Den bedste motion: Træn dig fra corona-stress

Motion og bevægelse kan være en hjælp til at gøre dig stressfri. Dit stressniveau er ofte afgørende for, hvilken træningsform du skal vælge.

For nylig siden skrev en læser til mig, at hun havde stresset så meget over corona-situationen, at hendes blodtryk var gået i vejret. Stress forsvinder ikke bare af sig selv, og der er ingen let løsning på stressproblematikken.

Grundlæggende må man bryde den onde cirkel og igen skabe det nødvendige overskud til at få has på de faktorer, der ligger bag stressen. Eller i hvert fald blive bedre til at håndtere dem. Min erfaring er, at motion og bevægelse kan være en hjælp til at komme ud af den onde spiral. Ikke i form af pligttræning, men som lysttræning.

Træn efter stress-niveau

Jeg håber virkelig, at vi nu går mod bedre tider. I hvert fald er det blevet bedre vejr og meget lysere, så er du i samme stressede situation som læseren, så får du i denne uge nogle tips til at træne stressen væk. Al træning er som udgangspunkt alletiders hjælp mod stress. Om du vil træne alene og få ro i hjernen, eller omvendt har det bedre sammen med gode kolleger og venner under hensyntagen til restriktionerne, afgør du helt selv.

Dit stressniveau er ofte afgørende for, hvilken træningsform jeg som udgangspunkt anbefaler. Ellers risikerer du i værste fald at gøre ondt værre. Under stress danner kroppen nemlig de samme hormoner som ved hårdere træning, som derfor for nogle er en dårlig kombination, der risikerer at overbelaste systemet. Ved svær stress bør du generelt starte mere forsigtigt op.

Sådan kan du træne

Svær stress

Prøv gang, yoga, meditation og mindfulness. Du skal have ro og komme ned i tempo. I forvejen banker hjertet løs, og kroppen gennemstrømmes af stresshormoner, så hård træning risikerer at forværre symptomerne. Du mærker effekten med det samme, så når akut stress truer, kan du eksempelvis meditere kroppen til ro.

Gang er fabelagtig mod svær stress. Du kan gøre det når som helst og hvor som helst. Som tiltrængt alenetid, eller til at vende situationen med en god veninde. Du kommer udenfor og får humørløftende lys. Lad mobilen blive hjemme. Som bonus forbrænder rask gang mange fedtkalorier, hvis du er tilbøjelig til at trøstespise.

Moderat stress

Prøv svømning, løb, cykling samt, når der er mulighed for det, crosstrainer, trappemaskine, romaskine og tilsvarende. Svømning kan med sin kombination af vandets blødgørende egenskaber og musklernes arbejde giver dig en effektiv, afstressende, rytmisk massage.

Konditionstræningens rytmiske gentagne bevægelser på en længere tur virker meditative, så du vender blikket indad og lader tankerne flyde frit. På et tidspunkt fornemmer du måske endda det såkaldte runners high med masser af velbehag, som jager stress væk. Pas på med at give den alt for meget gas, for så stresser nogle omvendt mere af de mange hormoner, som hård træning udløser.

Let stress

Tennis, karate, styrketræning og tilsvarende med slag og aktion er gode valg. Du kommer af med frustrationer og negativ energi. Træningen fungerer som ventil til at slippe af med lettere stress og irritation. Vi ved ikke så meget om, hvorvidt styrketræning dulmer stress, men mange melder alligevel, at det hjælper, så lad det komme an på en prøve. Det stresser i hvert fald ikke.