Martines mareridt: Kidnappet og plyndret

Martine blev kidnappet og berøvet på en studie-tur i Tanzania. Martines søster forstod, hvad hun gik igennem, for Tina havde selv været kidnappet under et blodigt gidseldrama.

Martine var 36 år og mor til to, da hun ville prøve noget nyt i sit liv. Hun begyndte på en ny uddannelse inden for tekstiler med fokus på genbrug. Det første år sluttede med en tur til Afrika.

– Vi blev tilbudt at gå på højskole i Tanzania mod at yde bistand. For mig var det ikke åbenlyst at rejse så langt væk og til en helt anden kultur. Jeg er lidt af en kryster. Den eneste rejse, jeg havde været på, var en charterrejse til Tyrkiet, fortæller 40-årige Martine Billing fra Kungsbacka i Sverige.

Det er tre år siden, Martine besejrede sin frygt og rejste til Tanzania med to lærere, manden til en af ​​dem og tre andre studerende. De fire kvindelige studerende kendte ikke hinanden i forvejen, men blev hurtigt veninder.

De landede i Dar es-Salaam og kørte ad bumpede veje til landsbyen Kilwa, hvor højskolen ligger.

Læs også: Stine har tourette: Op i røven så kører det

De medbragte alt muligt, lige fra fodboldstøvler til redskaber til skolens studerende, som de deltog i workshops sammen med på skolen.

Efter 17 dage skulle de hjem igen. De tilbragte den sidste nat på et hotel i hovedstaden, Dar es-Salaam.

To kidnappere i bilen

En af lærerne havde aftalt med en mand, at han skulle køre dem til lufthavnen i en varevogn, så de alle kunne være i bilen, men i stedet kom to mindre biler. Der var irriterende, men ikke helt uventet.

– I Afrika lærte jeg, at man skal tage alt med et gran salt.
Martine kørte i en ​​bil med en af ​​lærerne og den anden lærers mand. Bilen skulle skubbes, så der var en ekstra mand med, som sprang af lidt længere fremme.

– Efter 10 minutters kørsels sprang manden ud. Alt skete hurtigt. To andre mænd sprang ind i bilen, den ene på mit skød, den anden på lærerens. De råbte og hev i vores tasker og truede os: ”Vi er mafiaen, og vi dræber jer.” De var voldelige og aggressive, og de tog vores kreditkort.

Martines stemme ryster, når hun fortæller.

Forkert kode

Mændene dirigerede bilen rundt i byen og stoppede ved hæveautomater.

– Vi gav dem koderne til vores kort, men læreren gav dem bevidst den forkerte kode, og mændene blev endnu mere aggressive. Jeg græd og råbte til hende: ”Giv dem den rigtige kode. Jeg vil gerne se mine børn igen.”

Læs også: De ville tvangsfjerne Tennas børn: Vores første familieferie

Kidnapperne tastede den forkerte kode så mange gange, at kortet blev spærret. Det gjorde mændene rasende, og der fulgte en times terror, hvor bilen kørte rundt i byen, og mændene forsøgte at benytte kortene i forskellige automater. Tonen var truende, og Martine kunne ikke holde tårerne tilbage.

– De råbte ad mig for at få mig til at holde op med at græde, men jeg kunne ikke. Jeg har aldrig været så bange før. Gang på gang sagde de, at de ville slå os ihjel, og jeg troede virkelig, at jeg aldrig ville se mine døtre igen.

Sluppet fri

    Da kidnapperne ikke kunne hæve flere penge, satte de Martine og de andre af midt i byen. Heldigvis havde de nogle småpenge og kunne tage en tuk-tuk til lufthavnen, hvor resten af gruppen ventede.

– Læreren havde ringet til sin mand, mens vi var kidnappet, men mændene havde tvunget hende til at give trafikken skylden for vores forsinkelse. Men de kunne se på os, at der var sket noget frygteligt.

