Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

Kan man elske igen, hvis man lige har mistet sit livs kærlighed? Min kæreste Oskar døde alt for tidligt, men midt i sorgen blev jeg forelsket igen - i hans bedste ven.

Jeg var aldrig i tvivl om, at Oskar var mit livs kærlighed. Vi mødtes, da han var 12 år, og jeg var 14. Nogle år senere blev vi kærester og flyttede i lejlighed sammen. Jeg blev gravid lidt ved et uheld, men vi besluttede os for at beholde barnet. Oskar var i lære som gartner og jeg arbejdede som vikar i en butik. Vi havde lige lejet en gård og skulle til at skulle flytte. Alt tegnede lyst og vi var så lykkelige.

Ulykken skete i oktober sidste år, to dage før Oskar fyldte 19 år. Jeg var ude for at købe ind til fødselsdagen. Jeg talte i mobiltelefon med Oskar, der var på vej for at hente mig i bil. Det blev vores sidste samtale. Kort efter, vi havde sagt farvel, kom Oskar for langt over i den modsatte kørebane. Hans bil ramte ind i en lastbil, og han blev dræbt på stedet. Daniel var Oskars bedste ven. De havde mødt hinanden på deres uddannelse to år tidligere og kaldte hinanden for ”brødre”. Daniel besøgte os tit og blev også gode venner med mig.

Da tragedien ramte, fandt Daniel det naturligt at fortsætte besøgene og hjælpe mig mens jeg var højgravid, selv om han også selv var knust. “Jeg kan da ikke svigte min ven.” sagde han. Sorgen knyttede os endnu tættere sammen end tidligere. Så tæt, at Daniel, sammen med min søster, var med til fødslen den 3. december. Babyen blev forløst ved kejsersnit, så Daniel holdt faktisk den lille ny før mig. Både Daniel og jeg finder trøst i, at ”lille-Oskar” ligner sin far så meget. – Det er især i øjnene, når han smiler.

Jeg besluttede, at den lille skulle opkaldes efter sin far. Jeg lavede også en mindebog over ”store-Oskar”. Fotografier, artikler, dødsannoncer, bånd- og videooptagelser og andre minder har jeg gemt omhyggeligt. Efter ”lille-Oskar”s fødsel begyndte Daniel at tilbagelægge de små 90 kilometer mellem min og hans egen hver dag. Han skiftede ble på den lille, legede med ham og passede ham som en søn. I de næste par måneder forstod både Daniel og jeg, at vores følelser havde ændret karakter.

Jeg talte med Oskars bedstemor om det. Hun har selv prøvet at finde kærligheden efter at have mistet sin mand. Hun sagde, at ligegyldigt om der gik kort eller lang tid, ville der altid være nogen, der syntes, at det var forkert, og andre, der syntes, det var rigtigt. Og hvis følelserne er der, kan man lige så godt følge dem først som sidst. Det råd valgte vi at følge. Daniel erklærede sin kærlighed til mig og lovede, at han ville passe ”lille-Oskar” som sin egen søn. Og at han ikke vil gøre forskel, hvis vi får et barn mere, sammen. Jeg sagde til gengæld, at Daniel ikke behøvede at køre hjem den aften. Ingen af os vil nogensinde glemme Oskar. Vi vil altid elske ham, men midt i sorgen fandt vi hinanden.

Se også: Min mor begik selvmord