Betonklods smidt ned fra motorvejsbro: Ung mor blev dræbt

En betonklods blev kastet ned fra en motorvejsbro med frygtelige konsekvenser – en ung kvinde døde, og en mand blev handicappet for livet . Parrets barn overlevede. Bent Isager-Nielsen, Rejseholdets tidligere chef, fortæller om sagen.

Hej Bent

Kan du fortælle noget om sagen med familien, der i 2016 blev ramt af en betonklods på en fynsk motorvej, og om, hvorfor sådan en sag tilsyneladende er så svær at opklare?

Venlig hilsen S.

Hej S.

 

Sagen er ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt interessant.

Men først og fremmest er det en tragisk sag for ofrene, den tyske familie Gosmann, der 21. august 2016 var på vej hjem på den fynske motorvej. En 30 kilo tung betonflise blev kastet ned fra en motorvejsbro mellem Blommenslyst og Vissenbjerg (se billedet) og smadrede forruden på familiens bil.
Flisen dræbte den 33-årige Nelle Gosmann på stedet og invaliderede hendes 36-årige mand Andreas Gosmann, mens deres 5-årige søn Alexander slap med skrammer. Andreas Gosmann er mærket for livet. Han er blind, afhængig af pleje døgnet rundt og har svære hukommelsesproblemer.

Alexander bor i dag hos sin mormor i Dortmund.

To gerningsmænd

Læs også: Dansk udviklingshæmmet mand dræbte 38 personer 

Fyns Politi arbejder stadig intenst med sagen og sammenkæder den med flere andre lignende sager.
Man har gode spor, blandt andet dna-match, der kobler hændelsen sammen med tre tidligere hærværkssager fra bydelen Tarup i Odense.
Dna'et stammer fra sten, en dåse snustobak og et gelænder på motorvejsbroen. Der er fundet dna fra to personer, og derfor har politiet meldt ud, at der er tale om to gerningsmænd, som formentlig skal findes nær Tarup. Politiet har fået langt over 1.000 tip fra borgere, afhørt mange og taget mundskrab af mere end 250 personer til dna-analyse og sammenligning med de fundne dna-spor.
Man mener, at gerningsmanden eller gerningsmændene står bag flere lignende forbrydelser, og man efterforsker sagen som en drabssag.

Flere sager

Læs også: Pedal-Ove: Når medier påvirker kriminalsager  

Rent faktisk kobler Fyns Politi 11 sager om stenkast fra motorvejsbroer over den fynske motorvej sammen. Alle sagerne er uopklarede, og den første er fra 2015. Nelle Gosmann er det eneste dødsoffer, men der har været mange alvorlige og farlige situationer. Gerningsmandens hensigt er ukendt og kan vel spænde fra grove drengestreger med voldsom konsekvens og til drabsforsøg – og altså drab i Nelle Gosmanns tilfælde.
Først når gerningsmanden er pågrebet, og sagen er endeligt opklaret og belyst, kan der siges noget sikkert om, hvorfor han gjorde det.

Venlig hilsen Bent