Er juice fra blenderen lige så sundt som frisk frugt?

Får du de samme mængder vitaminer og kostfibre i juice fra blenderen som fra friske frugter? Læs Jerk W. Langers svar her.

Kære Jerk

Jeg blender selv frugtdrikke med forskellige slags udkernede og ituskårne frugter tilsat en sjat vand eller skummetmælk. Citrusfrugter og bananer skræller jeg først, mens resten bare ryger i blenderen. Får jeg de samme mængder vitaminer og kostfibre som fra friske frugter?

Annette

Læs også: Er smoothies lige så sunde som frisk frugt?

Kære Annette

Er du omhyggelig med at skrabe alt frugtkød og trævler fra blenderens inderside over i drikkeglasset, går du ikke nævneværdigt glip af vitaminer, mineraler, kostfibre og andre sunde plantestoffer. Husk at drikke juice og smoothie hurtigt efter fremstillingen, så plantestofferne ikke iltes, hvilket kan ødelægge dem.

Men som udgangspunkt synes jeg, at vi bør tygge os gennem grøntsager, bær og frugt frem for at indtage dem flydende i blendet form, fordi maven får mange kostfibre at arbejde med, sukkeret optages langsommere i kroppen, ligesom mætheden og slankegevinsten bliver større. Især sukker på flydende form fra blendet frugt optages hurtig, hvorefter blodsukkeret risikerer at køre op og ned. Så bliver du sulten og utilpas ved lavt blodsukker, samt deponerer fedt ved højt blodsukker.

Nogen påstår, at vitaminerne fra blendet planteføde optages hurtigt og kvikker en op. Det er forkert, for vitaminer og mineraler virker i løbet af dage og uger, ikke på minutter. Meget frugtjuice øger risikoen for syreskader på tændernes emalje, så det er en god idé at skylle bisserne efter med postvand.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Du kan blive tyk af smoothies