Jeg magtede ikke at være mor

Alt gik godt, da Ida Sørud fødte sin datter. Der var ingen komplikationer, og lille Flora kom til verden som en sund baby. Men noget var alligevel helt forkert: Ida havde det forfærdeligt indeni.

Ida var god til at føde. Lægerne på fødestuen roste hende, mens hun kæmpede med smerterne i den ulidelige varme, der væltede ind over landet den 16. juli 2018. 

Hun kunne næsten ikke være i sin egen krop, men snart ville pinslerne heldigvis være forbi. Så snart hendes datter var ude, ville alt forvandle sig til den største og reneste lykke.

Det var det indtryk, Ida havde fået, når hun havde hørt andres rørende fødselsberetninger eller set billeder på Facebook af nybagte forældre, der strålede om kap med deres lille guldklump i favnen.      

Men da Ida fik sin egen baby op på brystet, var det ikke lykke, hun følte. Det var derimod en overvældende angst.

For stort et ansvar

- Jeg kunne slet ikke rumme, at jeg var blevet nogens mor. Det var alt for stort et ansvar, og jeg ønskede ikke at have det ansvar. Jeg ville ikke have, at hun var min, og jeg kunne heller ikke forstå, at hun var min. Det gik så stærkt, så jeg nåede slet ikke at få mig selv med i det. Det var helt uvirkeligt for mig, at det rent faktisk var mig, der lå dér med en baby i armene. Og en kæmpe antiklimaks, at jeg ikke følte nogen glæde ved det, siger Ida Sørud, som skammede sig dybt over sine følelser.

- Man ser jo i film, at når kvinden har født, græder alle af lykke, og det hele er lyserødt og fantastisk med enhjørninger og glimmer. Sådan havde jeg det overhovedet ikke. Jeg følte ikke den der kæmpe tilknytning til mit barn med det samme, og det gjorde utroligt ondt at erkende. Men jeg smilte, det bedste jeg havde lært, og sagde ”iiiih” og ”nååårh”, så ingen skulle opdage det. Lige i dét øjeblik ønskede jeg at skjule, hvordan jeg havde det.

Kunne ikke sove

Ida tænkte dog ved sig selv, at jordemoren nok så lige igennem hende. Det måtte jo også stå et sted i hendes journal, at hun allerede under sin graviditet havde talt med en anden jordemor og luftet sine bekymringer omkring, hvordan det hele skulle gå, når hun blev mor. 

Læs også: Jeg ville være den perfekte mor

Så længe Ida kan huske, har hun nemlig kæmpet med en psykisk sårbarhed, som særligt har vist sig, når hun har stået over for store forandringer. Det var for eksempel angstprovokerende for hende at starte på efterskole og i gymnasiet. Hvordan ville hun så ikke reagere på den vel nok største forandring af alle – at blive mor?

Men ingen på fødestuen eller barselsgangen spurgte ind til, hvordan Ida havde det. Bortset fra lidt råd om amning og efterveer handlede det hele om datteren Flora, som lægerne til gengæld undersøgte fra top til tå. Og da hun lod til at være i fin trivsel, blev den lille familie – Ida, kæresten Henrik og deres førstefødte baby – efter to dage sendt hjem.   

Råbte om hjælp

- Jeg havde forestillet mig, at der først ville være en udskrivningssamtale, hvor vi blev spurgt om, hvordan det gik, og om vi overhovedet var klar til at tage hjem. Men vi fik bare besked på, at nu kunne vi pakke vores ting og sige farvel. Så det måtte vi jo gøre. 

Ida havde ellers prøvet at fortælle en sygeplejerske, at hun ikke kunne sove, fordi hun var bange for, at datteren ville stoppe med at trække vejret. Men sygeplejersken smågrinede bare. Det var helt normalt, at nybagte forældre ikke sov, lo hun.

- Det var sikkert sagt i god mening og for at berolige mig. Men det havde den stik modsatte effekt. Jeg følte, at jeg råbte om hjælp, så højt jeg kunne, men der var ingen, som hørte mig. Og det gjorde bare min angst endnu værre.

Angsten fortsatte

Ida håbede, at det ville hjælpe at komme hjem og få fødselsoplevelsen lidt på afstand. Hun havde jo heller ikke haft det godt på barselsgangen, så måske var det alligevel ikke så slemt at blive udskrevet.  

Men angsten fortsatte derhjemme og overtog snart hele hendes krop.  

