Jeg er ødelagt for altid, men mine børn klarer den. Jeg forlod sekten - del 4

Det var ubeskriveligt hårdt at forlade sekten og jeg er skadet for altid. Men jeg gjorde det for mine børns skyld og det er jeg glad for, for de er i dag fri for frygten for dommedag og lever helt almindelige liv.

De Ældste sagde, jeg havde dømt mig selv til døden, men jeg forsøgte jo også at give mine børn muligheden for at leve et. Det føltes, som det helt rigtige at gøre. Men der kom en ny hverdag, hvor jeg måtte starte helt fra bunden af. Ole var meget vred og bitter på mig. Han havde åbenbart slet ikke set det komme. Han valgte at flytte til en anden landsdel og indgå i en ny menighed, og han valgte ikke at have kontakt med vores børn. Han troede, at han på den måde kunne straffe mig, men i virkeligheden var det Louise og Jesper, der blev straffet.

Jeg måtte gå til kommunen og bede om økonomisk hjælp. Jeg havde aldrig fået nogen uddannelse, for i Jehovas Vidner havde tankegangen været den, at tiden var alt for kort til uddannelse. Det vigtige var at bruge tiden og kræfterne på at redde folk, og så måtte man bare tjene penge, som man bedst kunne. Kommunen foreslog, at jeg fik økonomisk støtte til at tage en uddannelse. Men sporene fra opvæksten i menigheden var som tatoveret i min sjæl. Jeg begyndte at mærke en lammende angst, når jeg gik til undervisning, og jeg kunne slet ikke samle mig om at høre efter. Selv om jeg havde været en dygtig elev i folkeskolen, var jeg nu ude af stand til at lære noget, fordi angsten for dommedag fortsat boede i mig. Samtidig kæmpede jeg en indædt kamp for, at Louise og Jesper kunne få psykologhjælp til at komme igennem de store omvæltninger, der var sket i deres liv. De havde jo ikke blot mistet deres far, de havde også mistet det samfund, vi tidligere havde været en del af.

Min storebror, Stefan, slog uden tøven hånden af os, da jeg forlod Jehovas Vidner, og selv om mine forældre ikke direkte havde droppet os, var kontakten ikke længere så varm, som den før havde været. Min egen læge mente, at jeg var deprimeret, og at min tilstand kunne sammenlignes med posttraumatisk stress. Jeg begyndte at anse døden for den eneste løsning. Min sagsbehandler på kommunen sagde, at jeg skulle starte ved en psykolog. I et helt år gik jeg trofast hos hende to gange om ugen, og jeg syntes selv, jeg gjorde store fremskridt. Men da jeg havde fået i alt 124 timer hos psykologen, blev det pludselig stoppet. Jeg blev oplyst om, at der var sket en procedurefejl, for så mange timer ville normalt ikke kunne bevilges. Jeg var bare slet ikke færdig med at få bearbejdet alt det, der havde ophobet sig i mig.

Derhjemme måtte jeg være mine egne børns terapeut, for de havde heller ikke glemt den frygtelige dommedag. Psykologen gav mig nogle værktøjer, så jeg kunne hjælpe Jesper og Louise. Det førte til en udmarvende kamp mellem mig og det offentlige. Jeg måtte slås for mere tid hos psykologen, og jeg var over de næste år gennem både den berømte blækklattest og meget andet, som mundede ud i en erklæring om, at min arbejdsevne var lig nul. Til dato har jeg haft over 400 psykologtimer. Jeg må erkende, at det ikke var spor nemt at forlade Jehovas Vidner. Angsten for dommedag kan stadig lure i mig, og jeg føler i dag, at jeg ikke blot blev udstødt af menigheden. Efterveerne af udstødelsen kom til at betyde, at jeg også blev udstødt af arbejdsmarkedet.

I dette kaos mødte jeg ved et tilfælde en mand, som jeg i dag er gift med. Til at begynde med var det svært; Fra at have levet alene med børnene i mange år var der nu pludselig en anden voksen i min tilværelse. Han var og er i stand til at yde mig forståelse, kærlighed og omsorg, men det skræmte mig også. For han så mig som en stærk og selvstændig kvinde, og det følte jeg slet ikke, at jeg kunne leve op til. Men vi har fundet ud af det og lever lykkeligt sammen i dag. Nu piner det mig bare, at jeg ikke er i stand til at bidrage til, at vi kan leve et økonomisk godt liv, fordi jeg ikke kan arbejde.

Men mine børn trives i dag. Det er min belønning. De er flyttet hjemmefra og lever deres egne liv. Det er helt almindelige, glade liv med uddannelse, kærester, juleaftener, ferierejser og fester. Så et eller andet sted lykkedes min mission alligevel.

Se også: "Du har dømt dig selv til døden". Jeg forlod sekten - del 3