Syv helte hyldes: Du betyder alt

Helte findes ikke kun i tegneserier og på film. Nogle gange er de lige i nærheden. Det er personer, som er gjort af noget helt særligt, og som har haft afgørende betydning for andres liv. Ude og Hjemme har mødt syv.

Louis ofrede sin nyre for mig

Natacha Kragesteen (billedet foroven) er født med en nyredefekt, som blev opdaget for 10 år siden, da hun som 18-årig blev indlagt med høj feber og stærke smerter i siden. Det var dog først syv år senere, at sygdommen blev livstruende.

Natacha kom på ventelisten til en ny nyre, og kæresten, Louis, tilbød sig som en mulig donor, men det lykkedes ikke at finde et match på den begrænsede danske venteliste.

Ved et tilfælde blev Louis opmærksom på et nyreudvekslingsprogram i USA, hvor en nyrepatient og en villig donor, der desværre ikke passer sammen, bliver matchet med andre par i samme situation. På den måde kunne Louis altså donere sin nyre til en fremmed, der så ville have sin egen donor klar, som kunne give en nyre til Natacha.

Louis var ikke i tvivl. Han ville med glæde ofre en del af sig selv, så hans kæreste kunne blive rask. Den 13. februar 2020 blev både han og Natacha nyreopereret i USA, og i dag har Natacha det bedre, end hun har haft det i mange år.

– Jeg har mere energi og overskud nu. Jeg er så taknemmelig for, at Louis donerede sin nyre, så jeg kunne få mit liv tilbage, siger hun.

Moster blev min nye mor

Michala Røjkjær har kun få minder om sin mor, Tenna. Men hun har fået fortalt, at de to var utroligt tætte og lignede hinanden på en prik. Desværre fik de kun fire år sammen. I 2011 blev Tenna fundet død på sofaen i sit hjem, uden at der forinden havde været nogen faresig­naler. Hun led ganske vist af sukkersyge, men sygdommen var under kontrol, og det var et stort chok for familien, som aldrig fik dødsårsagen at vide.

Efter tragedien flyttede Michala ind hos sin moster, Vibeke, som tog den lille pige til sig som sin egen datter. Blot 14 dage inden Tennas død havde Vibeke lovet sin lillesøster, at hvis der nogen sinde skulle ske hende noget, ville hun passe godt på Michala. Dét løfte holdt hun. Michala er vokset op hos Vi­beke, og hun har aldrig manglet kærlighed.

Selv i den første svære tid efter søsterens død var Vibeke fuldt fokuseret på Michalas trivsel. Først når hendes niece sov, kunne Vibeke finde ro til også at bearbejde sin egen sorg over Tenna. Michala, der i dag er en skøn og smuk teenager, trives fortsat, og det giver hun Vibeke æren for. 

– Hun betyder alt for mig. Hun er som min anden mor, siger Michala om sin moster.

Stefan gav mig smilet tilbage

I 2014 styrtede Rikke Eggersgaards verden i grus, da hendes mand, Karsten, blev ramt af en hjerneblødning. Syv uger senere døde han på hospitalet, og Rikke var pludselig enke som 30-årig og alenemor til Emma, fire, og den blot syv måneder gamle Adam. 

For Rikke var tabet af Karsten ubærligt. Hun gik i praktisk ”mode” og fokuserede på alle de ting, der skulle ordnes efter hans død. Og så gik hun usædvanligt meget i byen. Men uanset hvor meget hun festede og fik ordnet, forsvandt de triste følelser ikke. 

Otte måneder senere mødte hun en sød mand ved navn Stefan i et chatforum. De blev kærester og flyttede sammen efter få måneder, og Stefan dannede også hurtigt et tæt bånd til Rikkes børn. 

– Stefan har aldrig bedt mig eller børnene om at glemme Karsten, og det er jeg ham dybt taknemmelig for. Sorgen forsvinder aldrig, og det er fantastisk at føle, at man har lov til at tale om den og ikke bare skal gemme den væk. Stefan har været en kæmpe støtte hele vejen igennem. Han kan sagtens rumme, når jeg er ked af det på grund af Karsten, og det elsker jeg ham for, smiler Rikke.

Min søn reddede mit liv

15-årige Oliver Skadhauge-Jensen viste imponerende handlekraft, da han en sommernat i 2018 hørte sin mor råbe på hjælp. Han løb hen til forældrenes soveværelse og så sin far, Lars, ligge livløs i sengen. 

