Jeg mobbede Andreas - han tog sit liv

Jeg var den sidste, der talte med Andreas inden han begik selvmord og sprang. Og jeg var én af dem, der mobbede ham. Dette er mit brev til hans forældre og det svar, jeg fik tilbage.

Jeg var den sidste, der talte med Andreas inden han begik selvmord og sprang. Og jeg var én af dem, der mobbede ham. Dette er mit brev til hans forældre og det svar, jeg fik tilbage.

Se også: Mobbet på sidste skoledag

Kære Andreas’ familie.

Mit navn er Sheila og jeg var med til at mobbe Andreas. Jeg var ny i klassen og var bange for at blive holdt udenfor, og Andreas var det perfekte offer fordi han skilte sig ud.

Han havde sådan nogle sjove briller, der gjorde, at han lignede Harry Potter. Vi grinede ad ham og kom med spydige bemærkninger og han plejede at grine og virkede altid glad. Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville høre til i en gruppe og jeg troede ikke at mobningen gik ham på.

Både lærere og psykologer har siden forsøgt at overbevise mig om, at jeg ikke er skyld i Andreas’ død. Men jeg var med til at mobbe Andreas og var på den måde med til at skubbe ham ud fra broen den aften. Man kan ikke dele skyld op i småportioner. Vi er alle lige skyldige og må påtage os et ansvar for, at sådan noget ikke sker igen. Det er det bedste, jeg kunne gøre, når jeg nu ikke kan skrue tiden tilbage,

Da sidste skoledag kom og vi allesammen mødtes for at fejre det sammen stødte jeg tilfældigt på Andreas, og vi faldt i snak. Han stod med en kasse øl og sin kammerat Mads, og vi sludrede om, hvad der skulle ske senere på aftenen. Pludselig var Andreas ikke længere ”Harry Potter” for mig. Han var Andreas – en ganske almindelig dreng, som jeg gik i parallelklasse med. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg havde været med til at drille ham. Han var jo en hyggelig, sjov og tiltalende fyr. Det piner mig i dag, at jeg ikke dengang fik sagt undskyld til ham. Senere på aftenen deltog jeg i en fest, der blev pludselig vældig populær blandt de øvrige elever. Der kom flere og flere forbi og bankede på, men den voksne, der var til stede den aften, valgte at afvise de sidste, der ankom. Vi var simpelthen blevet for mange.

Andreas var en af dem, der blev afvist, og tilfældet ville, at jeg blev den sidste, der talte med ham, inden han forlod stedet. Jeg fortryder i dag bittert, at jeg ikke tog ham alvorligt, da han sagde de ord, som jeg sent vil glemme: ”Livet er noget lort. Jeg har ikke lyst til at leve mere”. Vi var fulde begge to, og jeg tog det dengang som en spøg, sagt under indflydelse af for meget alkohol. Inden han gik, sluttede Andreas af med at sige, at vi måske skulle ses senere.

Efter min sidste snak med Andreas gik jeg tilbage til festen. Kort efter modtog jeg en sms-besked på min mobiltelefon. En veninde skrev, at hun havde fået en bekymrende sms fra Andreas. Der stod: ”Jeg springer nu. Hils Mads og sig, at han er en god dreng”. Vi løb hen til den næremste motorvejsbro. Herfra så vi det uhyggelige syn. Jeg følte mig skyldig i Andreas’ død og i den smerte, I i familien oplevede. At miste en søn på den måde må være det forfærdeligste, man som forældre kan opleve.

Min mor blev vidne til, hvordan jeg klistrede væggene på mit værelse til med artikler om tragedien. Det var det første, jeg vågnede op til om morgenen, og det sidste, jeg så, inden jeg slukkede lyset om aftenen. Det var det rene selvpineri og med til at fastholde mig i smerten, så min mor besluttede at pille artiklerne ned.

Jeg havde efterfølgende en lang række nedture. Jeg begyndte på en efterskole, men jeg oplevede, at selv her blev andre elever mobbet og det gav mig endnu mere skyldfølelse, og jeg fortalte mine kammerater, hvordan jeg selv havde været med til at mobbe, og hvad der var sket. Jeg håber, det har været med til at få nogle til at tænke sig om.

I dag studerer jeg på Pædagogseminariet og gennem min uddannelse vil jeg forsøge at forhindre, at andre børn begår min fejl – eller skal lide mobbeofferets smerte.

Kærlig hilsen Sheila

 

Kære Sheila

Jeg er rystet over at høre din beretning og om, hvilken smerte du stadig pålægger dig selv. Jeg har stor respekt for, at du påtager dig et ansvar. Men at pine dig selv, som du gør her seks år efter, er urimeligt.

Jeg indrømmer, at jeg længe rettede min vrede mod de skoleelever, der var med til at gøre livet svært for Andreas, men jeg har lært, at vreden ikke læger nogen sår – tværtimod. Og jeg ved også godt, at I ikke var klar over, hvilke konsekvenser jeres mobning kunne have. Derfor er jeg glad for at høre, at du, ligesom vi, bruger enhver lejlighed til at fortælle, hvad mobning i yderste konsekvens kan føre til.             

Sheila, du har lært af det, der skete, og gjort, hvad du kunne for at ændre tingene. Så kan man ikke forlange mere. Lige som vi andre skal du videre i livet, og hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har for længst tilgivet dig.

Kærlig hilsen Andreas’ mor