tage min søn. De kendte mig ikke og vidste ikke, hvor jeg boede, så de er ikke bare kommet tilfældigt forbi, fortæller Louise.

Blind for min krise

Louise var sammen med sin ekskæreste i fem år, og selv om forholdet blev mere og mere giftigt, opfattede hun aldrig sig selv som en voldsramt kvinde. Som en stædig 5-årig var Louise i lang tid fast overbevist om, at hun havde det helt fint.

– Jeg vænnede mig jo bare til mit liv, så det blev normalt for mig at leve under hans kontrol. Jeg vidste jo godt, der fandtes krisecentre, men jeg opfattede slet ikke mig selv som sådan en, der skulle på krisecenter. Så slemt var det jo heller ikke, tænkte jeg. Men det var det jo faktisk. Jeg ville ønske, at nogen havde nævnt muligheden for mig og fået mig til at se, hvor alvorlig min situation var, inden den var ved at koste mig livet.

LÆS OGSÅ: Min mor sprang i døden

Et nyt liv

I starten havde Louise flashbacks, hvor hun gennemlevede overfaldet igen og igen. Hun var hele tiden på vagt, og hvis der for eksempel kørte en bil forbi huset, skulle hun hen og se ud ad vinduet for at sikre sig, at det ikke var ham.

– Især de to første måneder, hvor jeg sad i kørestol og ikke vidste, hvor ødelagt jeg var, var slemme. Da havde jeg mareridt hver nat.

I dag er det halvandet år siden, Louise vågnede på hospitalet, og der er langt mellem mareridtene. Hun er flyttet til en hemmelig adresse i en ny by og er ved at opbygge et netværk igen. Hun har måttet starte forfra, for udover en enkelt veninde har hun mistet alle sine venner. Hun har fået sit drømmejob som blomsterdekoratør og er fokuseret på at skabe en god fremtid for sig selv og sin søn. Et nyt liv.

Ekskæresten er i fængsel. Han fik syv års fængsel for drabsforsøget, og der er stadig længe til, at han kommer til at færdes frit. I mellemtiden har Louise fået fuld forældremyndighed, og hendes ekskæreste har ikke ret til samvær med sønnen.

Ar for livet

Selv om Louise er kommet videre, kommer hun aldrig over det. På hendes hals og kæbe lyser arrene hvidt. På halsen og kroppen har hun lange ar, hvor kniven brød gennem huden. På kæben er et stort ar efter operationen, hvor lægerne reparerede hendes knuste kæbeben. Man ser det ikke, men kæben er lam og holdes sammen af noget, der minder om en cykelkæde.

– Folk opdager kun, at der er noget galt, når jeg for eksempel sidder med dressing ned ad hagen og ikke kan mærke det, griner Louise.

Hun er glad for, at hun slap med en lam kæbe. I faldet brækkede hun bækkenet, men det var kun halvanden centimeter fra, at hun havde brækket ryggen i stedet.

– Jeg sad i kørestol i to måneder efter overfaldet, og det var selvfølgelig slemt. Mest fordi jeg ikke vidste, om jeg ville komme til at gå normalt igen. Men havde jeg brækket ryggen, havde jeg måske siddet i kørestol resten af livet. Så er det trods alt en mindre ting, at jeg kommer til at savle en gang imellem. Det kan jeg heldigvis godt grine ad.

Du er ikke alene

Gennem flere år var Louise et offer. Det er hun ikke længere. Hun har fået vendt sine oplevelser til noget positivt og bruger dem til at hjælpe andre voldsramte kvinder.

– Det er vigtigt for mig, at min historie kan bruges til at hjælpe andre, så de ved, at de ikke er alene, siger Louise.

For at skabe fokus på problemet har hun ladet sig fotografere til kampagnen Red Min Søster, som Danner står bag. Det er en udstilling, der kan opleves i en række danske byer. Her vil Louise fortælle sin historie for at skabe opmærksomhed på problemerne med vold mod kvinder.

Nogen, der forstår

Det har hjulpet Louise at være åben om sin historie, for det har bragt hende i kontakt med andre kvinder, der har levet i voldelige forhold. Det er en stor hjælp at have veninder, der forstår, hvad hun har været igennem og stadig må slås med.

– De spørger ikke, hvorfor jeg ikke bare gik fra ham, sådan som andre kan finde på. For de ved godt, hvorfor man ikke bare går. Det behøver vi slet ikke at snakke om, og det er en stor lettelse. I stedet hjælper vi hinanden med at komme videre.

Hun råder andre voldsramte kvinder til at tale med nogen.

– De skal vide, at de ikke er alene. Og så skal de vide, at hvis de har tanken om, at der er noget galt, så er der noget galt, og så skal de søge hjælp.

LÆS OGSÅ: Signes mand og mor begik selvmord