Martine husker ikke tiden umiddelbart efter. De andre fortæller, at hun sad helt stille i flyet hele vejen hjem. Da de kom hjem, meldte de det til politiet, selv om det godt vidste, at de aldrig ville fange gerningsmændene.

Læs også: Brev til Mimi: Han holder sygdommen hemmelig

Den næste tid var hård. I skolen havde de en samtale med en krisepsykolog. Martine var traumatiseret, kæmpede med mareridt og blev let stresset. Truende stemmer eller høje lyde udløste traumer i hende, og hun havde svært ved at sove. Samtidig var hun dybt taknemmelig for, at hun overlevede.

Hun skrev et langt opslag på Facebook om sine oplevelser, og hun fik en masse positiv respons. Men det var hendes søster, Tinas svar, der betyder mest.

– Hun skrev, at hun var der for mig. Jeg vidste, hvad hun mente. Christina, der bliver kaldt Tina, har en dybere forståelse for, hvad jeg har været igennem.

Søster forstod

I 1995 blev Martines søster nemlig kidnappet og holdt som gidsel af bevæbnede mænd i det, der i medierne blev kaldt gidseldramaet i Hallsberg.

– Jeg var kun 16 år. Min ældre søster Tina boede med sin mand, Fredrik, og deres fire børn, inklusive en nyfødt baby, på en gård ved Idala i Kungsbacka. En bil kørte ind på gårdspladsen, og nogle mænd løb ind og stak Fredrik ned med kniv. Igen og igen.

Læs også: Kaltrina skulle myrdes i massakre: Overlevede ved en fejl

– Mændene greb Tina og ville også have babyen med, men hun formåede at overbevise dem om, at det ville skabe problemer. Min tre måneder gamle niece blev efterladt skrigende i sin vugge, mens hendes far lå blødende på gulvet. Tina blev trukket hen over sin mand, skubbet ind i en bil og kørt væk.

Hun blev holdt som gidsel af tre bevæbnede mænd, der i deres voldsorgie efterlod næsten 30 ofre. Det var brutal vold, dødstrusler, kidnapninger og kapring af biler, et mareridt. Det var et tilfælde, at ingen døde.

– Mændene sagde til Tina, at hun havde set for meget og skulle dø. Men de satte hende fri, bagbundet, før de tog det næste offer.

Døde af hjertefejl

Martine og Tina talte ikke meget om, hvad søsteren havde været igennem.
– Tina blev traumatiseret, lukkede sig ind i sig selv og vendte aldrig tilbage til arbejdet efter overfaldet. Hun talte aldrig om det, men bar det indeni. Jeg kan kun gætte, hvad hun gik igennem, siger Martine, der ikke kan holde tårerne tilbage.

    Et år efter overfaldet i Tanzania døde Tina af en hjertefejl.

– Hun satte altid andre før sig selv. Jeg spurgte hende sjældent, hvordan hun havde det, og hvordan hun var påvirket af sit traume. Jeg havde muligheder, men tog dem aldrig. Det er jeg ked af nu. Vi kunne have haft gavn af hinanden, men nu er det for sent, siger Martine.

Læs også: Malenes mor blev myrdet: Jeg var nødt til at skrive om min sorg

Før Tina døde, var hun blevet skilt. Den vold, de var udsat for, påvirkede dem forskelligt, og de voksede i forskellige retninger.

– Nu er det samme sket for mig og min kæreste, fortæller Martine.
Det har været nogle hårde år, men hun har lovet sig selv, at det bliver bedre fra nu af. Hun går regelmæssigt til psykolog, og det hjælper.

– Jeg arbejder i en butik, hvor mine kollegaer er utroligt støttende. Og at ride og være sammen med heste gør mig mindre stresset og giver mig livsglæde. Og jeg elsker mine døtre, uden de piger ville jeg ikke have overlevet. De er mit et og alt. Jeg er glad for, at jeg ikke døde den dag i bilen i Dar es-Salaam. Jeg fokuserer på glæden ved at have overlevet.