Jeg svigtede min mand

Gnisten i mit ægteskab var død og jeg havde en affære uden min mands vidende. Men en dag så jeg min mands bil i en trafikulykke og det ændrede alt.

Min mand, Henrik, og jeg havde været gift i 27 år, børnene var for længst flyttet hjemmefra, og selv om vores ægteskab var godt, så var gløden mellem os ved at dø ud. Jeg manglede også noget at tage mig til, nu hvor jeg ikke længere var mor på fuldtid, så jeg meldte mig på et weekendkursus for spirende forfattere. Det var her, jeg mødte Poul, og kurset kom hurtigt til at handle om alt andet end at skrive. Jeg prøvede at ignorere den effekt, Poul havde på mig, men vi endte alligevel med at snakke sammen, gå ture sammen og en aften delte vi også en flaske vin. Jeg har ingen god undskyldning for, hvad der derefter skete. Lykkefølelsen skyllede igennem mig den nat. Det var længe siden, jeg sidst havde følt mig så fjollende forelsket, men de moralske tømmermænd slog hårdt. Og Poul og jeg blev enige om at slutte det, når weekenden var ovre.

Jeg havde aldrig før været Henrik utro, og jeg lukkede i som en østers, da han bød mig velkommen hjem med et kys og et knus og spurgte, hvordan weekenden havde været. Livet gik videre, men jeg savnede den følelse, Poul havde givet mig, og mod al sund fornuft genoptog jeg kontakten med ham. Det varede ikke længe, før han begyndte at snakke om, at jeg kunne flytte ind i hans hus, som han boede i for sig selv. Det var meget fristende at starte en ny tilværelse, der var meget mere spændende, end det liv jeg havde med Henrik.

Jeg var i total vildrede, men jeg besluttede mig for, at jeg ville fortælle Henrik om mit forhold til Poul. Henrik havde som sædvanlig sat sig ved bordet med morgenavisen, så jeg dårligt nok kunne se ham. ”Har du opdaget, at jeg også sidder her”? spurgte jeg spidst og blev egentlig selv lidt forbavset over min egen tone. Han kiggede forbløffet op fra sin avis: ”Jamen, skat, jeg ved jo, at du er der, og det er dejligt”, svarede han og så læste han videre. ”Det kan godt være, at du ved, jeg er her, men det ville dog være dejligt, hvis du gad anerkende det! Jeg er jo ikke nogen selvfølge i dit liv, vel”? råbte jeg. Han så trist på mig, hvorefter han samlede sine ting sammen på bordet. ”Nu kører jeg, for du er åbenbart ikke særlig glad for mit selskab lige nu”. Med disse ord skyndte han sig ud ad døren, mens jeg samlede mine ting og gik ud til min bil. Jeg ville ud til Poul.

Jeg var ikke kommet langt, før jeg sad fast i en kø på motorvejen. I det fjerne skimtede jeg de blå blink, og da jeg langsomt rykkede forbi ulykkesstedet, gik verden i stå. Det var Henriks bil! Pludselig blev der banket hårdt på ruden. Det var chaufføren fra bilen bag mig, der kaldte mig syg i hovedet for at sidde og glo på andre menneskers ulykke, og som i en trance drejede jeg om og kørte hjem. Da jeg kom ind ad døren, faldt jeg sammen: For mit indre blik så jeg vores bryllup, vores børns fødsler, dengang han tog fri, fordi jeg brækkede benet ... Hvad havde jeg dog gjort? Vi havde skiltes på så uforsonlig en måde, og nu var han måske...

Min mobil ringede, og jeg fór sammen. Var det hospitalet? Var han i live? Jeg måtte være der for Henrik! Jeg tog telefonen og blev mødt af Pouls stemme, der spurgte, om jeg ville hjem og hygge mig med ham og en middag. Jeg skreg ubehersket ind i røret, at jeg hverken ville have ham eller hans mad. ”Forsvind ud af mit liv! Du er mit livs største fejltagelse”, råbte jeg og lagde på. Jeg var så ude af den, at jeg besvimede kort efter. En blid rusken vækkede mig, og til min overraskelse stod Henrik over mig, uskadt og i live. Jeg græd som en pisket, og Henrik lignede et kæmpe spørgsmålstegn, da jeg spurgte ham om ulykken. Det var ikke hans bil, jeg havde set.

Vi havde en lang snak, hvor jeg fortalte ham om ulykken, om Poul, og om hvor ensom jeg havde følt mig i vores ægteskab de seneste år. Mod min forventning tog Henrik det helt roligt, og vi blev enige om at arbejde på vores ægteskab. Jeg skrev en undskyldende og afsluttende besked til Poul for at gøre det ordentligt forbi mellem os, og Henrik og jeg er siden blevet bedre til at kommunikere og gøre ting sammen. Gløden er tilbage i vores forhold, og jeg vil aldrig tage ham for givet igen.

Læs også: Min affære fik følger