– Han havde ingen puls, og han trak ikke vejret. Jeg kastede mig instinktivt over ham og begyndte at give hjertemassage, siger Oliver, som fortsatte utrætteligt i otte minutter, indtil ambulancefolkene ankom og overtog redningen.

Lars havde fået hjertestop som følge af en forsnævring i den ene kranspulsåre. I en hel time kæmpede redderne videre for at stabilisere ham, og han blev til sidst lagt i kunstig koma i sit eget hjem. Halvandet døgn senere vågnede han op på Rigshospitalet. Han havde klaret sig igennem uden varige men – ikke mindst takket være sin søn.

– Jeg kigger tit på Oliver og tænker: Wauw! Jeg var stolt af ham i forvejen, men nu er jeg det om muligt endnu mere, siger Lars.

Frieda er der trods min sygdom

Da Philip Nielsen var syv år, opdagede lægerne en kræftsvulst i hans hjerne. Den er umulig at fjerne og vil sandsynligvis ende med at tage livet af ham. – Lægerne sagde, at jeg ikke ville overleve mine teenageår. Det gjorde jeg, men betyder det så, at jeg bare har været heldig, og det hele måske er slut i morgen? spørger 21-årige Philip.

Han må leve i uvished – og med sygdommens bivirkninger. – Jeg har store smerter fra både mit hoved og min ryg. Jeg bliver hurtigere træt og går ofte i krampe. Det påvirker mig også psykisk, fortæller Philip, som i lang tid undgik at finde en kæreste, da det kræver noget særligt at dele livet med en dødeligt syg. 

Men så faldt han for Frieda på Tinder. Hun lignede en, der havde den fornødne styrke, syntes han. Og han fik ret.

– Han er jo bare Philip – og ikke sin sygdom. Jeg ser den slet ikke, når jeg kigger på ham. Der er mange, der har sagt til mig, at de ikke kunne være kæreste med en alvorligt syg, men så tænker jeg bare: ”Godt det ikke er dig så,” siger Frieda.

– Ja, jeg fik ret i, at du er typen, der kan klare det meste. – Og det takker jeg dig for, siger Philip og ser kærligt på hende.

Mor lærte mig at elske mig selv

Julie Lykke var tre år, da hendes lange, lyse hår en morgen faldt af. Lægerne konstaterede, at hun havde alopecia – en autoimmun sygdom, hvor kroppen selv angriber hårsækkene. Nogle rammes blot af pletskaldethed, mens andre mister alt hår på hovedet, i ansigtet og på kroppen. Sidstnævnte tilstand, alopecia universalis, er den variant, Julie har.

Hendes mor, Michele, frygtede for den barndom, datteren ville gå i møde, når hendes udseende adskilte sig så meget fra andres. Hun besluttede sig for at gøre alt i sin magt for at forklare Julie, at hun var smuk og værdifuld, præcis som hun var. 

Michele overøste derfor sin datter med komplimenter hver dag og hang spejle op overalt i hjemmet, så Julie kunne vænne sig til sit spejlbillede og lære at elske det. Hun kronragede sig endda også for at bevise, at man sagtens kan holde af sig selv uden hår. Metoderne virkede. I dag stråler 19-årige Julie af selvtillid.

– Jeg er vild med mit udseende. Min mor har betydet alt for den måde, jeg ser mig selv på. Hun har banket selvtillid ind i mig gennem hele min opvækst, indtil den til sidst sad der af sig selv, siger hun.

Heidis støtte hjalp mig videre

Det var kærlighed ved første blik, da Karsten og Heidi mødte hinanden til Grøn Koncert i 2007. Deres forhold blev dog sat på en hård prøve allerede fire måneder senere, da Karsten faldt ned fra et stillads og brækkede ryggen.

En fejloperation ødelagde hans nervebaner, og lige siden har han levet i et smertehelvede. Han har måttet opgive jobbet som tømrer og har ikke overskud til at se vennerne så meget som før.

– Det liv, jeg levede før ulykken, er ødelagt, siger Karsten Bonde Andersen stærkt berørt.

Heidi har han til gengæld stadig. Hun veg aldrig fra Karstens side, selv om deres forhold var nyt, og deres fremtid usikker. Selv når han var allerlængst nede, kæmpede hun stædigt videre for dem begge.

Med Heidis støtte har Karsten lært at sætte pris på livet igen og på de ting, han trods alt stadig har.

– Hun er årsagen til, at jeg eksisterer endnu. Hun holder mig oven vande, understreger Karsten.