Jeg var en mobber

I folkeskolen mobbede jeg min klassekammerater. Det føler jeg stadig stor skyld over i dag, men heldigvis har min gode veninde tilgivet mig, og vi er bedste venner i dag.

Da jeg begyndte i skole, havde jeg nemt ved at få venner, men jeg var ret dominerende og slem til at bagtale andre. Min mor var alkoholiker, så jeg hævdede mig i skolen ved at gøre livet surt for andre. Vi havde en dreng i vores klasse, som hed Jørgen og han virkede usoigneret og legede mærkelige lege. Udover over det havde han en uheldig kropsbygning, der fik hans numse til at se ud som om han gik med ble. Den eneste der gad have noget med Jørgen at gøre var Niels Ole, som var en lettere overvægtig og umådelig høj dreng. De to drenge havde et sammenhold uden om alle os andre. Stort set alle i klassen mobbede dem, men jeg var den, der førte an. Vi sagde, at Jørgen gik med ble – sådan så det jo ud. Vi sparkede ham bagi, skubbede og slog ham og ingen greb ind. Vores klasse blev opfattet som ”vanskelig” og ikke uden grund, for der var en meget dårlig stemning.

Vores kvindelige klasselærer måtte grædende opgive at have os og overlod klasselærertjansen til en mandlig lærer, som vi fra den første dag havde stor respekt for. Men inden han overtog os, blev der sat en skolepsykolog på klassen. Psykologen fandt ud af, at jeg var den mest dominerende i klassen og ansvarlig for klikedannelser. Jeg opfattede det som ret sejt. Meningen med at bruge de mange psykologtimer på os havde vist været, at klassen skulle hjælpes på ret køl. Men det skete ikke. Hvis man ikke gik i det rigtige modetøj, udløste det grove drillerier. Det samme gjaldt elever der faktisk lavede deres lektier, opførte sig ordentligt eller trak sig tilbage fra klassens hårde kerne. Så fik de øgenavne som ”Fessor” og lignende. Jeg nød min magt som klassens leder og at føre an i mobningen. Samtidig med det havde jeg en veninde, Mette, der gik på en anden skole. Det pudsige var, at Mette selv blev mobbet i sin egen klasse, og det vidste jeg udmærket godt. Hun blev mobbet fordi hun var fan af Birthe Kjær og elskede papirklip. Alligevel havde hun og jeg et dejligt venskab, men da jeg blev 14 fik jeg min første, rigtige kæreste og uden betænkning skrottede jeg venskabet med Mette

Efter niende klasse forlod jeg folkeskolen og begyndte i gymnasiet. Her var jeg ikke længere den førende elev, men det generede mig ikke. Måske var det endda en slags lettelse for mig ikke længere at skulle forsvare posten som klassen leder. En dag så jeg Jørgen på gågaden. Jeg ved, at han også genkendte mig, men han valgte helt bevidst at ignorere mig. Det kom helt bag på mig, hvor forfærdeligt det føltes. Jeg fik åndenød, så elendigt havde jeg det pludselig med mig selv. Jeg ønskede, at jeg kunne gøre det hele om. Jeg ville nok aldrig have syntes specielt godt om Jørgen, for han generelt var mærkelig og anderledes. Men det var bare ikke grund nok til at gøre hans skolegang til et helvede.

Senere mødte jeg min mand Steen. I skolen var han den, der støttede mobbeofrene. Jeg fortalte ham om min skoletid, og troede han ville give mig syndsforladelse, men det skete ikke. ”Du fortjener at blive plaget af skyldfølelse”, sagde han. Jeg fik lyst til at kontakte Mette, så jeg skrev til hende, og til min store glæde ringede hun mig op. Vi aftalte, at jeg skulle besøge hende, og hun var helt som jeg huskede, men meget ensom. Vi begyndte at ses ofte, og vi blev tætte veninder igen. ”Det må have været skæbnen, der fik dig til at skrive til mig”, sagde hun en dag og fortsatte: ”Den dag, brevet kom, følte jeg mig så ensom, at jeg helt alvorligt overvejede at begå selvmord”. Det kom helt bag på mig. Vores kontakt havde altså betydet, at der igen var kommet lidt lys i hendes tilværelse.

I dag har Mette fundet sig en sød kæreste, som hun har købt hus sammen med, og de planlægger bryllup. Hvad mig selv angår, er jeg en helt anden end før i tiden. Før jeg gik i gang med at skrive denne beretning, lykkedes det mig at finde Jørgens mailadresse. Jeg sendte ham en mail, og nogen tid efter kom der svar. Han skrev, at han ikke bar nag til mig, men at han ikke ville tale om fortiden. I min indre ”karakterbog” har jeg dog stadig et stort minus på grund af det, jeg gjorde mod ham. Men på plussiden står heldigvis den betydning, jeg som voksen fik for Mette. Vi er stadig nære veninder i dag.

Se også: Jeg mobbede Andreas