- Jeg frygtede, at jeg var ved at blive sindssyg. Jeg følte et stort mørke indeni på et tidspunkt, hvor jeg burde føle den største lykke i mit liv, og det var svært at se meningen med noget som helst. Alle de bekymringer, jeg havde haft under graviditeten, lod til at gå i opfyldelse, og jeg blev bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv. For jeg tænkte, at hvis jeg skulle blive ved med at have det sådan her, ville jeg ikke være her mere.  

Ida snakkede ikke med Henrik om, hvordan hun havde det. Han var sikkert også rundt på gulvet over at være nybagt far, tænkte hun. Og hvis hun italesatte sine følelser over for ham, som hun var så tæt på, blev det hele pludselig også alt for virkeligt.

Noget var helt galt

Det hjalp ikke ligefrem på Idas tilstand, at deres hus samtidig var ved at blive renoveret og derfor vrimlede med håndværkere fra tidlig morgen til sen aften. Alligevel blev netop dét et vendepunkt, for på grund af kaoset flyttede den lille børnefamilie hjem til Idas forældre, og her kunne hun ikke længere skjule, hvordan hun havde det. 

- Det gik ret hurtigt op for min mor, at noget var helt galt. Jeg kunne ikke overskue at være sammen med nogen – og slet ikke Flora. Jeg gjorde alt for at komme ud af huset alene og brød grædende sammen, når jeg kom hjem igen. Vi prøvede først at lade Flora sove inde hos min mor om natten, så jeg kunne få noget ro, men vi indså hurtigt, at det ikke hjalp. Der skulle noget helt andet til.

Ida kunne ikke få fat på sin sundhedsplejerske, som var på sommerferie, og hvis hun ville have en ledig tid til en efterfødselssamtale på hospitalet, måtte hun vente 3-4 uger. Det var ikke en mulighed. Ida havde brug for hjælp nu.

Helt smadret indeni

Hun besluttede derfor at kontakte psykiatrisk skadestue i Odense, som tog venligt imod hende, da hun dukkede op sammen med sin mor, Henrik og den nu fire dage gamle Flora. Lægen og sygeplejersken, som tilså Ida, kunne godt se, at hun havde det dårligt, men de mente umiddelbart, at nogle mere strikse regler for hendes søvnhygiejne var alt, hvad der skulle til. Ida skulle derfor blot undgå skærmtid lige før sengetid.

- Jeg var helt smadret indeni, da de sendte mig hjem med et ”det skal nok gå”. Jeg følte igen, at jeg blev fuldstændigt misforstået, og at ingen lyttede til mit råb om hjælp. Jeg sad her med min lille baby i et venteværelse på psykiatrisk skadestue og var klar til at lade mig indlægge. Det er jo ikke noget, man bare lige gør, hvis man ikke mener, at man har desperat brug for hjælp. Alligevel tog ingen mig alvorligt.   

To dage senere var Ida tilbage på psykiatrisk skadestue. Denne gang var hun fast besluttet på at slå i bordet, indtil nogen lyttede og lod hende indlægge. Hun følte ikke, at hun kunne tillade sig andet, for hendes lille datter havde brug for en mor, der var rask. 

Indlagt uden datter

- Heldigvis var det den samme læge og sygeplejerske, som tog imod mig, og de kunne begge se, at jeg ikke havde fået det bedre. Faktisk var det bare blevet endnu værre, så jeg blev indlagt med det samme. Det var kun Henrik, der var med mig denne gang, og vi græd begge to, da han sagde farvel og kørte hjem uden mig. Det, der indtil videre havde været helt uvirkeligt, blev pludselig alt for virkeligt.

Psykiatrisk afdeling er ikke et sted for børn, fik Ida at vide, så indlæggelsen blev uden den blot seks dage gamle Flora. 

Læs også: Kristina fik en fødselsdepression

- På den ene side var jeg lettet over at være alene, for jeg følte mig ikke i stand til at være hendes mor og ville egentlig bare væk fra det hele. På den anden side ville jeg jo inderst inde ønske, at jeg var rask og sammen med min datter, og dét, at jeg nu var et sted, der var ”uegnet for børn”, understregede bare, at jeg i min tilstand var ”uegnet som mor”. Det gjorde ufatteligt ondt.

Indlæggelsen varede i syv uger, og Ida er overrasket over, hvor lidt der egentlig skete i løbet af den tid.

