Elaine overfaldet og forsøgt voldtaget: Det var ren ondskab

Elaine var på vej hjem fra Bakken, da hun blev brutalt overfaldet af to mænd. De forsøgte at voldtage hende og filmede det hele på video. Elaine vidnede imod dem, og begge er nu idømt fængsel.

– Skal du slås ihjel?

Elaine kan mærke hans varme ånde på sin kind, da han spørger hende. Hun ligger i skovbunden i Dyrehaven ved Klampenborg og har forsøgt at flygte fra to unge mænd, der slog hende omkuld bagfra og overfaldt hende med både spark og knytnæveslag.

– Jeg tænkte for mig selv, at det her kommer jeg ikke levende fra, fortæller 43-årige Elaine Colombo fra Charlottenlund.

Læs også: Reddet af 'selfie' på Facebook

Kan ikke få ro

Elaine kan ikke sidde stille, mens hun taler. Hele tiden vandrer hun hvileløst rundt i lejligheden i Charlottenlund. Der er ting overalt, væggene er fyldt med hatte, store buster, og på endevæggen i stuen hænger der billeder af Jomfru Maria i forskellige farver – med og uden glimmer. Elaine fortæller, at der også har været sådan inde i hendes hoved siden den uhyggelige sensommeraften den 29. september 2019.

– Siden den aften har jeg haft svært ved at samle mig om noget som helst. Det kører hele tiden oppe i mit hoved, og jeg kan ikke få ro. Jeg er hele tiden bange, hele tiden ked af det og hele tiden i mine følelsers vold. 

Dårlig mavefornemmelse

Elaine havde planlagt, hun skulle ud og have en festlig aften med kæresten. Det var den sidste dag på året, hvor forlystelsesparken Bakken havde åbent, og det er som regel en festlig aften, hvor musikken er høj, gæsterne er glade og fadøllene mange. Men Elaines mavefornemmelse fortalte hende, at det ikke var en god idé at tage af sted. 

– Det var den slags mavefornemmelse, man så godt kender, men sjældent lytter til. Det gjorde jeg desværre heller ikke den dag, fortæller hun. 

Læs også: Forsøgt voldtaget på campingplads

På jagt efter forsvunden kæreste 

Elaine ringede til sin teenagedatter og spurgte, om hun ville med, det ville hun ikke. Elaine tog derud med kæresten, for som hun selv fortæller, havde hun brug for en aften med sjov og fest. Og det var også festligt i starten. På et tidspunkt blev Elaine og kæresten væk fra hinanden. Hun gik rundt og ledte efter ham, men stemningen var stadig høj, Elaine dansede, drak og havde det sjovt, mens hun gik på jagt efter den forsvundne kæreste. 

– Men jeg kunne mærke, der var noget, der ikke var godt. Jeg følte mig overvåget.

Utryg

Helt specifikt var det to unge mænd, som gjorde Elaine utryg. Hun kunne mærke deres øjne på hende, og på et tidspunkt opsøgte de hende. Elaine snakkede med dem i et stykke tid, men da hun pludselig fik det dårligt, bad hun dem om at lade hende være og gå videre. 

Det gjorde de. Så mens Elaine sad på en bænk og samlede kræfter til at gå mod en taxa for at komme hjem, gik de to unge mænd videre til en anden beværtning. Hun kan ikke huske, hvor lang tid hun sad på bænken, inden hun besluttede sig for at rejse sig og gå ned ad en mørk vej gennem en skov for at få fat i en taxa. Men på vej derhen stødte hun ind i de to unge mænd igen. Et møde, hun den dag i dag stadig er mærket af.

Læs også: Voldtægtsmand fik tæsk af kvinde

En hånd bagfra

De unge mænd sagde, de skulle med toget for at komme hjem og skulle den samme vej som Elaine. De foreslog, at hun kunne følges med dem. Hun svarede ikke, men gik i rask tempo mod togstationen, et par skridt foran de unge mænd.

– Pludselig kan jeg mærke en hånd, der kommer bagfra og tager fat om min mund, så jeg ikke kan skrige eller få vejret, og før jeg når at registrere mere, har han væltet mig ned i skovbunden og er begyndt at sparke mig, fortæller Elaine.

Ville bare væk

 

Mens Elaine blev sparket og slået på kroppen og i ansigtet af den ene af de to mænd, filmede den anden det hele med sin mobiltelefon. De grinede begge to.

– Jeg følte mig som et dyr, de bare legede med. Det var så tydeligt, de nød at gøre skade på mig.

Elaine kæmpede desperat imod, og på et tidspunkt slap hun væk fra de unge mænd. Men fordi hun var så afkræftet af alle slagene, nåede hun ikke langt, før de indhentede hende og fortsatte overfaldet.

Læs også: Nægter drab på kvinde

Skreg om hjælp

Elaine forsøgte at kradse og rive, slå overfaldsmanden, men forgæves. Han var for stærk. Han forsøgte også at rive bukserne og trusserne af hende.

– Men jeg vidste, at hvis de også fik voldtaget mig, ville jeg ikke kunne leve med mig selv, fortæller Elaine. 

Hun skreg om hjælp, alt hvad hun kunne, i håb om, at nogen ville komme hende til undsætning. Og tilsyneladende fik hendes skrig gerningsmændene til at løbe væk og flygte i en bil. 

Kan ikke genkende sig selv

Elaine vendte efter overfaldet blødende og stærkt fortumlet tilbage til Bakken, hvorfra der blev slået alarm  til politiet.

På hospitalet kunne man senere konstatere skaderne: Fem tænder var slået ud, næsen var brækket, og hun havde rifter og sår i hele ansigt. Hovedbunden var ét blodigt sår med mos, jord og pinde i.

– Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Det kan jeg stadig ikke, fortæller Elaine.  

Læs også: Fange i sit eget hjem

Dømt til fængsel

Efter overfaldet blev gerningsmændene, to 27-årige håndværkere, identificeret og kom i juli for retten. Dna-prøver, vidneudsagn fra andre og Elaines forklaringer var med til at sende dem i fængsel.

Manden, der filmede, fik et år og seks måneders fængsel, mens overfaldsmanden, der også havde andre sager på samvittigheden, fik en kombinationsdom, der udløste tre år og seks måneder bag tremmer. Derudover fik Elaine en erstatning på 60.000 kroner.

Dommene og erstatningen er et plaster på såret, men det har ikke gjort Elaine “så god som ny”. Hun har fået konstateret ptsd og kan i dag stadig ikke passe sit arbejde.

– Jeg kan intet overkomme. Jeg er så ulykkelig, at jeg kunne dø, siger Elaine, mens hun tørrer øjnene.

Vil stå åbent frem

På dårlige dage har hun følt, at livet var for mørkt, og flere gange har hun overvejet, om det er værd at leve. 

– Jeg har mistet tiltroen til andre mennesker. Før troede jeg, at alle mennesker havde noget godt i sig. Det tror jeg ikke mere, og den tanke er svær at holde ud, fortæller hun. 

For Elaine er det hårdt at tale om overfaldet, og hun er stadig så påvirket, at hun ikke forlader lejligheden, medmindre det er nødvendigt. Men det er vigtigt for hende, at hendes historie kommer ud. 

– Folk skal vide, hvad det betyder, når sådan noget sker. For det er jo desværre ikke kun mig, det sker for. Folk skal vide, at det har konsekvenser, både fysisk og psykisk, og vi skal sørge for, at det ikke sker igen.   

Læs også: Gratis at slå Nanna til blods