Brænd flere kalorier: Genveje til vægttab

Vidste du, at du kan forbrænde flere kalorier ved at drikke koldt vand? Læs her 5 andre tips til usædvanlig kalorieforbrænding.

Vi kommer ikke udenom at spise fornuftigt og bevæge os mere i hverdagen, når kampen skal vindes over nogle overflødige kilogram, som ikke uden videre vil overgive sig. Det er selvfølgelig lidt kedelige råd, og vi ved det alle sammen godt i forvejen.

Læs også: Sådan får du styr på vægten

Heldigvis kan du sætte lidt kolorit på kuren, om jeg så må sige, med et par mere usædvanlige måder at forbrænde kalorier på, og i denne uge ser vi på seks pudsige genveje.

De er afprøvet videnskabeligt og giver en vis grad af kalorieforbrænding, men større studier er ofte nødvendige. Der kan også være forskel på effekten fra person til person.

Uanset det kan du tage nogle af tipsene med i din indsats, også fordi de på andre måder kan være sunde og et enkelt af dem endda klimavenligt.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Tab dig med postevand

Usædvanlig kalorieforbrænding

  • Frys lidt: Udsættelse for kølige temperaturer sætter stofskiftet op og forbrænder det såkaldte brune fedt. Det almindelige hvide fedt tjener som energidepot. Men vi har også en mindre mængde brunt fedt, der som et indre varmeapparat er med til at opretholde kropstemperaturen. Skruer du lidt ned for stuetemperaturen, eksempelvis til 19 grader, sparer du ikke blot energi, men forøger også kroppens energiforbrænding. Ligesom du automatisk bevæger dig mere for at holde varmen. Andre måder at sætte gang i det brune fedt er kolde brusebade og at komme udenfor. Du skal ikke overdrive kuldepåvirkningen, men at undgå overdreven varme samt bevæge dig mere hjælper alt sammen med.
  • Koldt vand: Drik koldt vand, når du er tørstig. Kroppen bruger kræfter og dermed kalorier på at varme drikkevandet op til legemstemperatur. I en undersøgelse indtog deltagerne en halv liter koldt vand, hvorefter kroppen i de næste 90 minutter forbrændte flere kalorier.
  • Benyt tyggegummi: Tyggegummi er med til at skabe en følelse af mæthed samt erstatte slik og andre kaloriebomber. Noget tyder desuden på, at det også øger forbrændingen en smule, når du tygger før og efter et måltid. Ligesom tyggearbejdet i sig selv bidrager. Har du lyst til at lade det komme an på en prøve, så er det selvfølgelig indlysende, at du skal vælge et sukkerfrit mærke.
  • Bliv bloddonor: En bloddonation øger kalorieforbruget i det efterfølgende stykke tid, når kroppen bruger energi på at danne nye blodlegemer, proteiner og andre blodkomponenter til erstatning for den tappede blodmængde. Der kan også være andre helbredseffekter forbundet med at være bloddonor, men vigtigst er selvfølgelig, at du er med til at redde andres liv.
  • Lav irriterende bevægelser: Personer, der trommer med fingrene, vipper med fødderne, vender og drejer sig uroligt på stolen, og ofte irriterer deres omgivelser med alle de småbevægelser, gør faktisk sig selv en tjeneste. De mange små bevægelser holder hele tiden musklerne aktive, og det forbrænder kalorier, viser undersøgelser. Dynamisk sidden kaldes det med et flot ord. Er du fanget i en situation, hvor du må sidde stille i timevis, så vip med fødderne, spænd og afslap benmusklerne, knyt næverne rytmisk, og hvad du nu ellers kan finde på. Men gør det helst på en måde, så du ikke generer andre omkring dig.
  • Grin mere: Selv om der mangler lidt glæde i øjeblikkets corona-situation, så find alligevel de lyse sider i livet og grin løs. Studier peger på, at latter fremkalder en let stigning i forbrændingen. Det har forskere blandt andet målt på forsøgspersoner, der enten så en alvorlig eller en sjov spillefilm. Ligesom et godt grin også på andre måder er sundt for både krop og sjæl.

Læs også: Tips til en vellykket slankekur