Leika voksede op i otte plejefamilier: Sendt væk juleaften

Leika var kun 10 måneder, da hun første gang kom i pleje. Hendes mor var alene og ramt af sklerose, og Leika fik aldrig lov til at blive hos en familie. Den manglende omsorg gjorde hende vred.

Det var juleaften og mørkt uden for taxaen. I bilen sad Leika og hendes tvillingebror. De var seks-syv år og var på vej væk fra deres mor. De skulle hen til nogle fremmede mennesker i et fremmed hus, som de kun havde besøgt kort nogle uger forinden.

Leika forstod ikke, hvorfor deres mor var blevet så vred på dem, at de blev sendt væk. Hun huskede bare, at hendes mor havde kaldt dem utaknemmelige, fordi de ikke havde sagt nok tak for gaverne.

– Mor ville virkelig gerne have den her stemning, hvor vi bare sad og nød det juleaften. Men den stemning var der ikke. Så røg vi ud til en taxa og hen til en plejefamilie. En overgangsplejefamilie. Det var sådan en, vi var hos, når min mor blev indlagt for sin sklerose, hvis hun skulle have ny medicin, eller hvis vi skulle flyttes fra en anden plejefamilie, siger 29-årige Leika Fuglsang fra København.

Otte familier

Da Leika fyldte 18 år, havde hun været anbragt i otte forskellige plejefamilier. Den første anbringelse fandt sted, da hun var 10 måneder, da hendes mor fik konstateret sklerose og frivilligt anbragte sine børn i aflastning.

Karen Fuglsang, som Leikas mor hed, havde selv været anbragt som barn, og hendes største drøm var at stifte en kernefamilie med far, mor og børn.

Men drømmen kom aldrig rigtigt til at gå i opfyldelse. Ni år før Leika kom til verden, fik Karen en datter, og efter nogle år blev hun alenemor. Da Leika og hendes bror blev født, var der ikke nogen mand i morens liv. Det blev derfor storesøsterens opgave at sørge for, at hendes to nye søskende havde rene bleer og mad i maven.

Sklerosen svækkede især morens ben, men for Leika var sygdommens værste konsekvens, at moren mistede sit overskud.

I 1995 medvirkede Karen Fuglsang i en artikel i Ude og Hjemme sammen med sine børn, og her beskrev hun, hvordan hun trods sin sygdom altid kunne finde noget at glæde sig over – at børnene var centrum for hendes glæde. I Leikas erindring er det dog ikke glæden, der fylder mest.

– Det handlede mest om, at min mor skulle hvile sig og slappe af.

Leika fortæller, at hendes mor ikke brød sig om at blive set som syg, men at hun alligevel anglede efter omsorg. En omsorg, som i mindre grad gik den anden vej.

– Jeg har aldrig hørt min mor sige, at hun elsker mig. Det gik op for mig til min konfirmation, da min storesøster holdt en tale, hvor hun sagde direkte til mig og min bror, at hun elskede os. Der gik det op for mig: ”Gud, det har jeg aldrig hørt min mor sige”.

Leika har dog også varme minder om sin mor. Som barn var det bedste, hun vidste, når de sad og så “Station 2” sammen i fjernsynet. Krimiprogrammet var uhyggeligt for de små børn, men så havde de en god grund til at krybe op i deres mors favn.

– Min mor havde en lænestol med en skammel på, og så passede det lige med, at jeg kunne ligge på den ene side, og min bror på den anden side.

Leika understreger, at hun og hendes søskende aldrig led fysisk overlast.

Jaloux på plejefamilie

Opholdet hos plejefamilierne blev et pusterum for Leika og hendes bror, som altid blev anbragt sammen.

– Problemet var bare, at min mor blev jaloux, hvis vi havde det for godt hos andre. Hun ville ikke have, at vi knyttede os tættere til dem end til hende.

Hun husker en episode, hvor hendes plejeforældre, som hun var glad for, ville overraske dem med en tur i Disneyland. Det havde de ikke sagt til Leikas mor, for det skulle være en dejlig overraskelse.

Min mor blev så rasende, at hun kaldte det et tillidsbrud, og det kom til at betyde, at vi ikke måtte være der mere. Jeg tror, det var, fordi de kunne give os noget, som hun ikke kunne, siger Leika.

De mange opbrud gik ud over Leika, der som barn aldrig knyttede et tæt kærligt bånd til nogen, og i dag tænker hun, at hendes mor burde have fået hjælp til at træffe bedre beslutninger for sine børn.

– Min mor var alene, syg og udmattet, der burde have været nogen, der hjalp både hende og os til at få den varige omsorg, vi havde brug for. I stedet blev vi kastet rundt fra sted til sted, og det var ikke godt.

– Det gik altid stærkt, når vi blev flyttet. Det skete fra den ene dag til den anden. Jeg havde altid min taske pakket.

Utrolig vred

Som en konsekvens udviklede Leika en stærk vrede, som dengang blev rettet mod hendes mor.

– Jeg begyndte at kalde hende for “Karen” i stedet for “mor”, når jeg var sur på hende. For jeg vidste, at det sårede hende. Jeg blev hidsig og var ikke bange for nogen eller noget. For der var aldrig nogen konsekvenser, der afskrækkede mig. Jeg var jo ligesom allerede i systemet.

Leika husker, at hun kunne finde på at løbe ud på en trafikeret vej foran skolen og stille sig på de hvide vejstriber, mens bilerne kørte forbi.

– På den måde kunne jeg vise over for de andre, at jeg var ligeglad. Jeg vidste, at der ikke ville være nogen, som prikkede mig på skulderen og sagde: ”Hvad har du gang i?” For hvem skulle gøre det? Min plejefamilie måtte ikke helt tage ansvar, og min mor gjorde det ikke.

