Klima: Pollensæsonen bliver længere og mere intens

På 30 år er pollensæsonen blevet forlænget med 20 dage i Nordamerika. Også i Danmark må folk pudse næse over længere tid end før.

I takt med klimaforandringernes indtog må pollenallergikere i stigende grad døje med røde øjne, kløe og gentagne nys.

På det nordamerikanske kontinent har de øgede temperaturer gjort, at pollensæsonen over de seneste 30 år er blevet forlænget med 20 dage.

Samtidig er pollenkoncentrationen blevet 21 procent højere, og årsagerne er højere temperaturer og en øget mængde kuldioxid i luften.

Det skriver Videnskab.dk på baggrund af et nyt, amerikansk studie udgivet i tidsskriftet PNAS. 

 

Op til to måneder længere

Professor Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet har læst studiet og fortæller, at den samme tendens i høj grad også ses i Danmark.

– Det, vi tydeligt kan se, er, at sæsonen starter tidligere, men vi kan også se, at der er mere pollen i luften. Det kan vi se for stort set alle pollental, bortset fra for elm, der er blevet ryddet på grund af "elmesygen" (plantesygdom, red.), siger Torben Sigsgaard til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Allergi: Immunforsvaret skal lære at tage en slapper

Faktisk er udviklingen endnu tydeligere herhjemme, lyder det fra Astma-Allergi Danmark, der måler pollentallene i Danmark.

– Pollensæsonen er blevet helt op til to måneder længere. Så vi kan godt slå den i Amerika, fortæller Betina Hjorth, der er rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark, til Videnskab.dk.

Den øgede mængde pollen betyder, at sæsonen er blevet værre for allergikere, og det gælder især for folk med høfeber, forklarer professoren.

Varme og CO2 giver mere pollen

Der er flere årsager til, at udledningerne af kuldioxid og klimaforandringerne påvirker planternes produktion af pollen.

– Den ene er temperaturen. Når temperaturen bliver højere, starter pollensæsonen også tidligere. Men der bliver også afsat flere og større rakler, som de forskellige træer har, så de danner mere pollen, siger Torben Sigsgaard og fortsætter:

– En anden ting, man kan se, er, at selv med små forandringer i mængden af kuldioxid i luften, så øges mængden af pollenafgivelse.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvad er pollen egentlig?

Den øgede mængde pollen betyder, at sæsonen er blevet værre for allergikere, og det gælder især for folk med høfeber, forklarer professoren.

Hvis du selv går rundt med allergi eller en mistanke om det, bør du søge lægehjælp, anbefaler Astma-Allergi Danmark.

Samtidig er det en god idé at følge simple råd som at lade være med at slå græs og undgå at åbne holde vinduer åbne, når der er mest pollen i luften, afslutter Betina Hjorth.

Andre artikler på Videnskab.dk

Pas på i pollensæsonen: Astmatikere rammes særligt hårdt af COVID-19

Søvnløshed kobles til markant forhøjet risiko for at få astma

Kæmpestudie chokerer: Klimaforandringer vender op og ned på naturen