Lavede ingenting

- Jeg havde en idé om, at når jeg blev indlagt, ville der blive lagt en intensiv behandlingsplan for at få mig hjem til min baby så hurtigt som muligt. Jeg fik da også en masse medicin og nogle psykologsamtaler, men for det meste gik tiden bare med at lave ingenting. Jeg snakkede også med de andre, der var indlagt, men nogle dage kunne man opleve, at man slet ikke snakkede med nogen.

Ida tror, at hun ville være blevet udskrevet hurtigere, hvis der var lagt en klarere plan for hendes behandling, men hun er ikke ude på at klandre nogen. 

- De gjorde, hvad de kunne, med de få hænder, der er til rådighed. Og jeg tror også, at den ro, jeg fik ved ikke at lave noget, i sidste ende var god for mig. Jeg fik lov til at gøre ting i mit eget tempo, og efterhånden som jeg fik det bedre, mærkede jeg også savnet til min datter mere og mere.

Brug for distance

Mens Ida var indlagt, fik hun besøg af Henrik og Flora hver dag. Nogle gange var de hos hende i halve dag, andre gange blot nogle timer. Det afhang af, hvor meget Ida kunne overskue. Og heldigvis føler Ida ikke, at tiden væk fra datteren har skadet deres forhold. Tværtimod. 

- Jeg har haft sindssygt dårlig samvittighed over ikke at være der for hende, men jeg havde brug for den distance for at kunne genskabe forholdet til hende. Og jo længere tid, jeg var væk fra hende, desto mere savnede jeg hende. Det var det mest forfærdelige, hver gang Flora og Henrik skulle hjem igen, for det føltes så forkert, at jeg ikke skulle med dem, men bare måtte stå bag en glasrude og vinke farvel. Det fik en masse følelser til at falde på plads i en positiv retning.

Ida er dybt taknemmelig for Henriks store indsats som ”alenefar”, mens hun var indlagt. 

Nervøs for at vende hjem

- Der er ingen tvivl om, at han har trukket et kæmpe læs, selv om mine veninder også har hjulpet utroligt meget. Han har klaret det sindssygt godt, og der er ikke en finger at sætte på, hvordan han passede på hende. 

Det var da også med en god portion nervøsitet, at Ida vendte hjem til sin kæreste og datter igen. De havde jo fået deres helt egne rutiner i hendes fravær, og det var ikke givet, at hun kunne træde direkte ind i deres lille boble uden at føle sig sat ud på et sidespor. Hvad nu, hvis det kun fungerede, når hun var væk?

- Det var selvfølgelig hårdt at skulle tilkæmpe sig en plads, som man helt naturligt burde have, men det gik, og jeg fik det bedre og bedre – både med mig selv og med Flora. I dag er hun 20 måneder, og jeg er den mor, jeg altid gerne har villet være for hende. En god mor. 

Skilles som venner

Desværre gik det ikke mellem Ida og Henrik. I november sidste år tog de en stor beslutning, da de valgte at gå fra hinanden. Men de skiltes som gode venner, understreger Ida.

- Vi har det godt sammen, og samarbejdet omkring Flora fungerer rigtig fint, siger hun og tilføjer:

- Det vil være løgn at sige, at tiden omkring min indlæggelse ikke har påvirket vores parforhold, for selvfølgelig sker der noget, når den ene part er sat ud af spillet, og den anden står med det hele. De indbyrdes roller ændrer sig. Men det er ikke den primære årsag til, at vi går fra hinanden. Jeg kan bare sige, at Henrik håndterede hele forløbet omkring min indlæggelse helt forbilledligt.   

Ida fortæller, at Flora trives i bedste velgående som altid. Ida selv er også et godt sted i livet, selv om hun erkender, at hun nok altid vil kæmpe med en psykisk sårbarhed.

Vil gerne have flere børn

- Men jeg synes, at jeg efterhånden kender mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg skal opsøge hjælp og insistere på at få den. 

Hvis Ida en dag møder en ny mand, vil hun ikke afvise tanken om at få endnu et barn.

- Jeg har aldrig drømt om, at jeg kun skulle have et barn. Jeg har selv to søskende, og jeg synes, at det er noget af det bedste, man kan give sine børn. Jeg vil selvfølgelig være nervøs for, at historien gentager sig, men jeg tror også på, at der i så fald vil blive sat ind med hjælp meget tidligere, fordi jeg har den historie, jeg har.