Ofte endte Leika også i slåskamp i skolegården.

– Jeg har ar fra Annettes negle på min kind. Annette var min ærkefjende, og der blev virkelig revet i hår, kradset og kæmpet.

Alligevel elskede hun at være i skolen.

– For der var voksne, der kunne give mig et kram og trøste mig, og jeg havde en følelse af, at de for det meste troede på mig. Jo mere jeg larmede, desto mere fik jeg lov til at sidde på skødet.

Stak af hjemmefra

Da Leika blev 15 år, afbrød hun forbindelsen til sin mor.

– Jeg var begyndt at komme i nogle mere velstillede familier hos mine klassekammerater. Her kunne jeg se, at der var noget hos dem, som ikke fandtes hos mig. Så jeg skrev til min veninde, om jeg måtte tage hjem til hende, for jeg ville stikke af hjemmefra. Det måtte jeg gerne. Så jeg pakkede mine ting og listede lige så stille ud og tog sko på.

– Min mor kom ud på vejen og råbte efter mig, at hun ville ringe til politiet, og at hun ”aldrig ville se mig mere”. Det var sidste gang, jeg så min mor, i seks år.

Leika måtte igennem flere psykologiske udredninger, før det blev taget alvorligt, at hun var stukket af hjemmefra. At det ikke bare var et typisk ”teenageoprør”. Men til sidst mødte hun forståelse.

– De fandt jo ud af, at mit temperament forsvandt, da min mor forsvandt ud af mit liv. Lige pludselig kunne jeg trække vejret, jeg stoppede med at bande og kunne være en almindelig teenager. Det var en kæmpe byrde, der forsvandt fra mig.

Da Leika blev 21 år, sagde hendes bror, at hun hellere måtte opsøge sin mor igen. Sygdommen var forværret, og hun havde næppe lang tid tilbage at leve i.

– Dér bed jeg tænderne sammen. Men første gang jeg så hende, kunne hun ikke huske, hvem jeg var, på grund af sygdommen. Der forstod jeg, at jeg aldrig ville komme til at snakke med min mor igen.

Hun var ved sin mors side sammen med sine søskende, da deres mor døde på hospitalet.

Leika som barn med sin mor, Karen Fuglsang.

Leika som barn med sin mor, Karen Fuglsang.

Tilgiver mor

Tidligere rettede Leika især sin vrede mod moren over det svigt, som hun var udsat for. Fordi moren ikke ville give andre lov til at elske hende, og fordi hun ikke bare kunne få lov til at falde til i én plejefamilie.

I dag, hvor hun er blevet voksen, ser hun på det med andre øjne, og hun har tilgivet sin mor.

– Mor var syg og svækket, og hun fik ikke den hjælp, som kunne have givet hende et bedre liv og os børn en tryg opvækst.

– Jeg har fået en anden forståelse for hendes situation. Hvis jeg kunne få et ønske opfyldt, ville jeg gå tilbage til min mor og give hende et ordentligt kram. Det lyder måske skørt, men jeg kan godt forstå hendes bitterhed.

– Hvis jeg havde forstået hendes bitterhed dengang, som jeg gør i dag, tror jeg ikke, at jeg havde taget alle de konflikter. Så ville jeg godt kunne have givet hende omsorg. Og dét tror jeg, ville have gavnet os alle sammen. Hun higede jo bare efter, at nogen tog sig af hende. Hun var jo syg og alene mod hele verden.

I dag er Leika næstformand i De Anbragtes Vilkår, hvor hun arbejder for at skabe de bedst mulige forhold for anbragte børn. Hun ved om nogen, hvad der er brug for.

Klarer sig godt

Til næste år skal hun giftes med kæresten Jonathan, og til brylluppet skal hendes kontaktperson, som hun mødte i forbindelse med en af sine anbringelser, føre hende op ad kirkegulvet. Han er blevet en faderfigur for hende.

Leikas søskende har også begge skabt sig et godt liv. Leika giver sine plejefamilier og sit øvrige netværk æren for, at hun selv har klaret sig så godt igennem.

– Jeg har været heldig med, at jeg hele vejen igennem har kunnet hive et menneske fra, som har givet mig kærlighed og troen på mig selv. For hver gang jeg har været et nyt sted, har jeg fået et lille helle eller noget, jeg kunne tage med i bagagen. Jeg er på ingen måde et helet menneske, men jeg har lært at sørge for at have gode mennesker omkring mig.

Leika understreger, at hendes opfattelse af sin barndom, som hun deler her, ikke nødvendigvis er den samme som hendes søskendes opfattelser – at hun alene taler på egne vegne.

– Min bror var bedre til at lege end jeg. En psykologisk undersøgelse viste faktisk, at jeg ikke havde nogen fantasi overhovedet. Der var for eksempel en situation, hvor vi skulle sidde i en sandkasse og måtte bruge alt, hvad der var i den. Min bror fyrede den af med leg, men det eneste, jeg kunne finde på, var at gøre sandet vådt. Det var psykologen vist ikke så imponeret over.

Uanset at der kan være forskellige opfattelser, mener Leika, at der er noget vigtigt at lære af hendes historie.

– Det er, at uanset hvor irriterende et barn er, så er det aldrig barnets skyld. Det er et resultat af de omstændigheder, barnet lever under. Det er vigtigt, at nogen tør være der for barnet. Om det er en lærer, en pædagog, en pedel eller en køkkendame, så skal man ikke være bange for at være i et barns liv i et splitsekund. Det splitsekund kan ændre resten af livet. Vi beder bare om, at der er nogen, som tror på os og kan se vores kvaliteter og styrker.