Min datter blev misbrugt af min kæreste

Min datter Dina fik alt hvad hun pegede på og levede et priviligeret teenage-liv. Men sandheden om Dina’s liv var mere grusom og uhyggelig, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Hun fik nemlig alle de gaver og penge af sin stedfar for at holde mund om, at han misbrugte hende seksuelt.

 

I 2011 var min datter Dina 12 år, og hendes klassekammerater var misundelige på hende. I deres øjne havde Dina alt, hvad de gik og drømte om, men vi lærte alle sammen snart at der ingen grund var til at være misundelig på hende.

Vi boede på en dejlig, stor gård tæt på skoven og en sø. Dina var enebarn og blev forkælet på alle måder af sin stedfar, Espen. Flere gange om året fik hun ny cykel. Hun havde sit eget værelse med computer, tv og playstation. Hun havde altid penge på lommen og altid klædt i det nyeste modetøj.

Derfor kunne de fleste af os ikke forstå, at Dina blev mere og mere mut og indelukket. Hun gik hver dag direkte hjem fra skole, og hun ville ikke lege eller gå til sport, som hun ellers tidligere altid havde været glad for og dygtig til. 

Sådan havde Dina aldrig opført sig før, og vi undrede os alle sammen. Lærerne kunne ikke forstå, hvorfor top-eleven Dina pludselig sakkede mere og mere bagud i forhold til de andre i klassen, og jeg var nok den der allermindst forstod min datters sociale og psykiske nedtur.

”Så tag dig dog sammen, pige. Får du ikke alt, hvad du peger på?” spurgte jeg ofte Dina, når hun endnu en gang havde trukket sig ensom og trist tilbage på sit værelse. Men sandheden om Dina’s liv var mere grusom og uhyggelig, end vi kunne forestille os.

Hun fik nemlig alle de gaver og penge af sin stedfar for at holde mund. Hver gang Dina var blevet seksuelt misbrugt af Espen fik hun valget mellem at få en kostbar ting, hvis hun holdt mund om de seksuelle overgreb, eller også truede han hende med at slå hende ihjel, hvis hun sladrede. Valget var ikke svært, og derfor tav og led hun i ensomhed. Sådan gik livet sin svære gang for Dina indtil en forårsdag i 2013, da hun var blevet 14 år. I fire år havde hun levet med tiltagende overgreb fra Espens side. Hun kunne ikke længere udholde livet og forsøgte at begå selvmord ved at hænge sig i gårdens lade.

Det var mig, der fandt hende, og jeg var både febrilsk og rasende. Jeg fik hende ned og ind i huset, og før jeg vidste af det, begyndte jeg at skælde hende ud og pressede hende til at fortælle mig, hvad i alverden hun havde gang i. Midt i min storm af ord råbte Dina endelig op:

”Det er stedfar. Han er ond ved mig. Han kommer ind på mit værelse om natten og tager bukserne af mig. Det gør han også, når vi kører i hans lastbil. Hvis jeg fortæller dig, hvad han gør ved mig, vil han slå mig ihjel.”

Trods Espens uhyggelige trussel, kunne Dina ikke stoppe sin fortælling, da hun først var kommet i gang. Hun havde åbnet Pandoras æske, og fire års smerte væltede ud i den ene hårrejsende historie efter den anden.

Vi flygtede sammen samme dag fra hjemmet og fik husly hos en af mine gode veninder, og rystende af sorg, skam og raseri meldte jeg Espen til politiet. Vi havde været gift i 10 år, og jeg troede at han havde taget Dina til sig som sin egen. Jeg fortalte også politiet, at jeg virkelig ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han havde gjort ved min lille pige. Det føltes så uvirkeligt og forfærdeligt.

Espen fandt os hos min veninde og truede med at slå os alle tre ihjel, hvis jeg ikke trak anmeldelsen tilbage. Han råbte, skreg og skabte sig nok så heftigt, men løbet var kørt. Dina var allerede blevet afhørt af de sociale myndigheder, og politiet kunne med sikkerhed fastslå, at hun fra 2011 til 2013 var blevet voldtaget eller misbrugt mindst 17 gange. Trods sin unge alder kunne Dina tidsfæste de forskellige overgreb, fordi hun hver gang havde fået en stor gave som en cykel, et tv, en computer eller nyt tøj.

I 2013 fik Espen en kombinationsstraf. Han skulle tilbringe tre et halvt år på et psykiatrisk hospital, hvor han skulle behandles for sin abnorme seksualitet. Hvis lægerne skønnede det forsvarligt, skulle han afsone den sidste tid af sin straf i fængsel med henblik på resocialisering. Men Espen var langt fra kureret.

Han blev overført til afsoning som planlagt og i 2018 begyndte han at få udgang, først med ledsager og senere alene. Han røg direkte ud i kriminalitet, men han blev ikke opdaget. Først syv dage før sin løsladelse den 27. januar i år klappede fælden endnu en gang. Espen havde indledt et nyt forhold til en kvinde, og under sine udgange havde han konsekvent misbrugt sin nye kærestes datter. Datteren var 10 år, ligesom Dina var, da han første gang forgreb sig på hende. Behandlingen på det psykiatriske hospital havde ikke hjulpet. Hans forkrøblede hjerne og sind var lige så sygt, som før han blev sendt til afsoning. Nu er han anbragt på livstid på en lukket afdeling på et psykiatrisk hospital uden mulighed for nogensinde at blive overført til normal afsoning. Jeg tror det er til alles bedste, at det er blevet sådan.

Men tilbage står jeg og spørger mig selv, hvordan jeg dog havde kunnet tage så meget fejl af et menneske? Havde det dog bare været mig, han havde forgrebet sig på. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, at jeg lukkede det uhyre ind i Dinas og mit hjem.

Se også: Min mand krævede sex for husholdningspengene