Mandag, 8. marts 2021 - 7:00 - af Jerk W. Langer. Foto: Shutterstock
Corona-komplikation: Sådan genoptræner du lugtesansen
Mistet lugtesans svækker livskvaliteten, men vidste du, at man kan genoptræne lugtesansen?

Måske har du selv været ramt af covid-19. Du kender i hvert fald helt sikkert nogen, der har. Noget af det, vi har lært om sygdommen, er, at mange døjer med nedsat lugtesans og smagssans i uger og endda måneder bagefter.
Læs også: Tal tydeligt med mundbind
Mistet lugtesans er faktisk et af de sikreste symptomer på, at man er smittet med covid-19, fremhæver læge Alexander Wieck Fjældstad, der er ekspert på feltet og lektor på Flavour Institute ved Aarhus Universitet. Symptomet kan vise sig hurtigt allerede en-to dage efter smitte. Jeg har flere klienter, som kommer for at følge et sundhedsforløb og ruste kroppen efter overstået covid-19. Flere har meget svært ved at lugte i de efterfølgende måneder og synes, at maden smager underligt. Det svækker klart livskvaliteten og er ikke noget, som vi havde forventet, da alle ulykkerne begyndte for et års tid siden.
Læs også: Kom godt i gang: Superkondi under corona
Kan genoptrænes
Nu har jeg set nærmere på omstændighederne og er heldigvis stødt på ekspertviden om, at sanserne i mange tilfælde kan optrænes igen. Men jeg må også forventningsafstemme, for det er ikke givet, at de vender helt tilbage hos alle. Lugte- og smagssans-ambulatoriet i Holstebro finder, at halvdelen af dem, der rammes af covid-19, også mister lugte- og smagssansen. Af dem har 85 procent fået sanserne tilbage allerede efter en måned, men de resterende 15 procent har efter seks måneder stadig ikke genvundet lugt og smag fuldstændig.
Mange hilsner Jerk W. Langer
Læs også: Pep humøret op og få mere livsglæde
Genoptræn lugtesansen
- Begynd systematisk lugtetræning så tidligt i forløbet som muligt.
- Hver morgen og aften snuser du i 30 sekunder ad gangen til fire lugte, der skal være meget forskellige. Eksempelvis rose, citron, lavendel, kaffe, nellike eller eukalyptus i høje koncentrationer. Benyt æteriske olier, der fås online og i helsekostbutikker. Det er vigtigt at lugte til de samme lugte igen og igen både koncentreret og intenst.
- Efter tre måneder skifter du til fire andre lugte. Du kan altså ikke nøjes med at snuse til hårshampooen i brusebadet. Det gælder om at stimulere genopbygningen af lugtenerverne. Samt om at genoptræne de områder i hjernen, som opfatter og fortolker lugtesignaler.
- Har du mistet smags- og lugtesansen i mere end tre måneder, bør du søge læge.
- Ryger du, forbedrer et rygestop markant chancen for et godt resultat af lugtetræningen.
Husk: Mister man pludselig lugte- og smagssansen, bør man testes for covid-19, da det kan være første symptom på sygdommen.
Læs også: Sådan får du styr på sukkertrangen