Afsonede med fodlænke: Mand overfaldt kvinde

En læser spørger Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, hvordan det kan lade sig gøre, at folk, der afsoner med fodlænke, tilsyneladende kan begå ny kriminalitet.

Jeg har hørt om en voldsdømt, som havde fodlænke på, og som alligevel opsøgte et nyt offer og overfaldt hende. Hvordan kan det lade sig gøre, at han frit kan bevæge sig rundt? 

Jeg troede, at han blev overvåget af politiet. 

Venlig hilsen S

 

Hej S

Godt spørgsmål. Fængselsstraffe på til og med seks måneder kan i nogle tilfælde afsones med fodlænke hjemme hos den dømte. Hvis man afsoner en længere fængselsdom, kan man i særlige tilfælde afsone de sidste seks måneder med fodlænke i hjemmet. 

En fodlænke er en rem med en elektronisk sender, som sættes fast om anklen. Senderen kommunikerer med en boks i hjemmet, som er i konstant forbindelse med en overvågningscentral i kriminalforsorgen. Man skal have fodlænken om anklen hele tiden. Hvis man tager den af, udløses en alarm.

Læs også: Når medier påvirker mordsager  

Man skal være hjemme hele tiden, bortset fra når man møder op til aftaler med kriminalforsorgen. Det kan være, at man på bestemte tidspunkter må gå hjemmefra for at passe en uddannelse eller være med i aktiviteter, som er aftalt med kriminalforsorgen, der også kommer på uanmeldt besøg i hjemmet flere gange om ugen på alle tider af døgnet. Ligesom hvis man afsoner i et åbent fængsel, kan man altså godt med fodlænke overtræde aftaler og forlade sit hjem - og begå ny kriminalitet.

Ny proces

At overtræde aftaler – både når det gælder afsoning i et åbent fængsel eller hjemme med fodlænke – betyder, at man bliver indsat i et lukket fængsel. Også selv om man ikke har begået ny kriminalitet. Begår man ny kriminalitet, starter jo en helt ny proces hos politiet. Det er kriminalforsorgens arbejde at "fuldbyrde" domme, som det hedder. 

Læs også: Alice blev dræbt på åben gade  

Det medfører, at man ikke konstant overvåger dømte personer, hverken når de sidder i et fængsel eller afsoner med fodlænke. 

Venlig hilsen Bent