Jeg efterlod mit barn på P-pladsen - Hittebarnet, del 1

Jeg havde været på bordellet i næsten to år, og alt var i den skønneste orden. Det hele ændrede sig, da jeg fik dig. Og selv om jeg elskede dig højt, måtte jeg give dig fra mig.

Mit navn er Naija, og jeg flygtede fra Nigeria til Ukraine i 1998. Jeg opholdt mig ulovligt i landet, og jeg arbejdede på et bordel i al hemmelighed. Her var jeg stand til at forsørge mig selv, og min bordelmutter, Irina, og de andre tøser behandlede mig godt.

Men til vores månedlige sundhedskontrol gjorde Irina mig opmærksom på, at jeg igen ikke havde taget mine p-piller regelmæssigt. Hun skældte mig ud og sagde, at jeg skuffede hende og de andre piger på bordellet med min egoistiske adfærd. Jeg sagde undskyld, selv om jeg syntes, hun overreagerede.

Kort tid efter kontrollen begyndte jeg alligevel at mærke forandringer. Jeg skød det til side. Jeg tænkte, det nok bare var den tid på måneden, og at det snart ville gå over. Da symptomerne havde stået på i nogen tid, tog jeg en graviditetstest. Den var positiv. Det var en klar regel på bordellet om at få en abort, hvis uheldet var ude, men da det lille plus-symbol tonede frem på testen, skete der noget uventet i mig. Du var i mig. Du var min. Og jeg kunne slet ikke vente med at lære dig at kende.

Jeg anede jeg ikke, hvem faderen var. Det kunne jo være hvem som helst. Når jeg tænker tilbage på situationen, har jeg svært ved at forklare, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Det var så uansvarligt. Men da jeg opdagede, du var i min krop, var det udelukket at få en sen abort - jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at jeg ikke skulle have dig.

I den følgende tid tænkte jeg på dig hele tiden. Jeg fantaserede om dit udseende, og jeg forestillede mig, at vi ville lave små dukker og sy tøj til dem. Dengang tænkte jeg slet ikke over, hvor alvorlig situationen var. Jeg var euforisk, og jeg måtte bare fortælle det til min bedste veninde Aneta. Jeg var usikker på, hvordan hun ville reagere. Men hun blev glad på mine vegne, og hjalp til med at dække for mig i dagligdagen, så Irina ikke fandt ud af noget. Det var rart at have Aneta ved min side i denne periode, hvor min krop forandrede sig markant.

Graviditeten var heldigvis ikke særlig synlig, men symptomerne var voldsommere end normalt. Jeg svingede tilfældigt mellem slem kvalme og stor sult, og mine bryster blev ømme og store. Aneta var bekymret, men jeg forsikrede hende om, at jeg havde det fint. En dag var jeg nødt til at forlade en kunde midt i akten, fordi det gav et jag i mit underliv. Jeg havde desuden voldsom kvalme. Jeg troede, jeg havde været diskret med din og min lille hemmelighed, men jeg tog fejl…

Irina var rasende, da hun fandt ud af det: ”Hvad fanden har du gang i?! Jeg troede, vi havde aftalt, at du ville komme til mig, hvis der var problemer? Aneta siger, du er gravid! Hvorfor har du ikke sagt noget til mig?” Jeg havde aldrig set Irina så oprevet før. Et skridt bag hende stod Aneta og kiggede ned i jorden. Irina spurgte mig: ”Hvor langt er du henne?” Jeg var flov over, at jeg havde holdt det for mig selv, og jeg forklarede Irina, hvordan jeg havde været i stand til at skjule det for hende. Jeg husker dårligt nok hendes reaktion, for pludselig blev jeg svimmel, og det føltes varmt mellem benene. Da jeg kiggede ned, var vandet gået. Jeg gik i panik og skreg: ”Det er for tidligt! Det er alt for tidligt!” og Irina gik med et fra at være vred til at være meget bekymret. Hun beordrede mig ned at ligge, og hun sendte Aneta ud efter klude og varmt vand. Irina havde en fortid som sygeplejerske, og hun bevarede overblikket, mens det hele stod på, så jeg fødte dig på gulvet i klinikken.

Bagefter, da du lå på min mave og kæmpede med at få noget at spise, hørte jeg Irina og Aneta diskutere, hvad vi skulle stille op med dig. Det var absurd at ligge med dig, hud mod hud, mens de talte om, hvordan de hurtigst muligt kunne slippe af med dig.

Jeg fortalte Irina, at det var udelukket at bortadoptere dig. At jeg havde tænkt mig at beholde dig. Hun kiggede på mig og spurgte, hvordan jeg havde tænkt mig at have et barn her, når jeg også skulle betjene 15 kunder hver dag? Irina endte med at give mig et ultimatum. Enten skaffede jeg mig af med dig og fortsatte mit arbejde, eller også røg vi på gaden uden opholdstilladelse. Det var et umuligt valg: Du var jo enestående – min baby, og du lå og smilede op til mig. Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder, for jeg indså, hvor umuligt det hele var.

Desperat undersøgte jeg, om jeg kunne aflevere dig hos nogen, der kunne passe på dig. Jeg havde hørt nogle af de andre piger snakke om babyluger i Tyskland, hvor man kan aflevere nyfødte børn i trygge hænder, men der var for langt uden en bil. Jeg følte mig alene og bange.

Med tungt hjerte valgte jeg at aflevere dig på det nærmeste hospital. Jeg var bange for at blive opdaget, så jeg satte dig på parkeringspladsen et stykke fra hovedindgangen. Jeg skammede mig, men samtidig fortalte jeg mig selv, at det var det bedste for dig. For nu ville du i det mindste få chancen for at få et bedre liv, end det jeg nogensinde ville kunne give dig.

Jeg håber, du med tiden vil kunne tilgive mig.

Se også: Jeg solgte min krop