Råbte nedsættende ord til dansk-indisk kvinde: Derfor var det ikke en hadforbrydelse

Der skal mere end grimme ord til for, at en kriminel handling er en hadforbrydelse, forklarer Bent Isager-Nielsen, Rejseholdets tidligere leder.

Du har før skrevet om hadforbrydelser her i bladet, og du omtaler også emnet i din nye bog “I lovens navn”.

Sidste år var der en meget omtalt drabssag på Bornholm, hvor der ifølge politiet og anklagemyndigheden ikke var tale om en hadforbrydelse eller racisme, selv om den ene af de to gerningsmænd havde et hagekors og ordene “white power” tatoveret på sit ben, og offeret var en sort mand. Billedet herover viser den shelter i Nordskoven, hvor manden blev slået ihjel.

Nu har jeg læst om en dom, hvor en mand i Søborg for nylig er frifundet for en hadforbrydelse i en voldssag, selv om han brugte racistiske ord om det kvindelige offer.
Hvorfor er der ikke tale om en hadforbrydelse i et sådant tilfælde?

Venlig hilsen CE

Hej CE

Du har ret i, at jeg i Ude og Hjemme nr. 40 sidste år – og i min seneste bog – er inde på begreberne racisme og hadforbrydelser i forbindelse med kriminalitet.

Sagen, du omtaler, er fra 13. februar i år og udspillede sig på en parkeringsplads i Søborg lidt uden for København.
En uoverensstemmelse mellem to kvinder om en parkering udviklede sig voldeligt, da en 67-årig mand, som var ægtefælle til den ene af kvinderne, en etnisk dansk kvinde, blandede sig.

Den anden kvinde, som er af anden etnisk oprindelse end dansk, vistnok indisk, blev udsat for truende og voldelig adfærd fra manden, som også overøste hende med ukvemsord og blandt andet kaldte hende for “perkerluder”.
Manden stoppede først sin adfærd, da en ældre, pensioneret politimand greb ind og fik tilkaldt politiet.

Havde brugt udtrykket

Københavns Vestegns Politi efterforskede sagen, og den lokale anklagemyndighed i politikredsen mente, at der var tale om en hadforbrydelse, så det blev den 67-årige gerningsmand tiltalt for.

19. maj blev han ved Retten i Glostrup dømt for vold og trusler, men frifundet for hadforbrydelse, selv om det blev lagt fast, at han havde brugt det nævnte udtryk og lignende over for offeret.
Det erkendte han i øvrigt også selv.

Statsadvokaten, som er den overordnede anklagemyndighed, har efterfølgende meddelt, at man ikke vil anke dommen til landsretten, da man ikke forventer, at landsretten vil komme til et anderledes resultat.

Skældte ud på politiet

Drabssagen fra sidste år på Bornholm fik dele af den politiske venstrefløj til at skælde ud på politiet, fordi sagen ikke blev efterforsket som en hadforbrydelse.

Selvfølgelig er der stor forskel på en trussels- og voldssag og en drabssag, men det skulle ikke undre mig, hvis nogen, med baggrund i frifindelsen i voldssagen fra Søborg, vil antyde – ligesom man gjorde i forhold til politiet og anklagemyndigheden sidste år på Bornholm – at domstolene er racistiske, når de som her “kun” dømmer for vold og trusler.

En hadforbrydelse er imidlertid først en hadforbrydelse, når gerningsmanden målrettet går efter at skade nogen, fordi vedkommende har en bestemt tro, etnicitet, seksualitet eller lignende.
Selve årsagen og motivet til gerningsmandens handling skal hænge sammen med det.
Det var hverken tilfældet i drabssagen fra Bornholm eller i voldssagen fra Søborg. De to gerningsmænd, brødrene, blev idømt 14 års fængsel.

Nedværdigende udtryk

Hvis man reagerer voldeligt eller truende i en konflikt om noget helt andet, og i den sammenhæng slynger racistiske, homofobiske eller lignende grimme ord af sted, er det ikke bevis for en hadforbrydelse.

Når det drejer sig om vold og voldelige konflikter, bliver der ofte sagt ondskabsfulde, nederdrægtige og diskriminerende ord – uden at det er selve baggrunden for volden.

Jeg kender også til sager, hvor gerningsmænd med anden etnisk oprindelse end dansk bruger nedværdigende udtryk i forbindelse med en trussel eller et seksuelt overgreb mod en etnisk dansk pige.

Det ville nok udvande formålet med bestemmelsen om hadforbrydelser, hvis bestemmelsen bliver brugt, hvor det ikke er bevist uden for enhver rimelig tvivl, at volden eller truslen udelukkende er baseret på ofrets etnicitet, tro eller seksualitet.
For det er netop de omstændigheder, som paragraffen om hadforbrydelser omtaler.

Hvis for meget bliver gjort til hadforbrydelser uden grund, er der til sidst ingen ting, der er hadforbrydelser.
Til gengæld kunne man efter min mening måske overveje fra politisk hold at gøre det til en skærpende omstændighed og give ekstra straf, når nogen ud over selve volden eller truslen håner offerets etnicitet, tro eller seksualitet.

Venlig hilsen Bent