Mine hunde fik mig på benene igen

En bilulykke vendte op og ned på Kristins liv, og hun måtte pludselig skabe en helt ny tilværelse for sig selv. Hundene Petrine og Trine bærer en stor del af æren for, at hun i dag har fået glæden tilbage.

”Det går galt! Drej!” Det var det sidste, Kristin tænkte, før bilen ramte hende. Derefter blev alting sort.

Ulykken, der på et splitsekund ændrede hendes liv, fandt sted en mørk eftermiddag i november 1997. Den dengang 32-årige Kristin Reine havde fuld fart på karrieren som kemiingeniør og var midt i processen med at bygge sit drømmehus. Hun var på vej hjem, da hun pludselig så de to billygter lige foran sig.

Da hun kom til bevidsthed igen, var der nogen, som snakkede til hende. En læge lænede sig over hende, men ellers er minderne vage. Kristin husker bare, at hun ikke kunne mærke sine ben.

Skaderne var omfattende. Hendes højre knæ var knust, det samme var hendes venstre lår. En lang genoptræning lå forude, og det gik hurtigt op for hende, at intet ville blive som før.

– De første 11 dage efter ulykken var jeg vred. Jeg ville have mit liv tilbage og syntes, det var uretfærdigt, siger den nu 55-årige Kristin fra Drammen i Norge.

Hendes handicap er ikke synligt, mens hun sidder i sin lænestol og fortæller sin historie. Først når hun rejser sig, bliver det tydeligt, at hun ikke kan bevæge sig så let som før. Hun støtter sig for det meste til krykker og bruger en elektrisk kørestol, når hun bliver for træt. Men dengang for knap 24 år siden var det langtfra sikkert, at hun overhovedet ville komme på benene igen. 

Læs også: Søster døde i bilulykke - far døde af sorg

Nægtede at give op

Kristin kunne have sat sig ned og givet op, og hun indrømmer, at hun har haft lyst til det mange gange. Men efter at have set andre resignere tog hun en beslutning. Det var ikke sådan, hun ville leve sit liv.

– Ingen, og især ikke jeg selv, var tjent med, at jeg blev bitter.

Kristin var indlagt på hospitalet indtil påske og fik derefter plads på et rehabiliteringscenter. Her begyndte hun på vandgymnastik to gange om ugen, og det er hun fortsat med dyrke. Hun kalder træningen for livsvigtig.

Hun anskaffede sig også hunden Petrine, og den viste sig at være lige så afgørende for hendes fremskridt. 

– Jeg havde altid ønsket mig en hund, og nu var tiden inde.

Læs også: Camilla fik job trods handicap

Petrine fik sin ejer op at stå og ud på tur, og Kristin er overbevist om, at hun uden sin hund stadig ville være bundet til kørestolen.

I dag tager de sammen ud for at besøge afdelinger for personer med demens. Petrine er certificeret besøgshund, og Kristin kan mærke, at der sker noget i mødet med de ældre. Hendes hund skaber kontakt og glæde hos de demente.

– Det er meningsfyldt. Som at slå to fluer med et smæk. Jeg synes, det er hyggeligt, og de synes, det er hyggeligt. Det berørte mig meget særligt i begyndelsen, fortæller Kristin, som selv blev så begejstret for sin hund, at hun nu har to af slagsen.

I 2004 kom lille Liam til verden, og Kristin blev alenemor med alle de udfordringer, det indebærer. På det tidspunkt kunne hun ikke tilbagelægge mange meter på sine ben. Som kørestolsbruger blev morrollen selvsagt besværligere, men med gode venners hjælp fik hun det til at hænge sammen. Fantasien blev taget i brug – for eksempel blev barnestolen svejset fast til kørestolen – og Kristin har gode minder fra den periode.

– Liam er blevet meget selvstændig. Det har han været nødt til på grund af mit handicap. Han er vant til at tage udfordringer i strakt arm.

Kristin er stolt over sin søn, der nu er blevet en ansvarlig teenager. Hun understreger, at han har fået lov til at være barn og ikke sin mors støtteperson. Det har været vigtigt for hende.

55-årige Kristin Reine med hundene Petrine og Trine.

Påkørt i ny ulykke

Kristin vendte efterhånden tilbage til sit arbejde på deltid, men en ulykke kommer sjældent alene. Nogle år senere blev hendes bil påkørt bagfra, og hun skadede nakken. Hendes arbejdsevne blev endnu mere reduceret, og følelsen af, at der ikke var plads til hende i arbejdslivet, var svær at tackle.

– I dag er min arbejdsevne på 30 procent, men hvilken arbejdsplads kan tilbyde det? Jeg måtte tænke i nye baner og begyndte at engagere mig i frivilligt arbejde. Det giver mig stor glæde og føles vigtigt, siger Kristin og tilføjer:

– Det begyndte med, at jeg fik at vide, at Røde Kors havde behov for flere besøgsvenner, og jeg vidste med det samme, at det var noget for mig. Nu har jeg været besøgsven i otte år, og jeg bliver involveret i de ældres liv. Måske lidt for involveret. Det gør ondt, når de falder fra, for jeg bliver så glad for dem.

Kristin har også fundet sig en anden hobby, som giver hende stor glæde. Sammen med veninden Sigrun har hun startet et projekt som bolsjefabrikant. Da hun så en annonce for et kursus i bolsjefremstilling, tændte Kristin straks på ideen og slæbte nærmest Sigrun med sig som moralsk og fysisk støtte. Endelig var der noget, hun kunne gøre siddende. Og så var det ovenikøbet sjovt.

Læs også: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

– Nu har vi gjort det i 15 år, fortæller Kristin.

Hun og Sigrun sælger deres bolsjer til venner, bekendte og på messer. De tager også rundt til fritidsklubber og lærer børnene at lave de søde sager til stor fornøjelse for alle. 

– Jeg tror ikke, at jeg kommer tilbage i et rigtigt job, så jeg fortsætter med det frivillige arbejde, siger Kristin, som også har engageret sig i en gigtforening, hvor hun er instruktør i vandgymnastik. 

Kristin er glad for, at hun ikke har ladet sig slå ud af sine begrænsninger efter ulykken, men har formået at skabe et nyt liv for sig selv. 

– Det er trods alt ikke blevet så værst, dette liv, selv om det ikke blev, som jeg havde forestillet mig. At nogen har brug for mig, og at jeg kan hjælpe og glæde dem, er lige så vigtigt som et lønnet job.