Jeg smiler mig gennem smerterne

Christin levede en ubekymret tilværelse, og hun elskede at rejse og opleve verden. Så da hun en dag mistede synet på sit ene øje, blev hun ikke for alvor bange. Men det skulle vise sig at være første tegn på en alvorlig sygdom. 

Christin halter lidt. Ellers er det ikke til at se, at hun konstant bærer rundt på en brændende smerte døgnets 24 timer.

– Jeg kan slet ikke huske, hvordan det er ikke at have smerter. Men det må være helt fantastisk, siger 46-årige Christin Schyberg.

Hun husker tilbage på de ubekymrede ungdomsår, hvor hun ofte var at finde i lande som Thailand og Indien. Når hun var hjemme, arbejdede hun som tjener, indtil hun igen kunne drage til eksotiske himmelstrøg.

 

Synet forsvandt

Hun var 30 år, da hun fik de første symptomer. Synet på det ene øje forsvandt.

– Jeg troede, det måske var, fordi jeg arbejdede for meget, fortæller Christin, der flere gange oplevede, at synet svigtede.

Fjerde gang det skete, var hun gravid. Derfor besluttede hun at tage til øjenlæge, der sendte hende videre til en neurolog.

– Da de sagde, at de ville undersøge mig for MS, blev jeg virkelig nervøs. Jeg vidste godt, at det var alvorligt, men samtidig tænkte jeg, at det kun var noget, andre fik, forklarer Christin.

Voldsom diagnose

Hun fødte sin datter i juni 2003, hvorefter hun fik taget et røntgenbillede af hjernen, og da hun fik beskeden om, at hendes værste frygt var en realitet, føltes det, som om livet smuldrede. Ansvaret for sin lille datter og den voldsomme diagnose fik hende til at knække psykisk.

– Min mor var her, så meget hun kunne, så min kæreste kunne fortsætte med at arbejde. Jeg havde det ekstremt dårligt, medicinen gjorde mig endnu mere syg, og jeg kunne slet ikke overskue mit liv, forklarer Christin, der alligevel fandt en indre styrke frem. Langsomt gik det fremad, og hun begyndte at skimte lys
i mørket.

Læs også: Lykkelig mor trods sklerose

Endnu en tragedie

Så blev hun ramt af endnu en tragedie. Hendes mor fik konstateret brystkræft. Men i stedet for at knække Christin skete det modsatte. Hun ville være stærk for sin mor, der havde hjulpet hende så meget, og det var med til at få hende ud af depressionen. 

– Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men en dag sagde jeg til min kæreste, at vi skulle gifte os. Det var nok en slags gave til min mor, fordi jeg kunne se, at hun fik det værre og værre. Så jeg ville arrangere noget, som gjorde hende glad. Jeg købte tøj til hende og arrangerede brylluppet på en måned, fortæller Christin, der to dage før den store dag mistede sin mor til kræften. 

– Det var så forfærdeligt, for hun var jo min bedste ven. Vi valgte dog alligevel at holde brylluppet, og det var en fantastisk fest. Jeg ved, at mor ville være blevet mopset, hvis vi havde aflyst, fortæller Christin.

Læs også: Anne Vibeke fik sklerose som 32-årig: Jeg ønskede kun at dø

Deltidsjob som tjener

Forholdet til hendes nye mand holdt ikke, og to år efter brylluppet blev de skilt. Hverken skilsmissen, morens død eller sygdom fik hende til at miste livsmodet, og selv om hun var førtidspensionist, havde hun stadig lyst til at arbejde.

Derfor var Christin lykkelig, da hun fik et deltidsjob som tjener. Trods smerterne gjorde det hende godt at gå på arbejde. Hun elskede at have kollegaer, og da de sammen var på en hyggelig weekend på en herregård, følte Christin sig for første gang i lang tid som en af flokken.

Brækket kranie

Den aften ramte tragedien igen. Da hun mellem hovedret og dessert gik udenfor for at trække frisk luft, gled hun på de glatte underlag. Hendes hoved landede på en skarp sten, og det viste sig, at hendes kranie var brækket tre steder.

I 10 måneder kæmpede Christin igen for at komme tilbage til livet. Sideløbende med smerterne fra MS skulle hun nu træne sin balance og sin tale, og hun døjede med hovedpine.

– Når lægerne talte om mig, troede jeg, at de talte om en anden. Jeg kunne ikke huske ulykken, men pludselig kunne jeg ikke klare mange af de almindelige ting, som hører en hverdag til, forklarer Christin, der skulle lære at betale regninger, foretage opkald og shoppe på nettet.

Læs også: Far til fire har ALS: Kæmper for sit liv

Gravid igen

Endnu en gang tog hun kampen op. Hun trænede hårdt for at få noget af den gamle hverdag tilbage, og for tre år siden blev hun gravid med sit tredje barn.

– Jeg var nervøs for, hvordan det ville gå. Både i forhold til mit handicap og i forhold til den medicin, jeg tog. Jeg kan huske, at jeg var bange for, at barnet blev født med otte arme og ben, smiler Christin, der fødte en sund og rask pige.

For Christin har det handlet om at dyrke de positive ting i tilværelsen. Hun omgiver sig med ting og mennesker, der gør hende glad, så de hver dag kan minde hende om, at livet er en gave.

– Jeg har altid tænkt, at man må gøre sit bedste i forhold til de kort, man har på hånden. For uanset hvor mange lykkepiller du spiser, vil du ikke få dit liv til at fungere, hvis du ikke har mod på det, fortæller Christin.

Hun har efterfølgende været ramt i benene af kraftige smerter, som lægerne ikke har kunnet forklare. Derfor var hun også i en periode nødt til at lade sin yngste datter bo hos sin far. Datteren er efterfølgende kommet hjem igen hver anden uge, men hunden Bello har været nødt til at få et andet hjem. 

– Det har været svært at være så handicappet, at jeg ikke kunne passe mit eget barn. Men igen. Alle har deres. Jeg har haft de skønneste mennesker omkring mig. Så uanset hvordan man vender og drejer det, er mit liv også en stor gave.